Den polsk-litauiske realunion

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kongeriget Polen
og
Storfyrstendømmet Litauen
(note om andre navne)
Realunion
Coat of arms
 
Coat of arms
1569–1795 Flag of the Kingdom of Prussia (1750-1801).svg
 
Flag of the Habsburg Monarchy.svg
 
Flag of Russia.svg
Flag Våben
Sigismund III Vasas flag Nationalvåben
Motto
Si Deus Nobiscum quis contra nos
(dansk: Hvis Gud er med os, hvem er så imod os)
Fra 1700-tallet: Pro Fide, Lege et Rege
(dansk: For Tro, Love og Konge)
Geografisk placering af {{{dansknavn}}}
Placering af Den polsk-litauiske realunion
Hovedstad Realunionen og det polske kongerige: Kraków, fra ca. 1600 Warszawa; Storfyrstendømmet Litauen: Vilnius
(note om Warszawa som hovedstad)
Sprog
Religion
Styreform Arveligt monarki (1569–1573),
Valgkongedømme (1573–1791),
Konstitutionelt monarki (1791–1795)
Konge og Storfyrste
 - 1569–1572 Sigismund II Augustus
 - 1764–1795 Stanisław II Augustus
Lovgivende forsamling Sejm
Historie
 - Unionen oprettet 1. juli 1569
 - 1. deling 5. august 1772
 - 3. maj forfatningen 3. maj 1791
 - 2. deling 23. januar 1793
 - 3. deling 24. oktober 1795
Areal
 - 1582 815.000 km²
 - 1618 990.000 km²
Befolkning
 - 1582 est. 6.500.000 
     Tæthed 8 /km² 
 - 1618 est. 10.500.000 
     Tæthed 10,6 /km² 
I dag en del af:
Hviderusland Hviderusland
Estland Estland
Letland Letland
Litauen Litauen
Moldova Moldova
Polen Polen
Rusland Rusland
Slovakiet Slovakiet
Ukraine Ukraine
Områder i Den polsk-litauiske realunion

Den polsk-litauiske realunion eller "Republikken af to Nationer" (fra 1791 Realunionen Polen)(note om navne på andre sprog) var et føderalt valgkongedømme dannet af Kongeriget Polen og Storfyrstendømmet Litauen i 1569, der regeredes af en fælles monark. Realunionen var den største[1][2] og en af de folkerigeste stater i 15- og 1600-tallets Europa på omkring 1.000.000 km2[3] og en multietnisk befolkning på 11 millioner på sit højdepunkt i det tidlige 1600-tal[4]. Realunionen blev etableret ved vedtagelse af en traktat på et sammentræde den 1. juli 1569 i Lublin og blev opløst ved den tredje deling af Polen i 1795[5][6][7].

Unionens funktioner var enestående i forhold til samtidige stater: det politiske system var præget af streng kontrol af kongemagten. Denne kontrol blev vedtaget af den lovgivende forsamling (sejm), der kontrolleres af adelen (szlachta). Dette enestående system var en forløber for moderne begreber om demokrati[8], konstitutionelt monarki[9][10][11] og føderationer[12]. De to stater i Realunionen var formelt lige, men reelt var Polen den dominerende part i unionen[13].

Den polsk-litauiske Realunion var kendetegnet ved en høj grad af etnisk mangfoldighed og relativ religiøs tolerance garanteret af Warszawa konføderationen fra 1573[14][15][16], selv om graden af religiøs tolerance varierede over tid[17].

Efter flere årtier med velstand[18][19][20], kom unionen ind i en periode med langvarig politisk[11][21], militær og økonomisk[22] tilbagegang. Den voksende svaghed førte til en opdeling blandt de mere magtfulde naboer, Østrig, Preussen og det Russiske Kejserrige i løbet af slutningen af 1700-tallet. Kort før opløsningen vedtog Realunionen en massiv reform med forfatningen af 3. maj 1791, beskrevet af Norman Davies som den første af sin art i Europa[23].

