Blåmusling
| Blåmusling | |
|---|---|
 Blåmuslinger på stranden ved Østersøen. Foto: Darkone. Oktober, 2003 | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Animalia (Dyr) |
| Række | Mollusca (Bløddyr) |
| Klasse | Bivalvia (Muslinger) |
| Orden | Mytiloida |
| Familie | Mytilidae |
| Slægt | Mytilus |
| Art | M. edulis |
| Videnskabeligt artsnavn | |
|
Mytilus edulis Linnaeus 1758 | |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
Blåmuslingen (Mytilus edulis) er en op til 10 cm lang musling, der har karakteristiske sort-blå-violette, glatte ovale skaller med perlemorsglinsende inderside. Den er vidt udbredt i de danske farvande og findes både i saltvand og brakvand, helt ind i Østersøen og i fjordene.
Blåmuslingen kaldes også pælemusling, men må ikke forveksles med pæleormen Teredo navalis, der også er en musling. Det latinske navn edulis betyder spiselig.
Indholdsfortegnelse
Levevis[redigér | redigér wikikode]
Blåmuslingen lever af plankton, som den filtrerer fra vandet. Der findes ikke et ånderør, som hos mange andre muslinger. En blåmusling kan lægge 5-12 mio. æg.
Blåmuslinger samler sig i banker, hvor der kan være op til 12.000 individer per m2. Her lever de i klynger på havbunden eller sidder på pæle, sten og høfder. De fleste lever, hvor vandet er iltrigt fx omkring tidevandszonen. Det er nødvendigt for blåmuslingen at hæfte sig fast til et underlag, så den ikke bliver ødelagt i brændingen. En blåmusling har hæftetråde, også kaldet byssustråde, der dannes i en kirtel, der sidder i den bagerste del af muslingens fod.
Naturlige fjender[redigér | redigér wikikode]
Blåmuslingen beskytter sig mod fjender ved kalkskallerne, som den kan lukke fast sammen med to stærke lukkemuskler. Men strandkrabben og søstjernen har kræfter nok til at tvinge skallerne fra hinanden og æde blåmuslingen. Mange fisk lever af blåmuslingeyngel, og nogle vadefugle, måger og ænder æder blåmuslinger.
Anvendelse[redigér | redigér wikikode]
Med de enorme mængder af yngel som blåmuslingen danner er den en oplagt kandidat til dyrkning. I intensive havbrug udsættes yngel på riskoste eller nylonsnore, og fjender som søstjerner fjernes. Blåmuslingerne kan blive giftige, hvis de har levet af giftige furealger eller i forurenet vand. Derfor er det sikrest at spise muslinger fra kontrollerede havbrug. Danske blåmuslinger har langt kraftigere lukkemuskler end fx engelske blåmuslinger. Danske blåmuslinger er derfor bedre beskyttet mod søstjerneangreb og mod udtørring ved lavvande. De holder sig derfor også bedre når de fiskes til menneskeføde. Mennesker kan udvikle allergi mod muslinger og skaldyr.
Kilder/Henvisninger[redigér | redigér wikikode]
- Ad. S. Jensen og R. Spärck. Bløddyr II. Saltvandmuslinger. G.E.C. Gads Forlag. Bind 40 i Danmarks Fauna. København 1934.
- Bondesen, Poul. Danske Havmuslinger (Natur og Museum, 23. årg, Nr. 2). Århus 1984
|
