Økospiritualitet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Økospiritualitet (eng. ecospirituality) er en moderne form for spiritualitet eller åndelighed, der fokuserer på forbindelsen mellem det guddommelige og miljøet[1][2][3][4][5]. Denne tilgang integrerer åndelige eller religiøse principper med en dyb bevidsthed om og et ansvar for naturen og miljøet[6]. Økospiritualitet er ofte knyttet til bekymringer for bæredygtighed, miljøetik og interaktionen mellem mennesker og naturen[7].

Økospiritualitet er en bred og mangfoldig tilgang, og der er forskellige udtryk for denne form for åndelighed, som er baseret på individuelle overbevisninger, kulturelle kontekster og religiøse traditioner. Det centrale tema er dog en dyb forbindelse mellem åndelighed og miljøansvar.

Hovedtræk[redigér | rediger kildetekst]

Økospiritualitet indebærer ideen om, at det guddommelige kan findes i naturen[8][9]. Mennesker, der praktiserer økospiritualitet, søger ofte åndelig forbindelse og inspiration gennem observation af og interaktion med naturen[6].

En central del af økospiritualitet er bevidstheden om og ansvar for miljøet. Praktiserende af økospiritualitet kan engagere sig i bæredygtige livsstilsvalg og miljøaktivisme som en manifestation af deres åndelige overbevisninger[10].

Ud over personlige praksisser kan økospiritualitet også motivere til åndelig aktivisme, hvor tilhængere engagerer sig i at skabe positive miljøændringer på samfundsplan og globalt niveau[11][12][13].

Særlige tilgange[redigér | rediger kildetekst]

Økospiritualitet er en bred betegnelse, der dækker forskellige åndelige perspektiver og praksisser, som fokuserer på forbindelsen mellem det guddommelige og miljøet. Nogle særlige former for økospiritualitet er:

Dyrebaseret spirituel praksis[redigér | rediger kildetekst]

En "dyrebaseret tilgang" refererer normalt til en filosofisk eller etisk tilgang, hvor dyr betragtes som centrale og værdifulde i sig selv. Dette står i modsætning til en antropocentrisk tilgang, hvor mennesket betragtes som det centrale og som værdifuldt over andre arter.

Økospiritualitet kan involvere en forbindelse til dyr og respekt for dyrelivet som en manifestation af det guddommelige[14][15][16][17]. En dyrebaseret tilgang til økospiritualitet integrerer principperne fra en dyrebaseret etik med åndelige og økologiske overvejelser. Dette indebærer at forstå forbindelsen mellem dyrevelfærd, åndelighed og økologisk bevidsthed. Dette kan omfatte vegansk spiritualitet og dyreåndelighed:

Vegansk spiritualitet er en åndelig tilgang, der er forankret i veganisme, både som et etisk valg og som en livsstil[18][19]. Den kombinerer åndelige principper med et engagement for dyrevelfærd, bæredygtighed og respekt for al liv på planeten.

Dyreåndelighed er troen på, at dyr har en åndelig essens eller sjæl og er forbundet med det guddommelige eller åndelige rige[20][21]. Denne tro finder sted i mange kulturer og åndelige traditioner, hvor dyr opfattes som mere end blot fysiske skabninger, men som bærere af en åndelig dimension.

Biocentrisme[redigér | rediger kildetekst]

Robert Lanza

Biocentrisme er en etisk og filosofisk tilgang, der betragter alle former for liv som centrale og værdifulde i sig selv[22]. Det står i modsætning til antropocentrisme, hvor mennesket anser sig selv som centrum for værdi og betydning. Biocentrisme anerkender, at alle levende organismer har iboende værdi og rettigheder.

Robert Lanza lancerede i 2007 en teori om det biocentriske univers[23]. Her udforsker han ideen om, at livet og bevidsthed er grundlæggende for naturen og universet, og at vores opfattelse af virkeligheden skal revurderes i lyset af denne forståelse.

Økospiritualitet med biocentrisk fokus placerer alle former for liv som centrale for det guddommelige[24]. Den erkender, at al natur, inklusive dyr og planter, har en åndelig betydning. Dette kan indebære at anerkende det guddommelige i alle levende ting eller se naturen som en kilde til åndelig inspiration.