Navn[redigér | redigér wikikode]

Det officielle navn for Realunionen var Kongeriget Polen og Storfyrstendømmet Litauen (polsk: Królestwo Polskie jeg Wielkie Księstwo Litewskie, litauisk: Lenkijos Karalystė ir Lietuvos Didzioji Kunigaikštystė, hviderussisk: Каралеўства Польскае і Вялікае Княства Літоўскае, ukrainsk: Королівство Польське та Велике князівство Литовське). Før 1600-tallet benyttedes det latinske navn Regnum Poloniae Magnusque Ducatus Lithuaniae i internationale traktater og diplomatiske tekster. Fra 1600-tallet benyttedes det latinske navn Serenissima Res Publica Poloniae (polsk: Najjaśniejsza Rzeczpospolita Polska, dansk: ~ Den mest fredfyldte republik Polen)[24]. I daglig tale kaldte indbyggere unionen "Republiken" (polsk: Rzeczpospolita, litauisk: Žečpospolita, ruthensk: Рѣч Посполита). I Europa anvendes Polen ofte som synonym for hele unionen. Navnet "Unionen af to nationer" (polsk: Rzeczpospolita Obojga Narodów) blev første gang benyttet i 1967[25].

Historie[redigér | redigér wikikode]

Polen og Litauen gennemgik en række krige og alliancer i løbet af 1300-tallet og det tidlige 1400-tal. Adskillige relativt svage aftaler mellem de to lande, Kraków-Vilniusunionen, Krevo-unionen, Vilnius-Radomunionen, Grodnounionen, og Horodłounionen blev indgået, før den mere permanente Lublinunion blev ingået i 1569. Denne aftale var et af Sigismund II Augustus, sidste monark af Jogailas-dynastiet, vigtigste resultater. Sigismund troede han kunne bevare sit dynasti ved at indføre valgkongedømme. Hans død i 1572 blev efterfulgt af et tre-årig interrex, hvor det konstitutionelle system blev justeret. Disse justeringer øgede den polske adels indflydelse betydeligt og etablerede et ægte valgkongedømme[26].

Realunionen nåede sin guldalder i det tidlige 1600-tal. Realunionen var i stand til at forsvare sig mod Sverige, Zar-rusland, og vasaller af Det Osmanniske Rige, og selv lancere vellykkede ekspansive offensiver mod sine naboer. Således indvaderede Polen-litauen Rusland flere gang i løbet de urolige tider i Rusland (1603-1613) og formåede at indtage Moskva og holde byen fra den 27. september 1610 til 4. november 1612, hvor de polsk-litauiske styrker blev drevet ud efter moskvitisk opstand og belejring af styrkerne i Kreml. Unionens magtfulde parlament var domineret af adelen, der var tilbageholdende med at involvere landet i Trediveårskrigen (1618-1648). Neutraliteten skånede Polen-litauen for konsekvenserne af den politisk-religiøse konflikt, der hærgede det meste af det samtidige Europa.

Realunionens magt var aftagende efter en række slag i løbet af de følgende årtier. I 1648 indledtes et større oprør blandt kosakkerne i den sydøstlige del af Unionen (Khmelnytskyiopstanden i det nuværende Ukraine). Opstanden resulterede i en ukrainsk anmodning om Zar-ruslands beskyttelse i henhold til Pereyaslavtraktaten[27]. Ruslands efterfølgende annektering af dele af Ukraine fortrængte gradvist den polske indflydelse. Det andet slag mod den polsk-litauiske realunion var en svensk invasion i 1655. Invasionen, "syndfloden", der er den polsk-litauiske betegnelse, var Karl X Gustavs reaktion på års konflikter med Realunionen. Den svenske invasion støttedes af transsylvanske tropper under ledelse af Georg II Rákóczy og Frederik Vilhelm den store kurfyrste af Brandenburg.

