Vaner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Vane (nordisk mytologi))
Gå til: navigation, søg

Vanerne (norrønt: vanr, vanir) var navnet på den ene gudeslægt i nordisk mytologi. De associeres i reglen til frugtbarhed, kærlighed og rigdom, men knyttes også til andre funktioner som døden. Engang havde vanerne ligget i strid med den anden gudeslægt aserne, men de sluttede fred efter en langvarig krig; ved freden skulle nogle vaner udveksles med medlemmer af aseslægten som gidsler. Gidslerne var de tre mest berømte vaner, Njord, Frej og Freja, som siden levede i blandt aserne. Deres krig var den første i verden.

Karakteristik[redigér | redigér wikikode]

Da de vaneguder, vi kender, blev koblet til frugtbarhed (enten havets, jordens eller den menneskelige) bliver vanerne i al almindelighed beskrevet som frugtbarhedsguder i litteraturen. I begyndelsen af 20. århundrede blev der fremført en teori om, at vanerne repræsenterede en ældre religion i Norden, der blev erstattet af en indtrængende asekult. Denne teori havde en vis udbredelse, indtil den franske religionsforsker Georges Dumézil påviste lighederne mellem vanekrigen og andre mytologiske konflikter hos forskellige indoeuropæiske kulturer.[1] Vanernes oprindelse var uklar, det er dog tydeligt, at de hverken tilhørte asernes eller jætternes slægt (de to mest betydningsfulde grupper i mytologien). I kilderne er de af samme slags væsen som aserne.[2] Vanerne stod under aserne, og deres inferiøre position skyldtes ifølge Snorre Sturlasons fremstilling deres egen dumhed efter fredsafslutningen med aserne.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Ordets oprindelse stammer muligvis af den indoeuropæiske rod *wen- ("at stræbe eller "vinde"). Det er muligvis også kognat til navnet på den romerske kærlighedsgudinde Venus og den arkaiskgræske wanax (konge). En alternativ rod kunne være *wenos, der betyder "at begære". Den protogermanske rod er *Wanizaz, der er beslægtet med angelsaksisk wynn (glæde, lyksalig ).[Kilde mangler] Vanerne kendes praktisk taget ikke fra sydgermanske kilder, kun fra Norden, hvor de kendes fra mange sammenhænge bl.a. i mange stednavne.[1]

Levn og skriftlig overlevering[redigér | redigér wikikode]

Vaneguden Frej og hans orne, Gyldenbørste; et dyr der blev associeret med vanerne.

Mange stednavne overalt i Norden vidner om en udbredt dyrkelse af vaneguder; deres udbredelse tyder på, at hovedområderne har været omkring Vestfold, Trøndelagen og Mälarregionen.[3] De islandske kilder tillagt Snorre Sturlason beretter kun lidt om vanerne i Yngre Edda, men det fremgår alligevel af disse tekster, at de blev anset som meget magtfulde væsner.[4]

De eneste guder, der med sikkerhed er vaner, er de guder, der levede i blandt aserne. I eddadigtene fortælles det, at det efter afslutningen på krigen mellem aser og vaner blev aftalt, at Njord, sammen med sine to børn, Frej og Freja, skulle udveksles med Mimer og Høner fra asernes slægt. De tre guddomme optrådte i en række andre myter, og blev tillagt følgende hovedfunktioner:

  • Njord var vanernes fader og gud for havet.
  • Frej var den mandlige frugtbarhedsgud.
  • Freja var den kvindelige frugtbarhedsgudinde, og relateret til kærlighed, skønhed, sejd og til en vis grad krig.

Vanernes samfundsform var på visse punkter forskellig fra asernes, fx var familiestrukturen ganske anderledes, idet søster giftede sig med bror, noget der var forbudt i Asgård (og i det nordiske samfund i det hele taget). Skikken blev dog afskaffet som led i fredsafslutningen efter krigen.[5]

Den romerske forfatter Tacitus omtaler i sit etnografiske værk, Germania fra 1. århundrede e.Kr., dyrkelsen af en gudinde ved navn Nerthus i det sydlige Danmark. Navnet et sprogligt beslægtet med Njord og tyder på, at vanerne allerede blev dyrket i 1. århundrede e.Kr.. Tacitus’ beskrev, at hendes kult var en frugtbarhedskult med optog, hvor gudestatuer blev transporteret rundt på vogne; en lignende skik blev mere end 1.000 senere beskrevet i Gunnar Helmings saga i forbindelse med Frejskulten i Sverige.[6] Gudinden fremstilles af Tacitus som en Terra Mater, men hun kan muligvis også være en ældre vanegud pga det sproglige slægtskab mellem hendes navn og Njords.

