Uwe Max Jensen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 31. okt. 2014, 21:05 af Villy Fink Isaksen (diskussion | bidrag) Villy Fink Isaksen (diskussion | bidrag) (Gendannelse til seneste version ved Villy Fink Isaksen, fjerner ændringer fra Edvardskov (diskussion | bidrag))

Uwe Max Jensen (født 1972) er en dansk performance-kunstner og skribent. Flere af hans værker er blevet opfattet som hærværk, og nogle af dem har medført straf.

Jensen blev landskendt i januar 2005, hvor han tissede i Olafur Eliassons vandskulptur Waterfalls på kunstmuseet ARoS i Århus. Ifølge ham selv udførte han et performance-værk ved navn At hæve vandstanden i en skulptur af Olafur Eliasson. Jensen blev ikke politianmeldt, men blev bortvist fra museet. Udvisningen blev ophævet i december 2008.

Uwe Max Jensen har ved flere andre anledninger benyttet kropslige efterladenskaber som virkemiddel. Han udførte således performance-værket I en hel uge vil jeg kun benytte Århus Kunstmuseum, når jeg skal skide på kunstmuseet ARoS. Værket blev dog kun set af kunstneren selv, da museet forbød TV 2 at filme på museets toilet. I juli 2005 urinerede han på en gavl og skabte dermed et midlertidigt gavlmaleri i Brande[1], byen, der er kendt for sine mange gavlmalerier, hvilket gav ham tilnavnet "gavltissereren" samt en bøde på 1000 kroner.

Jensen har i en kort periode gået på Det Jyske Kunstakademi i Århus. Her blev han optaget i 1994 efter sin anden ansøgning. Året forinden indsendte han som optagelsesprojekt en readymade bestående af en bakke leverpostej, som han ikke blev optaget på. Optagelsesudvalget ville gerne give Jensen et år til at udvikle sig og opfordrede ham til at søge igen det følgende år. Det gjorde Jensen – med den samme bakke leverpostej som foregående år, nu med mug på. Derefter blev han optaget.

Han blev smidt ud af kunstakademiet igen i 1996, fordi han havde skrevet en række læserbreve i Ekstra Bladet og B.T. om blandt andet popgruppen Take Thats opløsning, fodboldmålmand Peter Schmeichels forhold til brødrene Laudrup, afviklingen af Dansk Melodi Grand Prix og om ophobningen af affald i Århus. Nogle af læserbrevene var skrevet i eget navn og andre underskrevet med navne på professorer og lektorer ved kunstakademiet. Provokationen var dog for meget for kunstakademiet, som ekskluderede Jensen og truede med politianmeldelse.

Værker

  • Du bringer mit pis i kog – hans egen urin i en kogekedel
  • Halve sandheder – en bibel og en koran skåret midt over
  • Mors vaskeri, hvor hans mor under en udstilling på Trapholt i Kolding vaskede og strøg gæsternes tøj
  • Som en snebold i helvede – En poetisk appropriation
  • Det svensk-pakistanske flag – olie på lærred, 2007 (privateje)
  • At hæve vandstanden i en skulptur af Olafur Eliasson, 2005
  • I en hel uge vil jeg kun benytte Århus Kunstmuseum, når jeg skal skide

Eksterne kilder/henvisninger

DanmarkSpire
Denne biografi om en dansker er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Biografi
Artiklen om Uwe Max Jensen kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede
Du kan hjælpe ved at afsøge Wikimedia Commons for et passende billede eller uploade et godt billede til Wikimedia Commons iht. de tilladte licenser og indsætte det i artiklen.

Reference