Artur Morengejm

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Artur Morengejm

Personlig information
Født 8. juni 1824 Rediger på Wikidata
Moskva, Rusland Rediger på Wikidata
Død 6. oktober 1906 (82 år) Rediger på Wikidata
Pau, Frankrig Rediger på Wikidata
Far Pavel Osipovitj Morengejm Rediger på Wikidata
Mor Josephine Fjodorovna Mostovskaia Rediger på Wikidata
Ægtefælle Korf Luiza Mykolaivna Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Moskvas statsuniversitet,
Juridisk fakultet ved det kejserlige Moskva Universitet Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Diplomat, politiker Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Ridder af Sankt Aleksandr Nevskij-ordnen,
Sankt Annas Orden, 1. klasse,
Sankt Annas Orden, 2. klasse,
Sankt Stanislaus-ordenens første klasse,
Sankt Vladimirs orden, 3. klasse med flere Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Ridder af Elefantordenen

1882

Artur Pavlovitj Morengejm (russisk: Артур Павлович Моренгейм, tysk: Arthur von Mohrenheim) (født 8. juni 1824 i Moskva, død 19. oktober 1906 i Pau) var en russisk baron, diplomat og politiker.

Morengejm blev i 1845 ansat ved udenrigstjenesten, hvor han i perioden 1851-56 var ansat ved ambassaden i Wien og 1858-67 i Berlin. Han blev i 1867 gesandt i København, hvor han efterfulgte Nikolaj Pavlovitj von Nicolay. Før sin tiltræden havde han i 1866 været medvirkende til at arrangere ægteskabet mellem storfyrst Alexander (III) og prinsesse Dagmar. Ved den fransk-tyske krigs udbrud advarede han stærkt den danske regering mod overilede skridt. Han modtog Storkorset af Dannebrogordenen med ordenstegnet i diamanter, og ved sin afgang i 1882 fik han Elefantordenen. Han blev efterfulgt af grev Carl Toll.

Fra København forfremmedes Morengejm til ambassadørposten i London 1882-84 og havde den tilsvarende post i Paris fra 1884-98. Morengejm arbejdede her for en tilnærmelse mellem Frankrig og Rusland og regnes for en af de russiske statsmænd, der har haft størst andel i den fransk-russiske alliances tilblivelse. Med stor energi arbejdede han således for det franske eskadrebesøg i Kronstadt 1891, den russiske kejsers besøg i Paris 1896 og præsident Félix Faures genvisit i Sankt Petersborg august 1897, da alliancen proklameredes, ligesom han også virkede for optagelsen af de store russiske lån i Frankrig. Efter sin afsked som ambassadør blev han medlem af rigsrådet.

Kilder[redigér | rediger kildetekst]