Vanaheimr[redigér | redigér wikikode]

Vanerne holdt til i Vanaheim, også kaldet Vanaland. Ifølge Snorres Heimskringla optræder guderne som fortidens helte og konger. Vanerne levede i området nord for Sortehavet ved floden, der hedder "Tanakvísl eða Vanakvísl". Tanakvísl kan betyde enten en biflod til eller mundingen til Tanais (det antikke navn for floden Don). Denne stedfæstelse er snarere en euhemeristisk historiefortolkning af mytologien end udtryk for den før-kristne opfattelse af vanernes oprindelse, da beskrivelserne i andre myter tyder på, at vanernes verden lå i underverdenen.[Kilde mangler]

Paralleller/religionsskifte[redigér | redigér wikikode]

Tidligere har ideer om, at myterne afspejlede et historisk sammenstød mellem to forskellige religioner, haft stor udbredelse. I nyere tid er de blevet afvist af de fleste forskere.[3] Krigen mellem vaner og aser blev, sammen med deres status som landbrugs- og frugtbarhedsguder, tidligere i 20. århundrede anset som tegn på, at vanerne i ældre tid havde udgjort en panteon, der på et tidspunkt blev erstattet af asernes. Lignende teorier blev fremført omkring Titanerne, der blev besejret af de græske guder i en krig. Begge de gamle gudeslægter blev erstattet af gudefamilier, der residerede i himlen; det var en afspejling af, at ktoniske jordguder og frugtbarhedskult blev erstattet af mere krigeriske himmelguder. Lignende fortællinger kendes fra andre kulturer, bl.a. den babyloniske myte om guder, der blevet forstødt af nye i Enûma Eliš, og kampene mellem Yam og Hadad og Vritra med Indra. Dumezil har siden foreslået at parallellerne i virkeligheden skyldes en fælles indoeuropæisk grundmyte, der i forskellig form findes i flere kulturer.

Andre har associeret vanerne med samerne i det nordlige Skandinavien, det folk nordboerne kaldte finnar. På den baggrund er det foreslået, at det var mindet om kampe mellem germanske indvandrere og den samiske urbefolkning, der var blevet bevaret i myten om vanekrigen.[Kilde mangler]

Teorier[redigér | redigér wikikode]

I langt hovedparten af alle førmoderne samfund har årstidernes skiften spillet en altafgørende rolle for menneskenes liv. Derfor har de ofte fået en stor betydning i folkereligionerne. Selv om det er nærliggende, har vi ingen sikre spor efter en sådan årstidskult i Norden.[7] Gro Steinsland har foreslået, at historien om Njords og Skades vekslen mellem boliger kan være en parallel til middelhavskulturernes myter om frugtbarhedsgudernes bortrejse i vinterhalvåret, og derved være levn til en egentlig årstidsmyte.[7] Hilda Ellis Davidson mente også, at dyrkelsen af vanerne i lighed med Odins indbefattede vanekulten mange elementer, der havde paralleller i den cirkumpolare shamanistiske tradition.[8]

Relation til aserne[redigér | redigér wikikode]

Af kilderne fremgår det, at vanerne havde en underlegen position i forhold til aserne, Margaret Clunies Ross forklarer deres drab på de gidsler, Høner og Mimer, som aserne havde udleveret til dem med, at de ikke forstod deres egentlige værdi. Selv havde de sendt deres bedste mænd Njord og Frej. Vanerne blev derfor optaget i asernes samfund på deres betingelser, med det resultat, at de ikke længere kunne gifte sig indenfor deres egen æt, idet ægteskab mellem søskende ikke længere var tilladt. Hun mener endvidere, at de mandlige vaner nu kun havde mulighed for at finde hustruer blandt jætterne. Vanekvinder giftede sig ikke med jætter, selvom Freja var stærkt efterstræbt.[9] Hun mener, at deres underlegenhed i forhold til aserne betød, at vanerne nødvendigvis måtte alliere sig med dem, for at beskytte deres egen position mod jætterne.[9]

