Wikipedia:Ugens artikel/Uge 29, 2017

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Melchior Lorck: Selvportræt

Melchior Lorck (født 1526/1527 i Flensborg, død 1588 i København) er en dansk grafiker og anses for at være den første betydningsfulde grafiker i dansk kunsthistorie. Han var af dansk-tysk oprindelse, født i Slesvig som søn af den flensborgske rådmand Thomas Lorck og hans kone Anna. Lorck producerede en meget grundig visuel optegnelse af livet og traditionerne i Tyrkiet i 1500-tallet, som stadig i dag er en unik kilde til viden og forskning. Han er den første danske kunstner, om hvem en væsentlig biografi kan genskabes, og til hvem mange kunstværker med sikkerhed kan tilskrives.

Lorck var indledningsvis inspireret af Heinrich Aldegrever, men udviklede efterhånden sin egen teknik. I den første dokumentation af hans virke kvitterede han for et 4-årigt stipendium fra kong Christian 3.; stipendiet gjorde det muligt for Lorck at komme rundt i Europa. Det bragte ham ind i varmen hos habsburgerne, og ærkehertug Ferdinand sendte ham med en delegation til Tyrkiet. Da han vendte tilbage, vakte hans mange grafiske værker fra det eksotiske land opmærksomhed.

Efter mange år i udenlandsk tjeneste vendte Lorck i 1583 tilbage til Danmark, hvorfra man dog ikke har så mange værker, udover et portræt af Frederik 2. (Læs mere..)