Russiske Kejserrige

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Российская империя
tr. Rossijskaja imperija
Russiske Kejserrige
Kejserrige
Flag of Oryol (variant).svg
1721–1917
Flag Våben
Flag Rigsvåben
Motto
Съ нами Богъ!
(Gud er med os!)
Nationalmelodi
Боже, Царя храни!
Bozhe, Tsarya khrani!
Geografisk placering af Russiske Kejserrige
Det Russiske Imperium i 1866
Hovedstad Sankt Petersborg (1721-28)
Moskva (1728-30)
Sankt Petersborg/Petrograd (1730-1918)
Sprog Russisk
Religion Russisk-ortodoks
Styreform Zardømme
  Før 1906 Enevælde
  Efter 1906 Konstitutionelt monarki
Zar
 - 1721–1725 Peter I
 - 1894–1917 Nikolaj II
Lovgivende forsamling Statsdumaen
Historie
 - Peter I bliver zar 7. maj 1682 GK,
27. april 1682 JK
 - Kejserriget proklameres 22. oktober 1721 GK,
11. oktober 1721 JK
 - Dekabristoprøret 26. december 1825 GK,
14 december 1825 JK
 - Afskaffelsen af feudalismen 3. marts 1861 GK,
9. februar 1861 JK
 - Revolutionen i 1905 Januar–december 1905
 - Forfatning 23. april 1906 GK,
6. maj 1906 JK
 - Februarrevolutionen 15. marts 1917 GK,
2. marts 1917 JK¹
 - Oktoberrevolutionen 7. november 1917 GK,
25. oktober 1917 JK¹
Areal
 - 1914 21.799.825 km²
Befolkning
 - 1914 est. 181.537.800 
     Tæthed 8,3 /km² 
Valuta Rubel
Efterfulgte
Efterfulgt af
Flag of Oryol (variant).svg Zar-rusland
Den Russiske Republik Flag of Russia.svg
Ober Ost Flag of the German Empire.svg
Karafuto Prefekturet Merchant flag of Japan (1870).svg
Departementet Alaska US flag 48 stars.svg
Den Nordkaukasiske Bjergrepublik Flag of the Mountainous Republic of the Northern Caucasus.svg
Den Burjart-mongolske Stat Flag of Mongolia (1911-1921).svg
1Rusland benyttede den julianske kalender frem til 31. januar 1918.

Det Russiske Kejserrige (russisk: Российская империя, tr. Rossijskaja imperija) var en stat, der eksisterede fra 1721 indtil den blev indtil væltet af den kortlivede liberale Februarrevolutionen i 1917. Efter oktoberrevolutionen senere på året blev staten en del af Sovjetunionen. I dag udgøres størstedelen af den tidligere stat af de tidligere Sovjet-stater, samt Mongoliet og Finland.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Peter den Store proklamerede kejserdømmet efter Den store nordiske krig

Det russiske kejserdømme var en naturlig videreføring af Zar-rusland, og blev proklameret af Peter den Store efter Freden i Nystad i 1721 som afsluttede Store Nordiske Krig, men det kan også hævdes, at kejserdømmet var en realitet helt siden Peter den Store besteg kejsertronen i 1682. Han konsoliderede enevælden i Rusland og spillede en central rolle i at bringe landet nærmere de europæiske stater og det politiske miljø i Europa. Han flyttede endvidere hovedstaden fra Moskva til den nyetablerede by Sankt Petersborg.

Peter den Store stod tillige for en omfattende ekspansion af kejserriget, som fulgte efter ekspansionen fra midten af 1600-tallet, og som havde sikret kontrol over Sibirien og var nået Stillehavet. Dette enorme område havde imidlertid en befolkning på blot 14 millioner.

I årene 1648 til 1654 var der en russiskvenlig opstand i Polen-Litauen under ledelse af kosaklederen og hetman Bogdan Khmelnytskij og denne og den påfølgende Den polsk-russiske krig (1654–1667) førte til Andrusovo-traktaten, som indebar, at russerne igen fik kontrol over Kijev og Ukraine.

Befolkningen levede hovedsagelig på landet, hvor slavehold var centralt i økonomien frem til, at Peter den Store afskaffede slaveriet, og erstattede det med livegenskab.

Peter den Store moderniserede de militære styrker og oprettede Den kejserlige russiske hær. Han indførte en livsvarig værnepligt, som sikrede en stående hær på 300.000 mand, hvilket styrkede den russiske militære position både i de følgende russisk-tyrkiske krige og i Store Nordiske Krig.