Clunies Ross mener, at det mytologiske ægteskabssystem må afspejle det faktuelle historiske. Derfor blokerede det for muligheden for ligeværdig forhold de forskellige slægter, når aserne ikke giftede sig med medlemmer af andre grupper. I det nordiske samfund giftede medlemmer af højere sociale grupper sig helst ikke med medlemmer af lavere, dog var der en tendens til at kvinder giftede sig ’’over deres stand’’, men der skulle helst ikke være for langt afstand mellem dem. Ved at nægte mænd fra andre grupper at gifte sig med deres kvinder, markerede aserne en højere social status.[10]

Relation til alfer[redigér | redigér wikikode]

Hilda Ellis Davidson mente, at vanerne var knyttet til døden og især forfædrenes efterliv i gravhøjen; fx blev Frej gennem offerritualer forbundet til højen, ligesom han blev sat i forbindelse med de døde gennem sin tilknytning til alferne. Fra forskellige kilder har vi kendskab til forestillinger om, at de døde levede videre inde i højen.[11]

Det er en mulighed, at vanerne var det samme som alfer, hvilket bl.a. Anders Bæksted har foreslået. Både alfer og vaner var underjordiske væsner, der havde magt over frugtbarheden. Og Frejs gård bliver i digtet Griminismál kaldt Álfheimr (Alfehjem).[3] I den forekommer udtrykket aser og alfer, hvor det betyder "alle guderne". På den baggrund er der muligt, at alferne også blev opfattet som medlemmer af vanernes slægt, da udtrykket kan tolkes som om, at alf og vane var synonymer. Det kan også betyde, at alfer blev opfattet som mindre guddomme, mens vaner var de højere guder indenfor frugtbarhedskulten.[Kilde mangler]

Et andet forhold, der kan forklare en sådan relation, er at begrebet vanr kendes udelukkende fra det nordgermanske sprogområde, mens ord, der etymologisk er beslægtede med álfr forekommer i flere vestgermanske navne og skrifter.

Potentielle vaner[redigér | redigér wikikode]

Identifikationen af andre guddomme som vaner er stadigt debatteret indenfor studiet af den nordiske religion; fx om Skaði, Lýtir, Gerðr og Óðr skal karakteriseres som vaner. Óðr bliver meget kort nævnt som Frejas forsvundne husbond i eddaerne, men ellers ved vi ingenting om ham; han kan imidlertid også være et aspekt af Odin. Der kan desuden også være en forbindelse mellem Heimdal og vanerne, hvis ophav ellers er hyldet i mystik.[12]

I Snorre Sturlasons Ynglingesaga optræder Njord og Frej som mytologiske konger af Sverige; i den sammenhæng kan deres menneskelige efterkommere også opfattes som vaner, da slægtskab i nordisk kultur blev bestemt ud fra den patrilineære afstamning. Disse sagnkonger er:

  • Fjølner, der var Frejs og jættekvinden Gerds søn.
  • Sveigder, der ægtede Vana fra Vanaheim.
  • Vanlade, søn af Sveigder og Vana, hvis navn relaterede ham til vanerne. Han blev gift med jættekvinden Snær.

Moderne vanetro[redigér | redigér wikikode]

De moderne bevægelser indenfor rekonstruktionen af nordisk religion, der fokuserer på vanerne, kaldes Vanetro i modsætning til Asetro.

Stamtræ[redigér | redigér wikikode]

Aserne og vanernes stamtræ
                                                                                 
  Buri   Bøltorn  
     
     
  Delling   Nat   Borr   Bestla   Fjørgyn  
       
             
  Dag 2. Fjørgyn   Vile   Ve   Odin 1. Frigg   Ivald  
         
               
             
  Tjasse   Sif   Thor   Nanna   Baldr   Høder   Hermod   Brage Idun  
               
                     
  Njord   Njördr   Skade Ullr   Trud   Forsete  
   
     
  Gerd   Frej Freja 4. Grid   Odin 3. Rind  
       
                   
  Fjolner   Vidar   Vale  
 

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Steinsland (2005) s. 143
  2. Clunies Ross (1994) s. 95
  3. 3,0 3,1 3,2 Bæksted (1994) s. 108
  4. Davidson (1964:92)
  5. Steinsland (2005) s. 14
  6. Bæksted (1994) s. 124-125
  7. 7,0 7,1 Steinsland (2005) s. 146
  8. Davidson (1964:213)
  9. 9,0 9,1 Clunies Ross (1994) s. 97
  10. Clunies Ross (1994) s. 98
  11. Davidson (1964:155-156)
  12. Davidson (1964:175) "It is true that this connexion with the Vanir is implied rather than clearly obvious, but it is implied at several different points."

Litteratur[redigér | redigér wikikode]