Bortførelsessagen fra Sydvestsjælland 2023

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Sted Kirkerup
Offer 13-årige pige fra Sydvestsjælland
Dato 15. april 2023; 11 måneder siden (2023-04-15)
Type Frihedsberøvelse og voldtægt
Gerningsmand 32-årig mand

Bortførelsessagen fra Sydvestsjælland 2023 omhandler en frihedsberøvelse og voldtægt af en 13-årig pige, som fandt sted den 15. april 2023. Hun blev meldt savnet lørdag formiddag den 15. april 2023, efter at hun havde delt aviser ud i Kirkerup mellem Sørbymagle og Fuglebjerg. Hendes cykel og ejendele blev kort herefter fundet i en vejkant, og politiet satte en massiv efterforskning i gang.

Søndag 16. april 2023 klokken 15 afholdt Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi et pressemøde, hvor det blev meddelt, at pigen var blevet fundet i live. I samme ombæring oplyste de, at en 32-årig mand var blevet anholdt samt sigtet for at have frihedsberøvet og voldtaget den 13-årige. Manden har erkendt sig delvist skyldig i forholdet.[1] Trods navneforbud florerer navnet på den sigtede for voldtægt og frihedsberøvelse af 13-årig pige på sociale medier.[2]

I forbindelse med anholdelsen, er det tillige kommet frem, at den 32-årige i 2016 var ejer af en bil i samme model og farve, som dengang blev efterlyst i Emilie Meng-sagen.[3] Den 32-årige blev den 26. april tillige sigtet for drabet på Emilie Meng, og forsøg på voldtægt og frihedsberøvelse i november 2022 af en 15-årig pige i Sorø.[4]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Anne Baungaard (16. april 2023). "32-årig erkender sig delvist skyldig i bortførelse og voldtægt". Berlingske.
  2. ^ Marie Lagoni Pedersen (18. april 2023). "Navn på mistænkt i sag om bortført 13-årig bliver delt ulovligt på sociale medier". DR.
  3. ^ Thomas Funding Therkildsen (19. april 2023). "Anholdt 32-årig havde samme type bil, som blev efterlyst i Emilie Meng-sagen". TV2 Øst.
  4. ^ Jørgensen, Lars Bach (26. april 2023). "Den drabssigtede 32-årige mand nægter sig skyldig i det syv år gamle mord". TV 2. Hentet 27. april 2023.