Katharina den Store var blandt andet central figur ved Polens tre delinger

Den næste russiske hersker, som prægede udviklingen, var Katharina den Store. Hun styrkede adelen ved at overførte meget af den lokale administration til denne samtidig, som det brød noget af den tidligere stærke magtkoncentration. Videre sikrede hun russisk kontrol over Polen-Litauen gennem sin støtte til Targowica-konføderationen.

Men omkostningerne knyttede til de udenrigspolitiske fremstød var høje, hvilket førte til, at de livegne måtte bruge næsten al deres arbejdskraft på adelens gods. Dette førte til et oprør i 1773, som også førte til et oprør blandt kosakkerne under ledelse af Jemeljan Pugatsjov, under slagordet "hæng landejerne!". Oprørstyrkerne truede Moskva, før de blev slået ned.

Gennem flere krige mod Det osmanniske rige sikrede Katharina sig russisk kontrol med kysten ved Sortehavet. Gennem samarbejdet med Preussen og Østrig om Polens delinger styrkede hun yderligere russisk kontrol vest over.

Ved hendes død i 1796 havde hendes ekspansive udenrigspolitik gjort Det russiske kejserrige til en europæisk stormagt. Dette blev forstærket ved hendes efterfølger Alexander 1., da han sikrede russisk kontrol over storfyrstedømmet Finland fra det svækkene Sverige efter Finske krig i 1808-1809 og Bessarabien i 1812 fra Det osmanniske rige efter Den russisk-tyrkiske krig (1806-1812).

Napoléons katastrofale nederlag i det russiske felttog da general Levin August von Bennigsen anvendte "den brændte jords taktik" og stoppede den franske La grande armée uden for Moskva, gjorde, at Aleksander 1. var en af sejrherrerne i Napoleonskrigene og ved Wienerkongressen, og sikrede derved blandt andet russisk kontrol over Kongres-Polen.

Samtidig, som Det russiske kejserrige på dette tidspunkt var en af Europas stormagter, førte livegenskabet til, at den økonomiske udvikling blev hæmmet og særligt gik det ud over industrialiseringen, som ikke fik fodfæste her, i modsætning til resten af Europa, hvor Den industrielle revolution blev indledningen til en større omstilling af samfundslivet. Oveni blev den russiske statsadministration stadig mere ineffektiv og forslag til politiske forandringer blev hindrede af zarens absolutte magt og aldrig ført ud i livet.

Fanger i en mobil katorga mens de bygger en vej i Amur

Da den relativt liberale Alexander 1. blev afløst af sin yngre broder Nikolaj 1. i 1825, blev alle tilløb til uro og ønsker om politiske ændringer slået hårdt ned, blandt andet Dekabristoprøret i december samme år, som havde sin baggrund i mere politiske liberale impulser fra udlandet. Nikolaj 1. mødte alle ønsker om, at Rusland skulle følge den europæiske bølge med politisk liberalisering ved at vende bort fra den modernisering, som var begyndt under Peter den Store, og lagde i stedet vægt på sin mere tilbageskuende doktrin om ortodoksi, autokrati og nationalisme, hvor der blev lagt vægt på russificering. Foruden at gennemføre årelange krige i Kaukasus mødte Nikolaj 1. også to større oprør i Polen-Litauen, nemlig Novemberopstanden mellem november 1830 og oktober 1831, samt Januaropstanden fra januar 1863 og frem til 1865. For at knuse oprørstilbøjeligheder, satte zaren en omfattende overvågning af især universiteterne i gang og en udstrakt brug af spioner for politiet. Enhver, som blev mistænkt for at have revolutionære sympatier, blev sendt til katorgaer i Sibirien.

Romanov-flaget var kejserrigets flag i årene 18581883

Der var hele tiden en langstrakt kamp om hvordan, Rusland skulle videreføre den modernisering, som blev indledt af Peter den Store, ved at tage forbillede i Vesteuropa eller vende tilbage til landets egne traditioner. Det sidste blev støttet af de slavofile, som så med stor skepsis på det, de kaldte det dekadente Vesteuropa. De ønskede stærke fællesskabsløsninger frem for vestens individualisme. Alternative sociale læresætninger blev udarbejdet af radikale så som Aleksandr Herzen, Mikhail Bakunin og Pjotr Kropotkin.

