Vane (nordisk mytologi)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Religion

Historiske religioner

Egypten - Grækenland

Romerriget - Kelterne Denne artikel er del af serien Nordisk religion

Historie

Bronzealder · Jernalder Religionsskiftet · Folklore

Mytologi

Guder · Odin· Thor Freja · Loke · Balder Aser · Vaner Jætter · Alfer · Dværge

Kosmologi

Asgård · Vanaheim Jotunheim · Midgård

Ritualer

Blót · Sejd · Runer Begravelse

Helte

Sigurd Fafnersbane Sigmund

Fester

Jul · Midsommer

Rediger

Vanerne (norrønt: vanr, vanir) var navnet på den ene af to gudeslægter i nordisk mytologi. De associeres i reglen til frugtbarhed, kærlighed og rigdom, men knyttes også til visse andre funktioner, bl.a. døden. Engang havde vanerne ligget i strid med den anden gudeslægt aserne, men de indgik efter en langtrukken krig fred; den betød, at visse af vanerne skulle udveksles med medlemmer af aseslægten som gidsler. Gidslerne var de tre mest berømte vaner, Njord, Frej og Freja, som siden levede i blandt aserne. Denne krig var den første i verden.

Indholdsfortegnelse 1 Karakteristik 2 Etymologi 3 Levn og skriftlig overlevering 4 Vanaheimr 5 Paralleller 6 Teorier 6.1 Relation til aserne 6.2 Relation til alfer 6.3 Tidligt religionsskifte? 6.4 Potentielle vaner 7 Moderne vanetro 8 Referencer 8.1 Litteratur

[redigér] Karakteristik

Da de vaneguder, vi kender, alle blev koblet til frugtbarhed (enten havets, jordens eller den menneskelige) bliver vanerne i al almindelighed beskrevet som frugtbarhedsguder i litteraturen. I begyndelsen af 20. århundrede blev der fremført en teori om, at vanerne repræsenterede en ældre religion i Norden, der blev erstattet af en indtrængende asekult. Denne teori fik en hvis udbredelse indtil den franske religionsforsker Georges Dumézil påviste lighederne mellem vanekrigen og andre mytologiske konflikter hos forskellige indoeuropæiske kulturer.^[1] Vanernes oprindelse var uklar, det er dog i kilderne tydeligt, at de hverken tilhørte asernes eller jætternes slægt (de to mest betydningsfulde grupper i mytologien). I kilderne bliver de samtidigt beskrevet som værende samme slags væsen som aserne.^[2] Vanerne stod under asernes magt, og deres inferiøre position skyldtes ifølge Snorre Sturlasons fremstilling deres egen dumhed efter fredsafslutningen med aserne.

[redigér] Etymologi

Ordets oprindelse er omstridt, men det kommer muligvis af den indoeuropæiske rod *wen- ("at stræbe eller "vinde"). Det er muligvis også kognat til navnet på den romerske kærlighedsgudinde Venus og den arkaiskgræske wanax (konge). En alternativ rod kunne være *wenos, der betyder "at begære". Den protogermanske rod er *Wanizaz, der er beslægtet med angelsaksisk wynn (glæde, lyksagelig).^{[Kilde mangler]} Vanerne kendes praktisk taget ikke var sydgermanske kilder, kun fra Norden, hvor de kendes fra mange sammenhænge i Norden, bl.a. mange stednavne.^[1]

[redigér] Levn og skriftlig overlevering

Mange stednavne overalt i Norden vidner om en udbredt dyrkelse af vaneguder; men deres udbredelse tyder på, at hovedområderne har været omkring Vestfold, Trøndelagen og Mälarregionen.^[3] De islandske kilder tillagt Snorre Sturlason beretter kun lidt om vanerne i Yngre Edda, men det fremgår alligevel af disse tekster, at de blev anset som meget magtfulde væsner. ^[4]

De eneste guder, der med sikkerhed kan identificeres som værende vaner, er de guder, der levede i blandt aserne. I eddadigtene fortælles det, at det efter afslutningen på krigen mellem aser og vaner blev aftalt, at Njord, sammen med sine to børn, Frej og Freja, skulle udveksles med Mimer og Høner fra asernes slægt. De tre guddomme optrådte i en række andre myter, og blev tillagt følgende hovedfunktioner:

• Njord var vanernes fader og gud for havet.
• Frej var den mandlige frugtbarhedsgud.
• Freyja var den kvindelige frugbarhedsgudinde, og relateret til kærlighed, skønhed, sejd og til en hvis grad krig.

