Yes

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Yes
Yes concert.jpg
Yes til en koncert i 1977
Information
Pseudonym(er) Yes! (sen 1968 og tidlig 1969)
Oprindelse Storbritannien London, England
Genre(r) Progressiv rock, symfonisk rock, pop rock
Aktive år 1968–1981, 1982–2004, 2008–nu (pause 2004-2008)
Pladeselskab Atlantic, Atco, Arista, Victory, Sanctuary, Eagle, Frontier
Associerede acts The Syn, The Buggles, Anderson Bruford Wakeman Howe, Cinema, XYZ, Asia, Moraz/Bruford, Conspiracy, Circa, Yoso, Glass Hammer, Mystery
Hjemmeside yesworld.com
Medlemmer
Chris Squire
Steve Howe
Alan White
Geoff Downes
Jon Davison
Tidligere medlemmer
Se Gruppens sammensætning
Yes-koncert 1977

Yes er et engelsk progressivt rockband, der blev dannet i 1968 i London. Gruppens musik er karakteriseret ved store dynamiske kontraster, der giver mulighed for at vise medlemmernes evner på deres instrumenter i ofte lange numre med abstrakte tekster. Blandt kendetegnene er også, at gruppen blander elementer fra klassisk musik med rock.[Kilde mangler]

Gruppen har eksisteret i en række forskellige konstellationer og i perioder ligget stille, men eksisterer i princippet stadig, skønt en planlagt 40-års-jubilæumsturne har måttet aflyses på grund af sygdom hos en af frontfigurerne, Jon Anderson. [1]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Yes blev dannet i 1968 af sangeren Jon Anderson og el-bassisten Chris Squire. Begge havde været nogle år i musikbranchen, og da de mødte hinanden, fandt de ud af, at de delte interessen for at arbejde med vokalharmonier, og de begyndte at samarbejde. Anderson kom med i Squires gruppe på det tidspunkt, kaldet Mabel Greer's Toyshop, som også blandt andet omfattede guitaristen Peter Banks, men efterhånden blev flere af gruppens øvrige medlemmer skiftet ud. Først kom trommeslageren Bill Bruford til via en avisannonce, og senere kom også keyboardspilleren Tony Kaye med, og med disse fem musikere begyndte gruppen at kalde sig Yes. Banks var idemand til navnet, der ville være tydeligt på plakater, fordi det var så kort.

Jon Anderson, koncert fra 1977

Gruppen spillede første gang under navnet 4. august 1968 på en ungdomslejr, og kort efter blev den opvarmningsnavn for Cream. I begyndelsen arbejdede gruppen en del med at ændre på andres numre, så de fik blev længere og fik et mere progressivt udtryk. De fik et afbudsengagement på den berømte Marquee Club i London og opnåede herudfra at blive husorkester i en periode. Dette banede vej for, at de blev spillet i radioen, og da Melody Makers skribent, Tony Wilson, udnævnte Yes sammen med Led Zeppelin til at være de nye grupper, der mest sandsynligt ville blive til noget, var deres navn slået fast.

I juli 1969 udsendtes gruppens første album, Yes, og med Anderson og Squires vokalharmonier samt opfindsom behandling af f.eks. The Byrds-nummeret I See You opnåede albummet en god anmeldelse i Rolling Stone.[Kilde mangler] Det næste album blev yderligere sofistikeret med blandt andet medvirken af et 30-mandsorkester, men har også et rygte for at være noget ujævnt med til tider instrumenternes overdøvelse af vokalharmonierne.[Kilde mangler]1970'erne går generelt for at være gruppens gyldne periode.[Kilde mangler] Gruppens lyd blev efterhånden fastlagt, og de første udskiftninger af medlemmerne kom. Guitaristen Steve Howe erstattede Banks, og keyboardspilleren Rick Wakeman kom ind i stedet for Kaye. Der blev indspillet en række albums, og gruppen gav en lang række koncerter. I 1981 fik flere af gruppens musikere imidlertid andre interesser, og gruppen gik i opløsning, men allerede i starten af 1983 fandt de fleste af de tidligere medlemmer sammen igen, og gruppen tog fat igen.