I slutningen af 1600-tallet allierede den svækkede kong John III Sobieski sig med Leopold I kejser af det Tysk-romerske rige i kampen mod det Osmanniske Rige. Slaget ved Wien i 1683 mellem alliancen[28] og de allierede osmaniske styrker[29] var vendepunktet for 250-års konflikt mellem det det kristne Europa og det islamiske Osmanniske rige. På grund af den århundreder lange modstand mod den osmanniske fremmarch blev Polen-litauen omtalt som "Antemurale Christianitatis" (dansk: bolværk for kristendommen)[12][30]. I løbet af de næste 16 år blev Osmannerne tvunget syd for Donau i Den store tyrkiske krig, for ikke igen at nå så langt op i Centraleuropa[31].

I 1700-tallet bragte destabilisering af det politiske system Polen-Litauen på randen af anarki. Realunionen stod over for mange interne problemer og var sårbar over for påvirkninger udefra. I 1715 brød et åbent opgør ud mellem kongen og adelen og zar Peter den Stores mægling satte ham i stand til yderligere at svække staten[14]. Den russiske hær var til stede ved den stille Sejm i 1717, som begrænsede Polen-Litauens væbnede styrker til 24.000 og fastsatte finansiering, fastholdt liberum veto, og forbød kongens saksiske hær. Den russiske zar stod som garant for aftalen[14]. Vesteuropas øgede udnyttelse af ressourcerne i Amerika gjorde Polen-Litauns leverancer mindre afgørende[32]. I 1768 blev den polsk-litauiske realunion et protektorat under det Russiske Kejserrige[33]. Kontrol over Polen var central for Katharina 2. af Ruslands diplomatiske og militære strategi[34]. Forsøg på reformer på den store sejm blandt andet 3. maj forfatningen kom for sent. Landet blev i tre stadier delt af nabolandene Kongeriget Preussen, Det Russiske Kejserrige og De Habsburgske Arvelande. Fra 1795 var Den polsk-litauiske realunion helt slettet fra Europas landkort. Polen og Litauen blev ikke re-etableret som uafhængige lande før 1918 mens Ukraine og Hviderusland først opnåede uafhængighed i 1990'erne.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Navn på lokale og officielle sprog[redigér | redigér wikikode]

  • polsk: Królestwo Polskie i Wielkie Księstwo Litewskie
  • litauisk: Lenkijos Karalystė ir Lietuvos Didžioji Kunigaikštystė
  • hviderussisk: Каралеўства Польскае і Вялікае Княства Літоўскае (tr. Karaleўstva Pol'skae і Vjalіkae Knjastva Lіtoўskae)
  • ukrainsk: Королівство Польське і Велике князівство Литовське (tr. Korolivstva Polʹsʹkoho i Velykoho knyazivstva Lytovsʹkoho)
  • latin: Regnum Poloniae Magnusque Ducatus Lithuaniae[24]
  • tysk: Königreich Polen und Großfürstentum Litauen
  • fransk: Royaume de Pologne et Grand-duché de Lituanie / Sérénissime République de Pologne et Grand-duché de Lituanie[35]

Warszawa som de facto hovedstad[redigér | redigér wikikode]

Historikere daterer ændringen af den polske hovedstad fra Krakow til Warszawa mellem 1595 og 1611, selv om Warszawa ikke officielt blev udpeget hovedstad før 1793[36]. Realunionens sejm begyndte at mødes i Warszawa kort efter oprettelsen af Lublinunionen og regenterne holdt almideligvis deres hof der, selv om kroningerne fortsatte med at finde sted i Krakow[36]. Det moderne begreb med en enkelt hovedstad var til en vis grad uanvendelig i den feudale og decentrale Realunion[36]. Warszawa er beskrevet af nogle historikere som hovedstad for hele Realunion[37][38]. Vilnius, hovedstaden i Storfyrstendømmet[14][39][40], kaldes den anden hovedstad for Realunionen[39][41].