Gaianisme[redigér | rediger kildetekst]

Regnbueforsamling i Bosnien 2007

Gaianisme er en spirituel tilgang, som trækker på inspiration fra Gaia-hypotesen, der blev introduceret af James Lovelock og Lynn Margulis[25]. Hypotesen postulerer, at Jorden er en selvregulerende, levende organisme, hvor livet og miljøet samarbejder for at opretholde stabilitet[26].

Gaianisme går ud på at erkende Jorden som en guddommelig enhed, ofte omtalt som Gaia, den antikke græske gudinde for Jorden. Gaia betragtes som et levende og bevidst væsen, og alt liv på Jorden anses for at være en del af hendes organisme[27].

Gaianere søger åndelig forbindelse og inspiration fra Jorden som en guddommelig enhed. Dette kan omfatte ceremonier, meditationer og ritualer rettet mod at ære og styrke båndet til Gaia. Gaia-tilgangen fremmer ofte et stærkt miljøansvar og opfordrer til bevarelse og beskyttelse af Jorden som en hellig og guddommelig realitet[28].

Økoteologi[redigér | rediger kildetekst]

Økoteologi integrerer teologiske principper med miljøansvar[29][30]. Denne tilgang søger at forstå Guds relation til skabelsen og menneskets ansvar for at pleje og bevare miljøet[31]. Økoteologer udforsker teologiske ideer om Guds relation til naturen og menneskets rolle som forvaltere af skabelsen. De udforsker ofte religiøse skrifter og traditioner for at finde ressourcer til at støtte miljømæssig bæredygtighed.

Økoteologien indebærer ofte en miljøetisk tilgang, der anerkender den åndelige værdi af naturen og opfordrer til handling for at beskytte og bevare miljøet[32]. Det kan omfatte opfordringer til bæredygtig livsstil, bevarelse af biodiversitet og bekæmpelse af miljøødelæggelse. Økoteologi kan også fremme interreligiøs dialog om miljøansvar og bæredygtighed, hvor troende fra forskellige religioner samarbejder om at adressere globale miljøudfordringer.

Feminin Økospiritualitet[redigér | rediger kildetekst]

Feminin økospiritualitet er en åndelig tilgang, der fokuserer på det feminine aspekt af spiritualitet og dets forbindelse til økologi og naturen[33]. Denne tilgang indebærer ofte en betoning af kvindelige guddomme, en værdsættelse af den feminine energi i naturen og en bevidsthed om den indbyrdes forbindelse mellem det feminine, det økologiske og det åndelige. Nogle former for økospiritualitet fremhæver således den guddommelige feminitets rolle i naturen og ser Gudinden som repræsentant for jordens frugtbarhed og livgivende kraft[34][35].

Skandinavien[redigér | rediger kildetekst]

I Skandinavien deler mange mennesker en stærk forbindelse til naturen og miljøet, og dette afspejler sig i nogle af de kulturelle værdier og traditioner i regionen. Selvom ikke alle i Skandinavien praktiserer økospiritualitet som en formel tro, er der aspekter af denne tilgang, der kan genkendes i kulturelle og samfundsmæssige kontekster[36][6]. Økospiritualitet er beslægtet med økofilosofi, og en central repræsentant er den norske filosof Arne Næss[37].

I Danmark er der en stærk kulturel forbindelse til naturen og et generelt fokus på bæredygtighed og miljøansvar. Danskere er kendt for at værdsætte og nyde naturen samt at støtte miljøvenlige initiativer. Nogle af de træk, der afspejler en form for økospiritualitet eller åndeligt engagement i forhold til miljøet, inkluderer en lang tradition for friluftsliv, hvor folk søger ud i naturen for at nyde aktiviteter som vandreture, cykling og fritidsaktiviteter ved søer og kyster. Interessen for mindfulness og velvære er desuden stigende i Danmark. Mange wellnessaktiviteter og praksisser fokuserer på forbindelsen mellem sind, krop og naturen.