Steve Howe, koncert 1977

Den gendannede gruppe indspillede albummet 90125, der blev den hidtil største kommercielle succes for gruppen. Her havde gruppen moderniseret sin lyd med de efterhånden mere avancerede elektroniske virkemidler, som man blandt andet kan høre på hittet fra albummet Owner of a Lonely Heart, der strøg til tops på både disco- og R&B-hitlister. Nogle af de musikere, der havde været medlemmer af gruppen i tidens løb, var imidlertid ikke så glade for kommercialiseringen og ønskede at vende tilbage til 70'er-lyden[Kilde mangler], men måtte ikke bruge navnet af rettighedsgrunde. Det blev derfor til gruppen "Anderson Bruford Wakeman Howe" eller blot ABWH.

Samtidig arbejdede Squire og andre af den originale gruppe videre, men manglede en forsanger, og til sidst endte det med, at gruppen kontaktede ABWH, og resultatet blev i 1991 albummet Union, der havde numre fra begge lejre, men med Anderson som forsanger på alle numrene, og der blev efterfølgende lavet en "Mega-Yes"-turne, hvor otte musikere spillede såvel musik fra det nye album som fra Yes' bagkatalog. Turneen blev en gigantisk succes, da den appellerede til såvel fans af den originale gruppe som til fans af den mere kommercielle 80'er-udgave af gruppen.

Denne konstellation holdt dog kun til denne turne, og op gennem 1990'erne bestod gruppens kerne af Anderson, Squire, Trevor Rabin, Kaye og Alan White, mens en række musikere kom til og fra. I 2002 kom Wakeman tilbage til gruppen, men i 2004 gik gruppen i dvale, og medlemmerne arbejdede hver for sig. Planer om en 40-års-genforeningsturne måtte dog opgives på grund af helbredsproblemer hos Wakeman og Anderson (Wakemans søn var egentlig taget ind i stedet for sin far, men Anderson var sværere at erstattet).

Gruppens sammensætning[redigér | redigér wikikode]

År Forsanger Guitar Keyboards Bas Trommer
1968–1970 Jon Anderson Peter Banks Tony Kaye Chris Squire Bill Bruford
1970–1971 Steve Howe
1971–1972 Rick Wakeman
1972–1974 Alan White
1974–1976 Patrick Moraz
1976–1980 Rick Wakeman
1980–1981 Trevor Horn Geoff Downes
1981–1983 Gruppen opløst
1983–1989 Jon Anderson Trevor Rabin Tony Kaye Chris Squire Alan White
1990–1992 Trevor Rabin
Steve Howe
Tony Kaye
Rick Wakeman
Alan White
Bill Bruford
1993–1994 Trevor Rabin Tony Kaye Alan White
1994–1995 Trevor Rabin
Billy Sherwood
1995–1997 Steve Howe Rick Wakeman
1997 Steve Howe
Billy Sherwood
Billy Sherwood
1997–2000 Igor Khoroshev
2000 Steve Howe
2001–2002
2002–2004 Rick Wakeman
2004–2008 Gruppen "i dvale"

Diskografi[redigér | redigér wikikode]

Yes har udgivet følgende albums:

  • Yes (1969)
  • Time and a Word (1970)
  • The Yes Album (1971)
  • Fragile (1971)
  • Close to the Edge (1972)
  • Tales from Topographic Oceans (1973)
  • Relayer (1974)
  • Going for the One (1977)
  • Tormato (1978)
  • Drama (1980)
  • 90125 (1983)
  • Big Generator (1987)
  • Union (1991)
  • Talk (1994)
  • Keys to Ascension (delvis live, 1996)
  • Keys to Ascension 2 (delvis live, 1997)
  • Open Your Eyes (1997)
  • The Ladder (1999)
  • Magnification (2001)

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. YES Cancels 40th Anniversary Tour, yesworld.com, 4. juni 2008

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]