Autoritarisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Autoritær)
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Denne artikel omhandler den politiske styreform. For begrebet indenfor psykologien, se autoritær personlighed

Autoritarisme er en styreform karakteriseret ved en stærk centralmagt og begrænsede politiske friheder. Individuelle friheder er underlagt staten, og der findes intet forfatninggaranteret ansvar.[1] Juan Linz karakteriserede i 1964 autoritære[2] politiske systemer ved fire kvaliteter:

  1. begrænset politisk pluralisme; dvs. at sådanne regimer begrænser politiske institutioner og grupper såsom lovgivende forsamlinger, politiske partier og interessegrupper;
  2. en basis for legitimitet på grundlag af følelse, især identificering af regimet som et nødvendigt onde til at kunne bekæmpe "let genkendelige samfundsproblemer" såsom underudvikling eller oprør;
  3. minimal social mobilisering, ofte forårsaget af begrænsninger af befolkningen såsom undertrykkelse af politiske modstandere og anti-regime-aktivitet;
  4. uformelt defineret udøvende magt med ofte vag og skiftende magt.[3]

De fleste moderne diktaturer anvender et autoritært koncept til at danne en regering.[1] Begrebet stammer fra den romerske republik, hvor det henviste til en form for diktatur, der kunne indføres i nødsituationer.[1]

Autoritære regeringer og stater[redigér | redigér wikikode]

Linz skelnede de nye former for autoritarisme fra personalistiske diktaturer og totalitære stater, og tog Spanien under Franco som et eksempel. I modsætning til personalistiske diktaturer har de nye former for autoritarisme institutionaliseret repræsentation af en række aktører (i Spaniens tilfælde omfattede disse militæret, den katolske kirke, Falange, monarkister, teknokrater og andre); i modsætning til totalitære stater afhænger regimes fortsatte eksistens af passiv accept hos masserne snarere end decideret folkelig opbakning.[4]

Undertyper[redigér | redigér wikikode]

Linz og andre har identificeret flere undertyper af autoritære regimer.[5]

Grundlæggende undertyper[redigér | redigér wikikode]

Linz identificerede de to grundlæggende undertyper som traditionelle autoritære regimer og bureaukratisk-militære autoritære regimer:

  • Traditionelle autoritære regimer er de, hvor den herskende autoritet (oftest en enkelt person) holdes ved magten gennem en kombination af at appellere til traditionel legitimitet, protektor-klient-bånd og undertrykkelse, der udføres af et apparat bundet til den herskende autoritet gennem personlig loyalitet; et eksempel er Etiopien under Haile Selassie I.[5]
  • Bureakratisk-militære autoritære regimer er de, der regeres af en koalition af militærofficerer og teknokrater, som handler pragmatisk (snarere end ideologisk) indenfor rammerne af deres bureaukratiske mentalitet.[5] Mark J. Gasiorowski har foreslået at disse yderligere kan underinddeles i to:
    • Simple militære autoritære regimer
    • Bureaukratiske autoritære regimer, hvori en magtfuld gruppe teknokrater anvender statsapparatet til at forsøge at rationalisere og udvikle økonomien. Et eksempel herpå er Sydkorea under Park Chung-hee.[5]

Andre undertyper[redigér | redigér wikikode]

Linz identificerede også tre andre undertyper af autoritære regimer: korporatistiske eller organisk-statistiske, racemæssige eller etniske "demokratier" og post-totalitarisme.[5]

  • Korporatistiske autoritære regimer er de, hvori korporatistiske institutioner finder udbredt anvendelse af staten til at overtage og demobilisere magtfulde interessegrupper"; denne type er primært blevet studeret i Latinamerika.[5]
  • Racemæssige og etniske "demokratier" er de, hvori visse racemæssige eller etniske grupper nyder fulde demokratiske rettigheder, mens andre helt eller delvist nægtes disse rettigheder," såsom i Sydafrika i apartheid-tiden.[5]
  • Post-totalitære autoritære regimer er de, hvori totalitære institutioner (såsom partiet, det hemmelige politi og statskontrollerede massemedier) fortsat eksisterer, men hvor ideologisk ortodoksi gradvist er falder bort til fordel for rutinisering, brugen af undertrykkelse er faldet, statens ledelse er mindre personaliserede og mere sikre, og mængden af massemobilisering er faldet betragteligt.[5] Eksempler på dette er Østblok-landene i midten af 1980'erne.[5]

Autoritære regimer underkategoriseres også somme tider efter hvorvidt de er personalistiske eller populistiske.[5]

  • Personalistiske autoritære regimer er karakteriseret ved arbitrære regler og autoritet der hovedsageligt udøves gennem klientbaserede netværk og tvang, snarere end gennem institutioner og formelle regler.[5] Denne type regimer har blandt andet eksisteret i Afrika efter kolonitiden.
  • Populistiske autoritære regimer er regimer hvor en stærk, karismatisk, manipulativ leder hersker gennem en koalition med nøglegrupper i de lavere klasser.[5] Blandt eksempler er Argentina under Perón,[5] Ægypten under Nasser[5] og Venezuela under Chávez og Maduro.[6][7]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c Sekiguchi, Masashi. Government and Politics - Volume I. EOLSS Publications. s. 92. ISBN 9781905839698. Hentet 26. december 2016. 
  2. ^ Richard Shorten, Modernism and Totalitarianism: Rethinking the Intellectual Sources of Nazism and Stalinism, 1945 to the Present (Palgrave Macmillan, 2012), p. 256 (note 67).
  3. ^ Gretchen Casper, Fragile Democracies: The Legacies of Authoritarian Rule, p. 40-50 (citing Linz 1964).
  4. ^ Todd Landman, Studying Human Rights (Routledge, 2003), p. 71 (citing Linz 1964 and others).
  5. ^ a b c d e f g h i j k l m n Mark J. Gasiorowski, The Political Regimes Project, in On Measuring Democracy: Its Consequences and Concomitants (ed. Alex Inketes), 2006, p. 110-11.
  6. ^ *Juan de Onis, After Chavez, Authoritarianism Still Threatens Latin America, World Affairs (May 15, 2013): "the followers of the late President Hugo Chávez continue to apply the playbook of authoritarian populism throughout Latin America in their pursuit of more power...one of the Mercosur partners are challenging the basic political practices of authoritarian populism implanted in Venezuela."
  7. ^ Kurt Weyland, Latin America's Authoritarian Drift: The Threat from the Populist Left, Journal of Democracy, Vol. 23, Issue 3 (July 2013), pp. 18-32.