Berlinerblåt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Prussian blue.jpg

Berlinerblåt, som også kendes under betegnelserne pariserblåt eller preussisk blåt, er et syntetisk blåt farvepigment, der udmærker sig ved meget god holdbarhed og ved at være stort set ugiftigt. Det kan også benyttes medicinsk til at binde tungmetaller i kroppen. Pigmentet har desuden været solgt under andre navne (saksisk blåt, antwerpenblåt, frankfurterblåt, williamsonsblåt, miloriblåt m.fl.).

Historisk[redigér | redigér wikikode]

Berlinerblåt blev første gang fremstillet i 1704 af en farvemager Diesbach i Berlin.[1]

Fremstilling[redigér | redigér wikikode]

Berlinerblåt kan fremstilles ved at blande en opløsning af forskellige jernsalte som f.eks. jernsulfat med en opløsning af rødt blodludssalt (kaliumferricyanid). Der udfældes da straks berlinerblåt, som kan vaskes og tørres. Blander man i stedet et ferrisalt med kaliumferrocyanid, dannes et hvidt bundfald. Dette kan iltes i luften eller med forskellige iltningsmidler. Iltningsmidlet kan give berlinerblåt med varierende nuancer.

Tørre klumper af berlinerblåt kan let gnides, så de får en metallisk glans.

Stoffet kan fremstilles i en opløselig form, bleu suisse, ved opløsning i oxalsyre og inddampning.

Egenskaber i maleriet[redigér | redigér wikikode]

Farven er dyb mørkeblå. Stoffet sælges af og til i blandinger med andre pigmenter, hvorved man kan få andre farver (zinkgultgrøn og kromgultgrønt). Farven blandes af og til med forskellige hvide fyldstoffer som tungspat, kridt og gips.

Berlinerblåt er ret lysægte, dog tåler det dårligt direkte sollys, hvilket især kan være et problem med akvareller. Farven vender af og til tilbage, hvis billedet opbevares i mørke. Farven er holdbar over for syrer, men tåler ikke baser. Derfor er farven uegnet til freskomaleri. Berlinerblåt kan i oliemaleriet efterhånden blive grønligt eller bleges.

Berlinerblåt bruges ud over i akvarel- og oliemaleriet som trykfarve, til tapeter og som pigment i forskellige farvestifter.

Blåtryk[redigér | redigér wikikode]

Berlinerblåt dannes også ved den fotografiske kopieringsproces kendt under betegnelsen blåtryk.

Medicinsk anvendelse[redigér | redigér wikikode]

Opløst berlinerblåt findes som modgift, antidot, mod forgiftning med thalliumsulfat, da det binder sig komplekst til thallium i tarmen. Virkningen angives som udokumenteret.[2]

Husholdningen[redigér | redigér wikikode]

Berlinerblåt blandet med stivelse blev tidligere solgt som blånelse. Blånelse blev tilsat vandet under tøjvask, og gav hvidt klæde en blålig tone, hvilket fremhævede indtrykket af noget meget hvidt stof.

Kilder og henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Om Maleriets och färgernes kemi, Axel Tallberg, Stockholm 1915, s. 122-125
  2. ^ Lægeforeningens medicinfortegnelse 2003/2004 s. 774
  • Kemi og Materiallære for Malere – København 1910 / C.V. Jørgensen & J. Brieghel Høm