Pluralisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Pluralisme er det synspunkt, at der eksisterer flere gyldige opfattelser inden for et område, og ikke kun én gyldig opfattelse. Begrebet bruges især i forbindelse med fænomener som normer, værdier og religioner. Undertiden bruges begrebet blot om den kendsgerning, at der eksisterer flere af en slags inden for et bestemt område - for eksempel den kendsgerning, at der findes flere religioner i dagens Danmark.[1]

Ordet ”pluralisme” kommer af det latinske ord ”plures”, som betyder ”flere”.

Værdipluralisme[redigér | rediger kildetekst]

Værdipluralisme er den ide, at flere forskellige værdier bør tolereres, selv om de kan være i indbyrdes konflikt. Udtrykket bruges som regel i forbindelse med et samfundsfællesskab, der indeholder en mangfoldighed af indbyrdes konkurrerende værdier og meninger hos de enkelte borgere.[2] Pluralisme bliver således nærmest et andet ord for en omfattende demokratisk tankegang, præget af tolerance og respekt over for mennesker, der har en anderledes tankegang, levemåde eller seksualitet end ens egen. Hvis man f.eks. er heteroseksuel, bør man respektere, at andre er homoseksuelle eller transseksuelle, og man bør tolerere, at de lever på en anden måde end én selv.

En modsætning til værdipluralisme er ensretning - således som den for eksempel gjorde sig gældende under nazismen i Tyskland i 1930-erne. Dengang var der kun én politisk ideologi, der blev regnet for at være den rigtige, nemlig den nazistiske. Et sådant ensrettet samfund fører let til intolerance og vold over for anderledes tænkende.[3]

Religiøs pluralisme[redigér | rediger kildetekst]

Bahá'i-troen lærer, at der er en fundamental enhed i religionerne, og at de derfor er ligeværdige. Den nitakkede stjerne, som er et kendt symbol inden for bahá'i, illustrerer denne tanke. Her ses (fra toppen med uret) symbolerne for taoisme, islam, kristendom, jødedom, zarathustrianisme, jainisme, hinduisme, buddhisme og sikhisme.

Religiøs pluralisme er betegnelsen for det synspunkt, at der ikke kun eksisterer én gyldig religion, men at der eksisterer flere gyldige og ligeværdige religioner. Synspunktet er et led i forsøget på at fremme religiøs tolerance og en fredelig sameksistens mellem religionerne indbyrdes.

Religiøs pluralisme er ikke blot udtryk for den tanke, at de forskellige religioner skal tolereres, men er også udtryk for den tanke, at de alle er sande - på hver deres måde. Et klassisk udtryk for denne tanke er talemåden ”Enhver bliver salig i sin tro.” Religionerne ses således som forskellige, principielt ligeværdige veje til det samme mål. Ofte bruges billedet med et bjerg, der har forskellige stier på vej op til toppen - hvor stierne repræsenterer de forskellige religioner, og toppen repræsenterer Gud.

Den religiøse pluralisme udelukker ikke, at det enkelte menneske kan have en forkærlighed for en bestemt religion frem for andre. Men denne forkærlighed betyder ikke, at de andre religioner frakendes gyldighed og værdi. Den betyder blot, at denne bestemte religion regnes for at være den bedste for dette menneske - samtidig med at det anerkendes, at en anden religion kan være den bedste for et andet menneske. Religionerne betragtes således som komplementære i forhold til hinanden. Der findes en højeste virkelighed, som alle religionerne forholder sig til på hver deres måde, og denne virkelighed er åbenbaret på forskellige måder i de forskellige religioner.[4]

En fortaler for religiøs pluralisme er den engelske religionsfilosof John Hick (1922-2012). Han mener, at det er den samme transcendente Gud, der ligger bag alle religioner, men at denne Gud bliver manifesteret på forskellige måder i religionerne. Den Gud, som religionerne omtaler, er ikke Gud i sig selv, men er Gudsmanifestationer eller Gudsbilleder, der er farvet af menneskers forestillinger, traditioner og kultur.

