Abel Tasman
Abel Tasman | |
---|---|
Abel Tasman | |
Personlig information | |
Født |
1603 Lutjegast i Groningen, Holland |
Død |
1659 Jakarta, Indonesien |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Ansat hos det Hollandske Ostindiske Kompagni |
Kendt for | "Opdagelse" af øerne Van Diemen's Land (nu Tasmanien) og New Zealand |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Abel Janszoon Tasman (1603 i Lutjegast, en landsby i provinsen Groningen-1659 i Batavia) var en hollandsk søfarer og opdagelsesrejsende. Han er bedst kendt for sine rejser i 1642 og 1644, ansat af VOC (det Hollandske Ostindiske Kompagni), hvor han "opdagede" (fra et europæisk synspunkt) øerne Van Diemen's Land (nu Tasmanien) og New Zealand. Han kortlagde også store dele af Australien.
I 1638 kom han som skibsfører til Java og besøgte det følgende år Japan. På statholderen Van Diemen’s befaling sejlede han 1642 ud med to skibe for at finde det såkaldte Terra australis ("store sydland"), der efter datidens mening skulle findes på den sydlige halvkugle. Han tog sit udgangspunkt fra Mauritius, søgte 49° s.br. og holdt derpå mod øst. Den 24. november opdagede han Tasmanien, som han til ære for statholderen kaldte Van Diemens Land. Han omsejlede den sydlige del af denne ø og drog derpå den 13. december videre mod øst, indtil han traf sydøen af New Zealand (Statenland), hvis kyst han fulgte mod nord, uden dog at opdage Cook-strædet, fandt Tonga-øerne og vendte over Fiji-øerne og rundt om Ny-Guinea tilbage til Batavia, hvor han ankom den 15. juni 1643. Tasman havde således i en stor rundkreds omsejlet Ny-Holland (Australlandet) og bevist, at dette ikke var sammenhængende med det "store sydland".
I 1644 drog han atter ud for at undersøge Ny-Guineas sammenhængsforhold med Ny-Holland. Han nåede også ind i Torres-strædet, men de talrige, farlige koralrev tvang ham til at vende om, hvor efter han trængte dybt ned i Carpentaria-bugten og vendte tilbage til Batavia, hvor han tilbragte resten af sit liv.
Eksterne henvisninger
Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XXIII, s. 109; opslag: Tasman, Abel Janszoon
Wikimedia Commons har medier relateret til: |