Østblokken

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Østblokken

Østblokken var under Den kolde krig den almene betegnelse for landene, der var allierede med Sovjetunionen. Østblokken bestod af følgende central- og østeuropæiske lande:

Østblokken blev typisk betragtet som sammenfaldende med underskriverne af Warszawapagten, eller medlemslandene i Comecon.

Jugoslavien var aldrig en del af Østblokken (eller Warszawapagten), da Jugoslavien ikke var blevet "befriet" af Sovjet ved afslutningen på 2. verdenskrig. Tito var den tidligere leder af partisanstyrkerne i Jugoslavien, og dette var årsagen til, at han kunne overtage magten i landet. Ulig de øvrige kommunistiske lande i Central- og Østeuropa blev Tito altså ikke indsat af Den røde hær. Jugoslavien etablerede sig selv som en neutral stat under Den kolde krig.

Det kommunistiske parti i Albanien (under ledelse af Hoxha) kom også til magten uafhængigt af Den røde hær, og kunne derfor i 1960 løsrive sig fra Sovjetunionens indflydelse. Albanien knyttede sig i perioden efter 1960 tættere til Kina.

Landene i Østblokken blev holdt under den sovjetiske indflydelsessfære, af og til med militær magt. En folkeopstand i DDR blev slået ned i 1953, Ungarn blev invaderet i 1956 efter at have styrtet sin pro-sovjetiske regering, og Tjekkoslovakiet blev invaderet i 1968 efter en række omfattende liberaliseringer kendt som Foråret i Prag. Sidstnævnte blev internt i Sovjetunionen begrundet med Brezjnevdoktrinen. Brezjnevdoktrinen og truslen om sovjetisk intervention blev ophævet i 1989 og erstattet med den såkaldte Sinatra-doktrin, der markerede, at de central- og østeuropæiske lande var frie til at gå deres egne veje uden at frygte for sovjetisk indblanding. Dette var stærkt medvirkende til, at de kommunistiske regeringer i Østtyskland, Tjekkoslovakiet og Bulgarien blev afsat få måneder senere.