Da zar Nikolaj 1. døde, havde Rusland det sidste år af hans levetid været involveret i Krimkrigen. Hans efterfølger Alexander 2. kom på tronen i 1855 og mødte et stærkt behov for sociale reformer, ikke mindst for at ophæve livegenskabet. På denne tid er det antaget, at det levede omkring 23 millioner mennesker under livegenskabet under forhold værre end, hvad der var almindeligt for bondebefolkningen i Vesteuropa, og det var derfor en vigtig reform, da dette blev ophævet i 1861. Dette indledte også reduktionen af aristokratiets magtmonopol og førte til, at landet fik en stor, mobil arbejdsstyrke, som bidrog til en begyndende industrialisering, vækst i bybefolkningen og snart en voksende middelklasse, som også stadig fik en større politisk indflydelse.

Mod slutningen af 1870'erne var der en række krige med Det osmanniske rige om indflydelse på Balkan. Den russisk-tyrkiske krig (1877-1878) endte med Berlintraktaten, som gav uafhængighed for Rumænien, Bulgarien, Serbien og Montenegro. De panslavistiske russere følte sig her svækkede af Østrig-Ungarn og Tyskland.

Da zar Alexander 2. blev myrdet af den nihilistiske organisation "Folkets vilje" i 1881, gik tronen videre til hans søn Alexander 3., som vendte tilbage til zar Nikolaj 1.s stærke undertrykkelsesmetoder. Som udtalt slavofil, mente han, at Rusland kun kunne reddes fra undergang og kaos ved at isolere sig fra Vesteuropa. For at prøve at afveje Tysklands voksende magtposition, indgik han i 1892 en alliance med Den tredje franske republik, samt styrkede den russiske position ved yderligere ekspansion i Centralasien. En af hans vigtigste rådgivere var Konstantin Pobedonostsev. Han gik stærkt imod ytringsfrihed og demokratiske institutioner. Under hans regime blev det også gennemført en hård russificering. Under hans tid som zar var Rusland præget af antisemitisme og hans kamp mod nihilisterne og Narodnik.

Da Aleksander 3. døde i 1894, gik tronen videre til hans søn, Nikolaj 2., og på dette tidspunkt begyndte Den industrielle revolution for alvor at gøre sig gældende i landet.

En mislykket krig mod Japan lagde øget pres på samfundet. 1905-revolutionen blev udløst, da præsten Georgij Gapon den 22. januar 1905 ledede et optog på 200.000 mennesker mod zarens palads i Sankt Petersborg for at få ham til at gribe ind mod de høje madvarepriser, som krigen førte med sig. Zarens soldater åbnede ild mod folkemassen, og mange blev dræbt på den såkaldte blodige søndag. Dette udløste strejker, bondeoprør og mytteri i hær og flåde.

Arbejderne gik i generalstrejke i efteråret 1905, og flere steder blev der dannet såkaldte sovjetter, og zaren måtte modvilligt gå med til at demokratisere landet.

Revolutionen varslede, at ændringer måtte til. For at forhindre nye oprør udstedte Nikolaj 2. det såkaldte Oktobermanifest, hvor han tillod valg til en nationalsamling, Statsdumaen, hvor nogen få havde stemmeret, og censuren blev mildnet.

Vladimir Lenin taler foran Bolsjojteateret, oprindelig var Lev Trotskij i forgrunden til højre, men han blev fjernet fra billedet af den stalinistiske censur i 1930'erne.

De liberale blandt industriherrerne og inden for adelen arbejdede for politiske og sociale reformer og dannede Kadetpartiet. De mere radikale opretholdt traditionen efter Nardonik og arbejdede for en landreform, der skulle overgive jorden til dem, som arbejdede på den. Desuden var der marxistiske grupper, blandt andet indenfor det socialdemokratiske parti. I 1903 var partiet på et møde i London blevet splittet i to fraktioner: mensjevikkerne, som ønskede ændringer gennem reformer, og de mere radikale bolsjevikker under ledelse af Vladimir Lenin.

Da Nikolaj 2. med entusiasme og patriotisme førte Rusland ind i 1. verdenskrig, kan det også have været i et ønske om at samle landet, især fordi krigspropagandaen lagde vægt på panslavismen som argument for, at russerne ved deres deltagelse kunne beskytte deres fælles slaviske trosbrødre, serberne. Men allerede fra midten af 1915 virkede krigen stærkt demoraliserende, der blev varemangel, deserteringer og mange tilløb til mytteri. Den 3. marts 1917 udbrød en større strejke i Sankt Petersborg, den udviklede sig til gadekampe og endte i Februarrevolutionen. Nikolaj 2. abdicerede, og magten blev overført næsten uden blodudgydelse.