Kritik[redigér | rediger kildetekst]

Økospiritualitet har været kritiseret for at udnytte og appropriere visse kulturelle og åndelige praksisser fra oprindelige samfund eller andre traditioner uden tilstrækkelig respekt eller forståelse for deres kontekst[38][39]. Dette kan ske, når visse spirituelle praksisser, ritualer eller symboler fra oprindelige samfund eller andre kulturer bliver "kommercialiseret" eller brugt ud fra en overfladisk forståelse af deres betydning. Dette kan føre til tab af kulturel integritet og forvanskning af de oprindelige intentioner og betydninger bag disse praksisser.

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Bonfiglio, Olga (21 April 2012). "Celebrating Earth Day Through Eco-Spirituality". The Huffington Post
  • Choné, A. (2017). Ecospirituality. In Rethinking Nature (pp. 38-48). Routledge.
  • CROWE, J. (2013). Transforming environmental attitudes and behaviours through eco-spirituality and religion. International Electronic Journal of Environmental Education, 3(1), 75-88.
  • Delaney, Colleen (2009). "Ecospirituality: The Experience of Environmental Meditation in Patients With Cardiovascular Disease". Holistic Nursing Practice. 23 (6): 362
  • Faver, C. A. (2009). Seeking our place in the web of life: Animals and human spirituality. Journal of Religion & Spirituality in Social Work: Social Thought, 28(4), 362-378.
  • Hettinger, N. (1995). Ecospirituality: First Thoughts. Dialogue and Alliance, 9, 81-98.
  • Kristiansen, R. E. (1993). Økoteologi. Forlaget ANIS.
  • Lanza, Robert (2009): Biocentrism: How Life and Consciousness are the Keys to Understanding the Universe followed. BenBella Books
  • Lincoln, Valerie (September 3, 2000). Ecospirituality: A pattern that connects. Journal of Holistic Nursing, 18(3), 227-244.
  • Shore-Goss, B. (2016). God is green: An eco-spirituality of incarnate compassion. Wipf and Stock Publishers.
  • Smith, C. (2009). Reconnecting with Earth: Ecospirituality as the missing dimension in spirituality and sustainability education. In International handbook of education for spirituality, care and wellbeing (pp. 653-675). Dordrecht: Springer Netherlands.
  • Suganthi, L. (2019). Ecospirituality: A scale to measure an individual's reverential respect for the environment. Ecopsychology, 11(2), 110-122.
  • Taylor, Bron Raymond. Dark green religion: Nature spirituality and the planetary future. Univ of California Press, 2010.
  • Teglbjærg Kristensen, J. S. (2020). Økoteologi i dansk sammenhæng: overvejelser. In Kritisk forum for praktisk teologi (Vol. 40, No. 162, pp. 4-23)
  • Tucker, Mary Evelyn (2008-11-01). "World Religions, the Earth Charter, and Sustainability". Worldviews: Global Religions, Culture, and Ecology. 12 (2): 115–128
  • Van Schalkwyk, Annalet. "Sacredness And Sustainability: Searching For A Practical Eco-Spirituality." Religion & Theology 18.1/2 (2011): 77–92