Vanernes samfundsform var på visse punkter forskellig fra asernes, fx var familiestrukturen ganske anderledes, idet søster giftede sig med bror, noget der var forbudt i Asgård (og i det nordiske samfund i det hele taget). Skikken blev dog afskaffet som led i fredsaflutningen efter krigen.^[5]

Den romerske forfatter Tacitus omtaler i sit etnografiske værk, Germania fra 1. århundrede e.v.t., dyrkelsen af en gudinde ved navn Nerthus i det sydlige Danmark. Navnet et sprogligt beslægtet med Njord, hvilket tyder på, at vanerne allerede blev dyrket i 1. århundrede e.v.t. Hendes kult var ud fra Tacitus’ beskrivelse relateret til frugtbarhed, og at den bl.a. inkluderede optog, hvor gudestatuer blev transporteret rundt på vogne; en lignende skik blev mere end 1.000 senere beskrevet i Gunnar Helmings saga i forbindelse med Frejskulten i Sverige.^[6] Gudinden fremstilles af Tacitus som en ækvivalent til Terra Mater, men kan muligvis også være en ældre vanegud. Hvilket primært bygger på det sproglige slægtskab mellem hendes navn og Njords.

[redigér] Vanaheimr

Vanerne holdt til i Vanaheim, indimellem kaldet Vanaland; I følge Snorres Heimskringla, hvor guderne optræder som fortidige helte og konger, levede vanerne oprindeligt i området nord for Sortehavet ved floden, der hedder "Tanakvísl eða Vanakvísl". Tanakvísl kan betyde enten en biflod til eller mundingen til Tanais (det antikke navn for floden Don). Denne stedfæstelse er snarere en euhemeristisk historiefortolkningn af mytologien end udtryk for den før-kristne opfattelse af vanernes oprindelse, da beskrivelserne i andre myter tyder på, at man mente, at vanernes verden lå i underverdenen.^{[Kilde mangler]}

[redigér] Paralleller

Krigen mellem vaner og aser har, sammen med deres status som landbrugs og frugtbarhedsguder, blev tidligere i 20. århundrede anset som tegn på, at vanerne i ældre tid havde udgjort en panteon, der på et tidspunkt var blevet erstattet af asernes. Lignende teorier blev fremført omkring Titanerne, der blev besejret i en krig af de græske guder. Begge de gamle gudeslægter, blev således erstattet af gudefamilier, der residerede i himlen; dette var en afspejling af ktoniske jordguder og frugtbarhedskult blev erstattet af mere krigeriske himmelguder. Lignende fortællinger kendes fra andre kulturer, bl.a. den babylonske myte om de oprindelige guder, der blevet forstødt af nye i Enûma Eliš, og kampene mellem Yam og Hadad og Vritra med Indra. Dumezil har siden foreslået at parallellerne i virkeligheden skyldes en fælles indoeuropæisk grundmyte, der i forskellig form, er blevet overleveret i flere kulturer.

Andre har associeret vanerne med samerne i det nordlige Skandinavien, det folk nordboerne kaldte finnar. På den baggrund, er det blevet foreslået, at det var mindet om kampe mellem germanske indvandrere og den samiske urbefolkning, der var blevet bevaret i myten om vanekrigen.^{[Kilde mangler]}

[redigér] Teorier

I langt hovedparten af alle førmoderne samfund har årstidernes skiften spillet en altafgørende rolle for menneskenes liv, derfor har de ofte fået en stor betydning i folkereligionerne. Selvom det ville være nærliggende, har vi ingen sikre spor efter en sådan årstidskult i nordisk sammenhæng.^[7] Gro Steinsland har foreslået, at historien om Njords og Skades vekslen mellem boliger kan være en parallel til middelhavskulturernes myter om frugtbarhedsgudernes bortrejse i vinterhalvåret, og derved være levn til en egentlig årstidsmyte.^[7] Hilda Ellis Davidson mente også, at dyrkelsen af vanerne i lighed med Odins indbefattede vanekulten mange elementer, der havde paralleller i den cirkumpolare shamanistiske tradition. ^[8]

[redigér] Relation til aserne

I kilderne fremgår det, at vanerne socialt havde en underlegen position i forhold til aserne, Margaret Clunies Ross forklarer deres drab på de gidsler, Høner og Mimer, som aserne havde udleveret til dem, med at de ikke forstod deres egentlige værdi. Selv havde de sendt de deres bedste mænd Njord og Frej. Vanerne blev derfor inkorporeret i asernes samfund på sidstnævntes betingelser, med det resultat, at de længere kunne gifte sig indenfor deres egen æt, idet ægteskab mellem søskende ikke længere var tilladt. Hun mener endvidere, at de mandlige vaner havde nu kun mulighed for at finde hustruer i blandt jætterne. Vanekvinder giftede sig ikke med jætter, selvom Freja var stærkt efterstræbt.^[9] Hun mener, at deres underlegenhed i forhold aserne betød, at vanerne nødvendigvis måtte alliere dig med dem, for at beskytte deres egen position mod jætterne. ^[9]