En ny regering blev udnævnt af Dumaen og skulle sidde frem til det næste valg, da der skulle indføres en ny grundlov og demokrati i en liberal republik. Mellem februar og oktober prøvede talrige anarkistiske og kommunistiske revolutionære at udløse en revolution. Det endte med Oktoberrevolutionen, hvor bolsjevikkerne tiltog sig magten fra den provisoriske regering, hvori mensjevikkerne sad. Denne revolution var inspireret og efterfølgende kontrolleret af Vladimir Lenin og hans højre hånd Lev Trotskij. Mens mange magtkampe fandt sted i Moskva og Sankt Petersborg, skete der også en bred bevægelse på landet, hvor bønder overtog og omfordelte jorden.

Styre[redigér | redigér wikikode]

Frem til 1905 var det russiske kejserrige et enevældigt monarki, hvor al lovgivende, dømmende og udøvende magt var samlet hos zaren. Desuden var han det formelle overhoved for Den russisk-ortodokse kirke, som var statskirke.

Almanach de Gotha beskrev i 1910 Det russiske kejserdømme som "et konstitutionelt monarki under en autokratisk zar". Denne selvmodsigelse illustrerer hvor vanskeligt, det er at give en klar systembeskrivelse, da dette system var et resultat af en udvikling over en lang periode samtidig, som det undergik en del forandringer efter den mislykkede 1905-revolution. Før denne var zarens magt beskrevet som absolut, mens Oktobermanifestet og åbningen af Statsdumaen 27. april 1906 medførte visse formelle begrænsninger i zarens magtudøvelse.

Samfund[redigér | redigér wikikode]

Bondebefolkning i det russiske landdistrikt i 1909

Samfundslivet i Det russiske kejserdømme var stærkt klassedelt. De sociale klasser var hovedsagelig adelen, præsteskabet, handelsfolk, kosakker og landarbejdere. Den sidste gruppe udgjorde mere end 80 % af befolkningen. Ikke-russere uden for det russiske kerneområde blev ofte omtalt som inorodtsij (ikke-slavere). Slaveriet blev ophævet i 1861, og omfattede både landarbejdere og tjenerskabet.

Der var få muligheder for social mobilitet mellem samfundsklasserne. Mens militær karriere andre steder har været en mulighed for social mobilitet, var de høje officerstillinger længe forbeholdt adelen.

Religion[redigér | redigér wikikode]

Den russisk-ortodokse kirke var kejserrigets statskirke, og zaren var dennes officielle overhoved med titel af kirkens overordnede forsvarer. Selv, om zaren stod for alle udnævnelser og afskedigelser inden for kirken, blandede han sig ikke i teologiske spørgsmål. Disse blev behandlede i Den hellige synode ledet af en prokurator. Kirken blev ledet af tre metropolitter (i Sankt Petersborg, Moskva og Kijev), 14 ærkebiskopper og 50 biskopper, som alle kom fra det klosterbaserede præsteskab. Sognepræster kunne være gifte.

Det herskede i princippet religionsfrihed i kejserriget, men der var lagt visse restriktioner på praktiseringen af jødedommen.

Ved folketællingen i 1897 fremkom følgende fordeling af befolkningen med hensyn til religiøs tilknytning:

Religion Antall[1]
Russisk ortodokse 87.123.604
Muslimer 13.906.972
Romersk-katolske 11.467.994
Jøder 5.215.805
Lutheranere[2] 3.572.653
Gammeltroende 2.204.596
Armenske apostoliske 1.179.241
Buddhister og tibetansk buddhister 433.863
Andre ikke-kristne religioner 285.321
Reformerte 85.400
Mennonitter 66.564
Armenske katolikker 38.840
Baptister 38.139
Karaitter 12.894
Anglikanere 4.183
Andre kristne 3.952

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Etnisk kort over det europæiske Rusland før 1. verdenskrig

Ved slutningen af 1800-tallet havde riget en udstrækning på omkring 22.400.000 km², eller næsten 1/6 af jordens landområde. Den eneste stat, som var af tilsvarende størrelse på denne tid, var Det britiske imperium. Imidlertid boede et flertal af befolkningen i den europæiske del af Rusland. Riget indeholdt mere end 100 forskellige etniske grupper, og de etniske russere udgjorde omkring 45% af befolkningen.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]