Litauisk (sprog)
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Litauisk (lietuvių kalba) |
||
|---|---|---|
| Talt i: | Litauen og 18 andre lande | |
| I alt talere: | — | |
| Sprogstamme: | Indoeuropæisk baltisk |
|
| Officiel status | ||
| Officielt sprog i: |  Litauen EU |
|
| Reguleret af: | - | |
| Sprogkoder | ||
| ISO 639-1: | lt | |
| ISO 639-2: | lit | |
| Ethnologue 14. udgave: | LIT | |
| ISO 639-3: | – | |
Litauisk (lietuvių kalba på litauisk) er det officielle sprog i Litauen, og det tales af omkring 4 millioner mennesker som modersmål.
Litauisk tilhører den østbaltiske undergruppe af den baltiske sproggruppe inden for den indoeuropæiske sprogfamilie. Af de baltiske sprog er det kun litauisk og dets nærmeste slægtning, lettisk, der fortsat eksisterer. Selv om de to sprog er beslægtede, er litauiske og lettiske ord temmelig forskellige og forstås normalt ikke af personer med det modsatte sprog som modersmål.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Grammatik
- "Enhver, der måtte ønske at høre, hvordan indoeuropæerne talte, skal komme og lytte til en litauisk bonde."
- Antoine Meillet[1]
Litauisk har bevaret mange af de de indoeuropæiske sprogs oprindelige træk inden for fonetik og morfologi, og det er derfor blevet studeret grundigt som del af den komparative indoeuropæiske lingvistik. Litauisk har en meget udbygget morfologi: Der er to grammatiske køn – han- og hunkøn – idet det indoeuropæiske intetkøn er gået tabt. Ud over at inddeles i køn, inddeles substantiver efter fem nominalbøjninger og adjektiver efter tre adjektivbøjninger. Disse bøjes alle i så mange som syv kasus (nominativ, akkusativ, genitiv, dativ, instrumentalis, lokativ og vokativ). verberne falder i tre verbalbøjninger, i hvilke verberne bøjes i fire tempora (nutid, fortid, gentaget fortid og fremtid) og fire modi (indikativ, konjunktiv, imperativ og infinitiv) og dertil kommer et kompliceret system af aktive og passive participier til hver tempus.
[redigér] Historie
Der er visse tegn, der tyder på, at de baltiske og de slaviske sprog forblev sammen i længere tid efter opsplitningen af det indoeuropæiske kontinuum og at de måske først skilte veje omskring det 10. århundrede f.Kr..
Den ældste kendte litauiske tekst er en hymneoversættelse fra 1545. Der findes trykte bøger begyndende fra 1547, men kun få kunne læse litauisk. Det latinske alfabet og tekster på litauisk blev forbudt i 1864 og først tilladt igen i 1904.
Litauisk har været Litauens officielle sprog siden 1918, i sovjettiden ved siden af russisk.
[redigér] Beslægtede sprog
Litauisk og lettisk med de tilhørende dialekter samogitisk og letgallisk er de eneste to nulevende baltiske sprog, idet de tidligere søstersprog som oldprøjsisk er uddøde. Næst herefter er litauisk i nærest slægtskab med de slaviske sprog og derefter resten af de indoeuropæiske sprog (hvorunder også dansk hører). Litauisk er ikke beslægtet med estisk, der er et finsk-ugrisk sprog og nærmest beslægtet med finsk.
[redigér] Noter
- ↑ Antoine Meillet (Paul-Jules-Antoine Meillet, 11. november, 1866 - 21. september, 1936), var en af de mest fremtrædende franske lingvister i begyndelsen 1900-tallet
[redigér] Se også
Wikimedia Commons har flere filer relaterede til Litauisk (sprog)
 |
Wikipedia på litauisk Der findes også en Wikipedia på litauisk.
|
|
||||||||