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Chone 2017
  2. ^ https://www.encyclopedia.com/religion/legal-and-political-magazines/ecospirituality
  3. ^ https://press.nordicopenaccess.no/index.php/noasp/catalog/view/110/574/4229
  4. ^ https://onlinedegrees.sandiego.edu/what-is-ecospirituality/
  5. ^ https://bravo.hivolda.no/hivolda-xmlui/handle/11250/3052803
  6. ^ a b c https://www.aftenbladet.no/meninger/i/4VJVR/oekospiritualitet-i-fleire-former
  7. ^ https://www.theguardian.com/sustainable-business/eco-spirituality-values-based-economic-structure
  8. ^ Hettinger 1995
  9. ^ Bonfiglio 2012
  10. ^ Crowe 2017
  11. ^ Tucker 2018
  12. ^ Suganthi 2019
  13. ^ Smith 2009
  14. ^ Faver, C. A. (2009). Seeking our place in the web of life: Animals and human spirituality. Journal of Religion & Spirituality in Social Work: Social Thought, 28(4), 362-378.
  15. ^ Hanrahan, C. (2011). Challenging anthropocentricism in social work through ethics and spirituality: Lessons from studies in human-animal bonds. Journal of Religion & Spirituality in Social Work: Social Thought, 30(3), 272-293.
  16. ^ Faver, C. A. (2009). Seeking our place in the web of life: Animals and human spirituality. Journal of Religion & Spirituality in Social Work: Social Thought, 28(4), 362-378.
  17. ^ Pribac, T. B. (2017). Spiritual Animal: A Journey into the Unspeakable. Journal for the Study of Religion, Nature & Culture, 11(3).
  18. ^ Lestar, T. (2020). Religions going nuts? Faith-based veganism and transformative learning in the context of sustainability transitions (case 1: The Hare Krishna movement). Journal of Organizational Change Management, 33(5), 805-819.
  19. ^ Nath, J. (2010). ‘God is a vegetarian’: The food, health and bio-spirituality of Hare Krishna, Buddhist and Seventh-Day Adventist devotees. Health Sociology Review, 19(3), 356-368
  20. ^ Scholtmeijer, M. (1999). Animals and spirituality: A skeptical animal rights advocate examines literary approaches to the subject. Lit: Literature Interpretation Theory, 10(4), 371-394.
  21. ^ Cunningham, P. (2022). The case for animal spirituality—Part 1: Conceptual challenges, methodological considerations, and the question of animal consciousness. Journal for the Study of Religion, Nature and Culture, 16(2), 186-224.
  22. ^ https://www.britannica.com/topic/biocentrism
  23. ^ https://theamericanscholar.org/a-new-theory-of-the-universe/
  24. ^ https://www.huffpost.com/entry/does-god-exist-or-not-new_b_802103
  25. ^ J. E. Lovelock (1972). "Gaia as seen through the atmosphere". Atmospheric Environment. 6 (8): 579–580
  26. ^ Scharper, S. B. (1994). The Gaia Hypothesis: Implications for a Christian Political Theology of the Environment. CrossCurrents, 44(2), 207–221.
  27. ^ Scharper, S. B. (1994). The Gaia Hypothesis: Implications for a Christian Political Theology of the Environment. CrossCurrents, 44(2), 207–221.
  28. ^ Allan Hunt Badiner (1990), Dharma Gaia: A Harvest of Essays in Buddhism and Ecology
  29. ^ Latour, B. (2009). Will non‐humans be saved? An argument in ecotheology. Journal of the Royal Anthropological Institute, 15(3), 459-475.
  30. ^ Kristensen, J. S. T. (2020). Økoteologi i dansk sammenhæng: Overvejelser. Kritisk Forum for Praktisk Teologi, 162
  31. ^ https://www.kristeligt-dagblad.dk/ide-tanke/oekoteologi-deler-vandene
  32. ^ Hallman, D. G. (Ed.). (2009). Ecotheology: Voices from south and north. Wipf and Stock Publishers.
  33. ^ Bell, F. M., Dennis, M. K., & Brar, G. (2022). “Doing Hope”: Ecofeminist spirituality provides emotional sustenance to confront the climate crisis. Affilia, 37(1), 42-61.
  34. ^ Reid, L. (2007). Women and the sacred earth: Hindu and Christian ecofeminist perspectives. Worldviews: Global Religions, Culture, and Ecology, 11(3), 305-323.
  35. ^ Kumar, N. P. (2022). The Orizing Ecospirituality. Natural Reverberations, 60.
  36. ^ Bredal-Tomren, T. S. (2023). Sámi ecotheology as a resource for the church of Norway: An ecocritical analysis of two Sámi ecotheologians. Studia Theologica-Nordic Journal of Theology, 1-20.
  37. ^ https://www.aftenposten.no/meninger/kronikk/i/on8QWV/250-aar-siden-norges-foerste-oekofilosof-ble-foedt-han-stilte-spoersmaal-som-er-mer-aktuelle-enn-noen-gang
  38. ^ Chou, S. S. (2015). Claiming the sacred: Indigenous knowledge, spiritual ecology, and the emergence of eco-cosmopolitanism. Cultura, 12(1), 71-84.
  39. ^ Spencer, A. M. (2022). The Rise of an Eco-Spiritual Imaginary: Ecology and Spirituality as Decolonial Protest in Contemporary Multi-Ethnic American Literature.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Økospiritualitet&oldid=11751767"