Transposon
|
|||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Videnskabelig klassifikation | |||||||
|
|||||||
|
|
Der findes fire typer transposoner, opdelt i to overordnede grupper: DNA-transposoner og Retrotransposoner. DNA-transposoner koder for en endonuklease der kan befri det fra resten af kromosomet, og ligeledes kan enzymet åbne DNA-strengen det pågældende sted hvor transposonet vil placere sig i genomet. DNA-transposoner kaldes derfor også for cut-and-paste transposoner. Retrotransposoner bliver derimod siddende i genomet. De replikerer sig ved at danne en mRNA-afskrift. Fra mRNA bliver der, ved hjælp af revers transkriptase, dannet en DNA-streng der er svarende til transposonet. Denne streng sætter sig nu et nyt sted i genomet.
Det er forskelligt fra organisme til organisme, hvor stor del af genomet transposoner udgør. Hos planter, som majs og hvede, udgør transposoner over 80 % af genomet. Hos mennesker udgør de kun ca. 45 %. Da retrotransposonerne opformere sig selv effektivt, udgør de 42 % af genomet, mens DNAtransposonerne kun udgør 3 %. Da retrotransposonre er så effektive, kan de give variation af genom-størrelsen i meget nært beslægtede arter og hos individer. Cellen har opbygget beskyttelsesmekanismer mod transposoner for at undgå skadelige effekter, derfor mener man at mindre end 0,05 % af transposonerne i det menneskelige genom er i stand til at hoppe. På trods af at en lille del af transposonerne er i stand til at hoppe, vil den procentvise andel af transposoner i det samlede genom stige i løbet af genomets levetid, da der fortsat sker kopieringer og opformering af disse.
Transposoner kan have ingen eller stor betydning for fx sygdomsudvikling. I tilfælde af et transposon sætter sig i et anden gen, og derved ødelægger dets funktion, vil det i de fleste tilfælde have alvorlige konsekvenser. Konsekvenserne ses i form af alvorlige sygdomme som kræft, blødersygdom mm. Sygdommene skyldes ofte at transposonerne ødelægger de vækstkontrollerende gener.
Cellernes forsvar mod transposoner: 1. Cellerne kan spærre transposonerne inde ved at DNA’et vikler sig så tæt sammen (histonerne pakker sig tæt sammen omkring DNA’et), at enzymerne ikke kan nå ind til transposonerne og gøre dem i stand til at kopiere sig selv eller hoppe ud. 2. Cellerne kan forvandle transposonerne ved at der påføres methylgrupper. Dette betyder, at enzymet ikke kan genkende tranpsonet. 3. I forhold til retrotransporsonerne, kan cellerne klippe RNA’et over (i små stykker), så tranposonet ødelægges.
Når transposonerne hopper ud og ind af generne kan de efterlade dele af deres dna-sekvens eller tage et stykke af dna-strengen med sig. Dette giver variation og dermed kan der ske evolution. Transposonernes centrale dele centromerene er afgørende for at kromosomerne bliver fordelt korrekt når cellen deler sig. Centromerene spiller en central roller under meiosen og mitosen. På samme måde spiller transposonernes yderste ender telomererne en vigtig rolle for at stabiliserer kromosomerne og regulerer derved cellens levetid. Livet igennem bliver telomererne kortere, men når der dannes kønsceller bliver de lange igen. I dag forskes der i at lave telomererne lange, da dette måske vil kunne give en længere levetid.
 |
Stub Denne naturvidenskabsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