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Norman Davies, Europe: A History, Pimlico 1997, s. 554
    "Polen-Litauen var et andet land, der oplevede sin 'guldalder' i det sekstende og tidlige syttende århundrede. De sidste Jagiellons rige var absolut den største stat i Europa"
  2. Piotr Stefan Wandycz (2001). The price of freedom: a history of East Central Europe from the Middle Ages to the present. Psychology Press. s. 66. ISBN 978-0-415-25491-5. http://books.google.com/books?id=m5plR3x6jLAC&pg=PA66. Hentet 13 August 2011.  (Engelsk)
  3. Bertram Benedict (1919). A history of the great war. Bureau of national literature, inc.. s. 21. http://books.google.com/books?id=i5wMAAAAYAAJ&pg=PA21. Hentet 13 August 2011.  (Engelsk)
  4. Baseret på: Iwo Cyprian Pogonowski, Poland a Historical Atlas, Hippocrene Books, 1987, ISBN 0-88029-394-2, 1618 demografiskkort s. 115, 1618 sprogkort s. 119, 1657–67 tabskort s. 128 og Kort fra 1717 s. 141
  5. "Poland." Encyclopædia Britannica. 2009. (hentet 20. februat 2009) (Engelsk)
  6. Heritage: Interactive Atlas: Polish–Lithuanian Commonwealth. For population comparisons, see also those maps: http://homepage.interaccess.com/%7Enetpol/POLISH/historia/MAPY/1618.jpg, http://homepage.interaccess.com/%7Enetpol/POLISH/historia/MAPY/1717.jpg
  7. Yale Richmond, From Da to Yes: Understanding the East Europeans, Intercultural Press, 1995, På Google Bøger, s. 51 (Engelsk)
  8. Maciej Janowski, Polish Liberal Thought, Central European University Press, 2001, ISBN 963-9241-18-0: På Google Bøger, s. 3
    På Google Bøger, s. 12 (Engelsk)
  9. Paul W. Schroeder, The Transformation of European Politics 1763–1848, Oxford University Press, 1996, ISBN 0-19-820654-2, På Google Bøger, s. 84 (Engelsk)
  10. Rett R. Ludwikowski, Constitution-Making in the Region of Former Soviet Dominance, Duke University Press, 1997, ISBN 0-8223-1802-4, På Google Bøger, s. 34 (Engelsk)
  11. 11,0 11,1 George Sanford, Democratic Government in Poland: Constitutional Politics Since 1989, Palgrave, 2002, ISBN 0-333-77475-2, På Google Bøger, s. 11, Konstitutionelt monarki (Engelsk)
    På Google Bøger, s. 3, Anarki (Engelsk)
  12. 12,0 12,1 Aleksander Gella, Development of Class Structure in Eastern Europe: Poland and Her Southern Neighbors, SUNY Press, 1998, ISBN 0-88706-833-2, På Google Bøger, s. 13(Engelsk)
  13. "Lublin, Union of". Encyclopædia Britannica. (2006).  (Engelsk)
    "Formelt var Polen og Litauen selvstændige, lige partnere i føderationen ... Men Polen, som beholdt kontrol over de litauiske områder, det havde beslaglagt, havde større repræsentation i sejmen og blev den dominerende partner."
  14. 14,0 14,1 14,2 14,3 Norman Davies (1998). Europe: A History. HarperCollins. pp. 657–660. ISBN 9780060974688. http://books.google.com/books?id=4StZDvPCcJEC&pg=PA660&dq=vilnius+capital+grand+duchy&cd=2#v=onepage&q=vilnius%20capital%20grand%20duchy&f=false.  (Engelsk)
  15. Halina Stephan, Living in Translation: Polish Writers in America, Rodopi, 2003, ISBN 90-420-1016-9, På Google Bøger s. 373.(Engelsk)
    Citerer fra Sarmatian Review, et akademisk tidsskrift: Den polsk-litauiske realunion var [...] præget af religiøs tolerance usædvanligt i præmoderne Europa