Clunies Ross mener, at det mytologiske ægteskabssystem må afspejle det faktuelle historiske. Derfor blokerede det for muligheden for ligeværdig forhold de forskellige slægter, når aserne ikke giftede sig med medlemmer af andre grupper. I det nordiske samfund giftede medlemmer af højere sociale grupper sig helst ikke med medlemmer af lavere, dog var der en tendens til at kvinder giftede sig ’’opad’’, men der skulle helst ikke være for langt mellem dem. Ved at nægte mænd fra andre grupper, at gifte sig med deres kvinder, kunne aserne markere en højere social status.^[10]

[redigér] Relation til alfer

Hilda Ellis Davidson mente også, at vanerne var knyttet til døden, og i særdeleshed forfædrenes efterliv i gravhøjen; fx blev Frej gennem offerritualer forbundet til højen, ligesom Frej blev associeret til de døde gennem sin tilknytning til alferne. Fra forskellige kilder har vi kendskab til forestillinger om, at de døde levede videre inde i højen. ^[11]

Det er en mulighed, at vanerne var det samme som alfer, hvilket bl.a. Anders Bæksted har foreslået. Både alfer og vaner var tilsyneladende underjordiske væsner, der havde magt over frugtbarheden, hvilket kan være tegn på en ganske nær forbindelse mellem dem. Og Frejs gård bliver i digtet Griminismál kaldt Álfheimr (Alfehjem).^[3] I Ældre Edda I den forekommer udtrykket aser og alfer i flere sammenhænge, hvor betydningen er "alle guderne". På den baggrund er der muligt, at alferne også blev opfattet som medlemmer af vanernes slægt, da udtrykket kan tolkes som om, at alf og vane var synonyme betegnelser for samme kategori af guddomme. Det kan også betyde at alfer blev opfattet som mindre guddomme, mens vaner er de højere guder indenfor frugtbarhedskulten.^{[Kilde mangler]}

Et andet forhold, der kan forklares en sådan relation, er at begrebet vanr kendes udelukkende fra det nordgermanske sprogområde, mens ord, der etymologisk er beslægtede med álfr forekommer i flere vestgermanske navne og skrifter.

[redigér] Tidligt religionsskifte?

Tidligere har idéer om, at myterne afspejlede et historisk sammenstød mellem to forskellige religioner, haft stor udbredelse. I nyere tid er dette imidlertid blevet afvist af de fleste forskere.^[3] Krigen mellem vaner og aser har, sammen med deres status som landbrugs og frugtbarhedsguder, blev tidligere i 20. århundrede anset som tegn på, at vanerne i ældre tid havde udgjort en panteon, der på et tidspunkt var blevet erstattet af asernes. Lignende teorier blev fremført omkring Titanerne, der blev besejret i en krig af de græske guder. Begge de gamle gudeslægter, blev således erstattet af gudefamilier, der residerede i himlen; dette var en afspejling af jordguder og frugtbarhedskult blev erstattet af mere krigeriske himmelguder. Lignende fortællinger kendes fra andre kulturer, bl.a. den babylonske myte om de oprindelige guder, der blevet forstødt af nye i Enûma Eliš, og kampene mellem Yam og Hadad og Vritra med Indra. Dumezil har siden foreslået at parallellerne i virkeligheden skyldes en fælles indoeuropæisk grundmyte, der i forskellig form, er blevet overleveret i flere kulturer.

Andre har associeret vanerne med samerne i det nordlige Skandinavien, det folk nordboerne kaldte finnar. På den baggrund, er det blevet foreslået, at det var mindet om kampe mellem germanske indvandrere og den samiske urbefolkning, der var blevet bevaret i myten om vanekrigen.^{[Kilde mangler]}

[redigér] Potentielle vaner

Identifikationen af andre guddomme som vaner er stadigt debatteret indenfor studiet af den nordiske religion; fx hvorvidt figurerne Skaði, Lýtir, Gerðr og Óðr skal karakteriseres som vaner. Óðr bliver meget kort nævnt som Frejas nu forsvundne husbond i eddaerne, men ellers ved vi ingenting om ham; han kan imidlertid også være et aspekt af Odin. Der kan desuden også være en forbindelse mellem Heimdall og vanerne, hvis ophav ellers er hyldet i mystik.^[12]

I Snorre Sturlasons Ynglingesaga optræder Njord og Frej som mytologiske konger af Sverige; i den sammenhæng kan deres menneskelige efterkommere også opfattes som vaner, da slægtskab i nordisk kultur blev bestemt ud fra den patrilineære afstamning. Disse sagnkonger omfatter:

• Fjølner, der var Frejs og jættekvinden Gerds søn.
• Sveigder, der ægtede Vana fra Vanaheim.
• Vanlade, søn af Sveigder og Vana, hvis navn relaterede ham til vanerne. Han blev gift med jættekvinden Snær.

[redigér] Moderne vanetro

De moderne bevægelser indenfor rekonstruktionen af nordisk religion, der fokuserer på vanerne, kaldes Vanetro i modsætning til Asetro.

[redigér] Referencer

[redigér] Litteratur