Wikipedia:Ugens artikel/Uge 17, 2011

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Freja, malet af J. Penrose

Freja er en vigtig gudinde i den nordiske mytologi. Hun var frugtbarhedsgudinde, men blev primært opfattet som kærlighedsgud i erotisk og svangerskabsmæssig forstand, og var i vikingetiden den vigtigste kvindelige guddom. Udover elskov og frugtbarhed blev hun associeret med død, krig, magi, profeti og rigdom ligesom der er uklare forbindelser til valkyrierne. Hun blev også tilskrevet oprindelsen til sejd.

Der er ikke overleveret nogen myter, hvor Freja er hovedperson, men kenninge i skjaldedigte og mytefragmenter i andre tekster tolkes som tegn på, at der har eksisteret flere. Hun tilhører vanernes slægt, er søster til frugtbarhedsguden Frej og barn af Njord. Efter den store krig mellem aser og vaner blev hun, sammen med Njord og Frej, udvekslet som gidsel og kom til at bo blandt aserne. Hun lærte dem sejdkunsten. Hendes mand hedder Od, men han beskrives som fraværende.

I de skriftlige overleveringer associeres Freja ofte med guld, og hun ejer halssmykket Brísingamen. I nordisk kultur var rigdom og frugtbarhed nært forbundet, og hendes glæde for guld og smykker afspejlede hendes funktion som frugtbarhedsgud. Hun beskrives også som den skønneste af alle gudinder, og menneskene bad til hende for lykke og kærlighed, for assistance i forbindelse med fødsler, samt for en god høst. Hendes eros betyder, at hun begæres af både dværge og jætter. (Læs mere..)