  16. Denne egenskab blev anerkendt af samtiden. Robert Burton, en lærd fra 1600-tallet, skriver i sin The Anatomy of Melancholy , offentliggjort første gang i 1621, Polen: "Polen er opholdssted for alle religioner, hvor Samosetans, Socinianere , Photinians [...], Arianerne, Anabaptister findes", "i Europa er Polen og Amsterdam fælles om at være fristeder [for jøder]"
  17. Feliks Gross, Citizenship and Ethnicity: The Growth and Development of a Democratic Multiethnic Institution, Greenwood Press, 1999, ISBN 0-313-30932-9, På Google Bøger, s. 122 (Engelsk)
  18. "Poland". Encyclopædia Britannica, 2009 hentet 26. juni 2009 (Engelsk)
    "I midten af 1500-tallet var det forenede Polen den største stat i Europa og måske kontinentets mest magtfulde."
  19. Francis Dvornik (1992). The Slavs in European History and Civilization. Rutgers University Press. s. 300. ISBN 08-13507-99-5. http://books.google.com/?id=LACpYP-g1y8C&printsec=frontcover.  (Engelsk)
  20. Salo Wittmayer Baron (1976). A social and religious history of the Jews. Columbia University Press. ISBN 02-31088-53-1.  (Engelsk)
  21. Martin Van Gelderen, Quentin Skinner, Republicanism: A Shared European Heritage, Cambridge University Press, 2002, ISBN 0-521-80756-5 På Google Bøger: s. 54 (Engelsk)
  22. Evsey Domar: The Causes of Slavery or Serfdom: A Hypothesis, Economic History Review (marts 1970) s. 18–32 (Engelsk)
  23. Norman Davies: Europe: A History, Oxford University Press, 1996, ISBN 0-19-820171-0 På Google Bøger: s. 699 (Engelsk)
  24. 24,0 24,1 Ex quo serenissima respublica Poloniae in corpore ad exempluin omnium aliarnm potentiarum, lilulum regiuin Borussiae recognoscere decrevit (...)
    Antoine-François-Claude Ferrand (1820). "Volume 1". Histoire des trois démembremens de la Pologne: pour faire suite à l'histoire de l'Anarchie de Pologne par Rulhière. Deterville. s. 182. http://books.google.com/?id=j1kPAAAAQAAJ&printsec=frontcover#v=onepage&q&f=false.  (Latin)
  25. Udtrykkene polsk: Rzeczpospolita (republik) og polsk: Oba Narody (to nationer) blev udbredt i perioden, og blev brugt i den kombinerede form, for første gang i 1967 i Paweł Jasienicas bog dermed berettiget til.
  26. "The Elective Monarchy". Poland - The Historical Setting. Federal Research Division of the Library of Congress. 1992. http://info-poland.buffalo.edu/classroom/longhist3.html. Hentet 2011-07-15.  (Engelsk)
    "Sigismund II Augustus død i 1572 blev efterfulgt af et tre-årigt interrex, hvor der blev foretaget justeringer i det forfatningsmæssige system. Lavadel fik stemmret og kongens magt blev yderligere begrænset til fordel for adelen. Efter ændringerne var kongen reelt ligestillet med adelen og konstant overvåget af en gruppe af senatorer."
  27. ."Encyclopædia Britannica". Pereyaslav Agreement. 2006. http://www.britannica.com/eb/article?tocId=9059219.  (Engelsk)
    "Under opstanden i 1651, i lyset af den voksende trussel fra Polen og forladt af sine Tatar-allierede, bad Khmelnytsky zaren at gøre Ukraine til et selvstændig hertugdømme under russisk beskyttelse."
  28. Den kristne alliance under kong Johan III Sobieskis kommado bestod af Den polsk-litauiske realunion, Det Tysk-romerske rige, Østrig, Bayern, Sachsen, Venedig og Kirkestaten
  29. De Osmanniske styrker under Kara Mustafa Pashas kommando bestod af tropper fra det Osmanniske Rige og de Osmanniske len Krim-khanatet, Moldavien, Valakiet og Fyrstendømet Transsylvanien