Det er derfor, der findes der så mange forskellige Gudsforestillinger, siger Hick. De er alle udtryk for den samme universelle Gud eller den samme universelle virkelighed. Også det buddhistiske nirvana er en manifestation af denne universelle virkelighed.[5]

Hick nævner den religiøse mystiske oplevelse som det sted, hvor Gud eller den universelle virkelighed sætter sig igennem. Der findes noget hinsides guderne, således som mennesker erfarer dem. Der findes noget, som er hinsides menneskelig erkendelse, noget som ikke kan indfanges i menneskers begreber, noget som ikke kan beskrives i sproget - men som alligevel er erfaret af mennesker og tænkt i menneskelige sproglige udtryk. Sådanne sproglige udtryk er for eksempel ”den kristne Gud”, ”Dharma”, ”Dharmakaya”, ”Nirvana” og ”Tao”. Disse udtryk er menneskelige former, i hvilke den yderste virkelighed er tænkt på menneskelig vis, fordi den er erfaret på menneskelig vis. Men de er ikke den yderste virkelighed selv.[6]

Vi lever alle i en bestemt kultur, og vi er alle stærkt påvirket af denne kultur, siger Hick. I kraft af kulturen overtager vi en stor mængde ideer, trosforestillinger og antagelser. Der findes imidlertid en yderste virkelighed, og denne virkelighed er ikke identisk med nogen af de religiøse forestillinger.[7]

Som modsætning til religiøs pluralisme står religiøs eksklusivisme, som er det synspunkt, at der kun eksisterer én sand religion.[8]. Alle andre religioner er udelukket (ekskluderet) som sande religioner. Et eksempel på en sådan tankegang findes hos den kristne teolog N.H. Søe (1895-1978). Han regner kun kristendommen for at være en sand religion: ”Gud kendes kun i Kristus … Selv de mest ophøjede former for ikke-kristen religiøst liv (Plotin, Vedanta, Bhaktifromheden, etc.) finder ikke Gud. Så var jo Kristus død forgæves. (Gal. 2,21). Alle folkeslagenes guder er afguder.”[9]

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Svend Andersen, Niels Grønkjær og Troels Nørager: Religionsfilosofi, s. 308
  2. ^ Ernst Fraenkel: Der Pluralismus als Strukturelement der freiheitlich-rechtsstaatlichen Demokratie. München/Berlin 1964, i: Werke, Band 5: Demokratie und Pluralismus, (udg. af Alexander von Brünneck), 2007, ISBN 978-3-8329-2114-9 (Inhaltsverzeichnis)
  3. ^ Gyldendals religionsleksikon, s. 428
  4. ^ Svend Andersen, Niels Grønkjær og Troels Nørager: Religionsfilosofi, s. 308
  5. ^ Svend Andersen, Niels Grønkjær og Troels Nørager: Religionsfilosofi, s. 313-14
  6. ^ Closer to truth: What is God? – John Hick [1], 1:14 ff.
  7. ^ Closer to truth: What is God? – John Hick [2], 3:32 ff.
  8. ^ Svend Andersen, Niels Grønkjær og Troels Nørager: Religionsfilosofi, s. 309-10
  9. ^ N.H. Søe: Religionsfilosofi, s. 107

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Svend Andersen, Niels Grønkjær og Troels Nørager: Religionsfilosofi. Gad 2002. ISBN 87-12-03790-7
  • Ernst Fraenkel: Der Pluralismus als Strukturelement der freiheitlich-rechtsstaatlichen Demokratie. München/Berlin 1964, i: Werke, Band 5: Demokratie und Pluralismus. Udg. af Alexander von Brünneck 2007. ISBN 978-3-8329-2114-9 (Inhaltsverzeichnis)
  • Gyldendals religionsleksikon. Gyldendal 1998. ISBN 87-00-32564-3
  • N.H. Søe: Religionsfilosofi. København 1955.