Barbiturat

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Barbiturater – en gruppe af medicin, der tidligere blev anvendt til behandling af søvnproblemer, nervøsitet og angst, og ved abstinensproblemer efter alkoholindtagelse. Stofferne var i mange år de mest anvendte sovemidler. De har desuden været anvendt hyppigt til behandling af lettere nervøse tilstande.

Stofferne virker modsat af amfetamingruppen, dvs hæmmende på en lang række funktioner i centralnervesystemet. De vil ofte give en følelse af velbefindende eller ruslignende tilstande, afhængigt af dosis og stoffets art. Det er netop derfor, der indimellem opstår misbrug i forbindelse med indtagelse af omtalte stoffer.

Fordi stofferne virker hæmmende, anvendes denne effekt som søvnfremkaldende eller beroligende. Derfor frarådes brug af stofferne naturligvis også i forbindelse med aktiviteter, hvor klar bevidsthed og hurtige reaktioner er påkrævet.

Ved længerevarende og massivt misbrug vil stofferne give abstinenssymptomer, ofte med en efterfølgende psykose. Der ses ofte krampeanfald med risiko for dødsfald, og forgiftninger ses eksempelvis ofte i forbindelse med engangsindtagelse af store mængder sovemedicin.

Ved dagligt misbrug kan symptomerne være søvnforstyrrelser, hovedpine, træthed, manglende evne til koncentration, sløvhed, hukommelsesproblemer og følelsesmæssig ustabilitet.

Barbituraterne er efterhånden ikke at finde på markedet længere, da de havde en klart større risiko for afhængighedsudvikling og forgiftning, sammenlignet med de såkaldte benzodiazepiner.

Fenemal og Diemal er de eneste barbiturater, som stadig anvendes. De bruges ved behandling af epilepsi og alkoholabstinenser. Dog giver Fenemal ikke ruslignende tilstande som barbiturater udskrevet på Marilyn Monroes tid.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Barbitursyre blev opdaget 4. december 1863 af den tyske forsker Adolf von Baeyer. Opdagelsen fandt sted på Sankt Barbaras dag, og navnet er nok en kombination af Barbara og urea. En anden forklaring har været, at han kaldte forbindelsen op efter sin kæreste Barbara.

I 1903 blev det første medicinske barbiturat, barbital (Diemal, Veronal), opfundet. Fenobarbital (Fenemal, Luminal) blev introduceret i 1912, blandt andet som sovemiddel og til behandling af epilepsi. I de følgende år kom der mange barbiturat-preparater, fx aprobarbital (Allypropymal), amobarbital (Pentymal, Amytal, Amycal), pentobarbital (Mebumal, Nembutal), cyclobarbital (Hexemal, Phanodorm, Prodorm), secobarbital (Meballymal, Seconal), heptabarbital (Medomin), hexobarbital (Enhexymal, Citopan, Evipan). De første varianter hed Veronal og Medinal, med Trional som en konkurrent. Særlig blev Veronal populært på private nervesanatorier, til forskel fra sindssygehusene, der holdt sig til de billigere remedier, brom og kloral. Veronal var meget udbredt frem til 1960'erne, og var midlet, Stefan Zweig benyttede til sit selvmord. Preparaterne havde flere fordele: De blev tilvirket af et lugtløst, hvidt pulver, smagte ikke grimt, og virkede i doser langt under grænsen for forgiftning (til forskel fra brom, der i lighed med kloral smager grimt, med sin virkning nær grænsen for forgiftning). De virkede hurtigt og med færre bivirkninger. [1]I efterkrigstiden blev man stadig mere opmærksom på, at også barbiturater havde bivirkninger og en afhængighedsproblematik, og brugen aftog betydeligt, særlig efter, at de langt mindre toksiske benzodiazepiner kom på markedet. I Wien i 1971 blev brugen af barbiturater, sammen med amfetaminer og andre syntetiske rusmidler, reguleret i Convention on Psychotropic Substances. Benzodiazepinerne, der kom i 1960'erne og 70'erne (Valium, Librium, Mogadon, Rohypnol, osv), overflødiggjorde barbituraterne, og behovet for dem forsvandt.

Barbiturat anvendes som middel til folk, der ønsker at begå såkaldt assisteret selvmord. I Schweiz er aktiv dødshjælp ikke tilladt, men det er derimod tilladt at yde hjælp til selvmord.[2] Barbituratet udskrives af en læge med det formål at sætte patienten i stand til at afslutte sig eget liv.


Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Karin Johannisson: Melankolske rom (s. 164-5), forlaget Cappelen Damm, ISBN 978-82-02-32188-8
  2. ^ "Lovgivning om aktiv dødshjælp i andre lande (Schweiz)". etiskraad.dk. 18. januar 2013. Hentet 28. august 2016. 

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Du kan læse mere om benzodiazepiner eller andre sovemidlermedicinhåndbogen.dk