  30. Louis Edwin Van Norman, New York, 1907Poland, the knight among nations, s. 18 (Engelsk)
  31. William J. Duiker, Jackson J. Spielvogel (2006). "Volume II: Since 1500". The Essential World History. Cengage Learning. s. 336. ISBN 04-95097-66-7.  (Engelsk)
  32. Rey Koslowski (2000). Migrants and citizens: demographic change in the European state system. Cornell University Press. s. 51. ISBN 9780801437144. http://books.google.com/books?id=0lZxEfg-tQMC&pg=PA51&dq=polish+lithuanian+commonwealth+americas+western+europe&cd=2#v=onepage&q=polish%20lithuanian%20commonwealth%20americas%20western%20europe&f=false.  (Engelsk)
  33. Andrzej Jezierski, Cecylia Leszczyńska: Historia gospodarcza Polski, 2003, s. 68. (Polsk)
  34. Jeremy Black, Russia's Rise as a European Power, 1650–1750, History Today, Vol. 36 Issue: 8, August 1986. (Engelsk)
  35. Guillaume de Lamberty (1735). "Volume 3". Mémoires pour servir à l'histoire du XVIIIe siècle, contenant les négociations, traitez, résolutions et autres documents authentiques concernant les affaires d'état: avec le supplément aux années MDCXCVI-MDCCIII. s. 343. http://books.google.com/?id=2Vw_AAAAcAAJ&printsec=frontcover#v=onepage&q&f=false. "Généreux et Magnifiques Seigneurs les Sénateurs et autres Ordres de la Sérénissime République de Pologne et du grand Duché de Lithuanie"  (Fransk)
  36. 36,0 36,1 36,2 Francis W. Carter (1994). Trade and urban development in Poland: an economic geography of Cracow, from its origins to 1795 – Volume 20 of Cambridge studies in historical geography. Cambridge University Press. pp. 186, 187. ISBN 9780521412391. http://books.google.com/books?id=-XdByzq85zMC&pg=PA187&dq=warsaw+capital+1611&cd=2#v=onepage&q=warsaw%20capital%201611&f=false. 
  37. Daniel Stone (2001). The Polish–Lithuanian state, 1386–1795. University of Washington Press. s. 221. ISBN 9780295980935. http://books.google.com/?id=LFgB_l4SdHAC&pg=PA221&dq=warsaw+real+capital+commonwealth&cd=1#v=onepage&q=warsaw%20real%20capital%20commonwealth&f=false. 
  38. Robert Bideleux, Ian Jeffries (1998). A history of eastern Europe: crisis and change. Routledge. s. 126. ISBN 9780415161114. http://books.google.com/?id=6Eh9KQTrOckC&pg=PA126&dq=warsaw+became+capital+new+union&cd=1#v=onepage&q=warsaw%20became%20capital%20new%20union&f=false. 
  39. 39,0 39,1 Thomas A. Brady, Christopher Ocker; entry by David Frick (2007). Politics and reformations: communities, polities, nations, and empires : essays in honor of Thomas A. Brady, Jr. Brill Publishers. s. 206. ISBN 9789004161733. http://books.google.com/?id=_bU1jKS2ETkC&pg=PT232&dq=vilnius+second+capital+commonwelath&cd=27#v=onepage&q=&f=false. 
  40. Zeitschrift für Ostmitteleuropa-Forschung.2006, Vol.55; p.2
  41. Marcel Cornis-Pope, John Neubauer; essay by Tomas Venclova (2004). History of the literary cultures of East-Central Europe: junctures and disjunctures in the 19th and 20th centuries (Volume 2). John Benjamins Publishing Company. s. 11. ISBN 9789027234537. http://books.google.com/?id=5pAwqsSyTlsC&pg=PA11&dq=vilnius+capital+commonwealth+venclova&cd=1#v=onepage&q=vilnius%20capital%20commonwealth%20venclova&f=false. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Koordinater: 50°03′00″N 19°56′00″Ø / 50.05°N 19.93333333°Ø / 50.05; 19.93333333