Bruger:Jacob Valdemar/Meritokrati

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Meritokrati (merit, fra Latin mereō "jeg fortjener" og -cracy, fra det Antikke græske κρατος, krátos – "styre") er en politisk filosofi der fortæller at magten skal placeres hos de klogeste og viseste personer, baseret på merit.[1] Man kan få magten i et sådant system ved at klare sig godt i eksaminationer og/eller ved at kunne demonstrere kunnen, viden og erfaring inden for det gældende område.

Definitioner[redigér | rediger kildetekst]

Tidlige definitioner[redigér | rediger kildetekst]

Den mest almindelige definition af meritokrati konceptualiserer kvalifikationerne i form af testede kompetencer og evner, som højest sandsynligvis er målt med IQ-tests eller standardiserede tests. I en stat eller en andre forvaltningssystemer er meritokrati i en administrativ forståelse et system hvor opgaver og ansvar uddeles til individer baseret på deres "meritter", dvs. deres intelligens, kvalifikationer og uddannelse, baseret på evaluering og eksaminationer.[2]

I en mere generel forstand kan meritokrati forstås som en hvilken som helst form for regering eller styreform der baseres på kvalifikationer. Ordet "meritokratisk" har udviklet en bredere definition, og kan dermed bruges til at betegne enhver regering, som styres af "en indflydelsesrig klasse af veluddannede mennesker."[3]

Dette står i kontrast til Michael Youngs oprindelige, men fordømmende, brug af udtrykket i 1958. Her definerer han det som et system hvor "merit sidestilles med intelligens-plus-indsats, og besidderne af dette identificeres i en tidlig alder og udvælges til en passende intensiv uddannelse, samt en besættelse af kvantificering og beståelse af tests."[4]

Meritokrati er i en bredere forstand en hvilken som helst bedømmelse med grundlag i udviste meritter. Sådanne bedømmelser beskrives ofte i sociologi og psykologi. Tilhængere af meritokratier er ikke nødvendigvis enige om hvad der ligger i merittens natur. De er dog ofte enige om, at merit i sig selv bør være den primære faktor i et sådan system. Således kan meritterne strække sig ud over intelligens og uddannelse til alle former for psykisk eller fysisk talent eller til arbejdsmoral.

Retorisk set er det, at kunne demonstrere ens merit og ekspertise inden for et specielt område knyttet til det Aristoteliske begreb Ethos. Den tilsvarende aristoteliske opfattelse af meritokratiet er baseret på aristokratiske eller oligarkiske strukturer, frem for den moderne stats rammer.[5][6]

Nyere definitioner[redigér | rediger kildetekst]

Selvom meritokrati er et relativt nyt opfundet ord (1958), så stammer konceptet om en regering der er baseret på standardiseret prøver helt tilbage fra Konfutses værker. Det første meritokrati var implementeret i det andet århundrede af Han-dynastiet, som introducerede verdens første embedseksamener der evaluerede embedsmændenes merit.[7] Meritokrati spredte sig som koncept fra Kina til det britiske Indien i det 17. århundrede og derefter ind i Europa og USA.[8]

Med oversættelsen af de konfutsianske tekster under oplysningstiden nåede konceptet ud til intellektuelle i vesten, der begyndte at se det som et alternativ til de traditionelle gamle Europæiske regimer[9] Snigmordet på den Amerikanske præsident James A. Garfield i 1881 bedte om en udskiftning af det Amerikanske spoilssystem med et meritokrati. I 1883 blev "The Pendleton Civil Service Reform Act" gennemført. Det betød, at jobs i regeringen skulle tildeles på baggrund af merit vurderet ved konkurrencedygtige eksamener, snarere end på baggrund af politiske venskaber eller politisk tilhørsforhold.[10]

I dag er den mest almindelige form for vurdering af merit universitetsuddannelsen. Det er dog et imperfekt meritokratisk vurderingssystem blandt andet på grund af manglen på globale ensartede standarter,[11][12] manglende omfang (ikke alle hverv er inkluderet) og mangel på tilgængelighed (nogle talentfulde personer har ikke muligheden til at deltage pga. prisen, især i udviklingslande). [13] Ikke desto mindre tjener akademiske grader alligevel en grad af meritokratisk vurdering af merit i mangel på en bedre metode. Uddannelse kan ikke alene konstituere et meritokratisk system siden meritokratiet automatisk må betro magt og autoritet hvilket et uddannelsessystem ikke kan opnå alene.

Etymologi[redigér | rediger kildetekst]

Selvom konceptet har eksisteret i århundrede er termen "meritokrati" relativt ny. Den var først brugt af en Britisk politiker og sociolog Michael Young i hans satiriske essay[2][14][15][16][17] The Rise of the Meritocracy, der afbillede Storbritanien som under styre af en regering der favoritiserede intelligens og evne (merit) over alt andet. Han beskriver styret som en kombination af Latin mereō "jeg fortjener" og -cracy, fra det Antikke græske κρατος, krátos – "styre" ; som bliver til meritokrati.[18] I hans bog har udtrykket en udpræget negativ ladning. Young stiller spørgsmålstegn ved både legitimiteten af udvælgelsesprocessen, som giver afgang til at blive en del af eliten, og ved konsekvenserne af at blive styret af en så smalt defineret gruppe. Essayet er skrevet i førsteperson hvor det skal forstille at være en fiktionel historisk fortæller fra 2034 der skriver. Den fiktionelle fortæller beskriver den Britiske politiske situation før og efter krigen med fiktive fremtids-begivenheder som skal forstille at være både kortsigtede og langsigtede konsekvenser af meritokratiet.[19]

Essayet var baseret på en tendens hos de daværende regeringer om at ignorerede uddannelsessystemet mangler og uddannelsessystemets uegnethed til at udvælge de samfundets talentfulde.[20]

Youngs fiktive fortæller forklarer, at de som bidrager mest til samfundet ikke er den massive befolkning, men i stedet den kreative minoritet.[21] På den anden side hævder han, at der er ofre for fremgang hvis indflydelse undervurderes, og at der fra en sådan upåvirkelig tilslutning til naturvidenskab og intelligens opstår arrogance.[21] Dette problem udtrykker han med frasen “Enhver udvælgelse af én er en fravælgelse af mange".[21]

Essayet var også brugt i Hannah Arendts essay "Crisis in Education"(“Krise I uddannelsen”),[22] fra 1958, hvor hun referer til meritokrati i det engelske uddannelsessystem.

Historie[redigér | rediger kildetekst]

Oldtiden: Kina[redigér | rediger kildetekst]

Skolesystemet I oldtidens Kina er det tidligste eksemel på et administrativt meritokrati. Det var baseret på eksaminationer af de offentlige ansatte.[23][24][25][26]a[›] Konceptet stammer fra det 6. Århundrede f.kr., da systemet forsvares af den kinesiske filosof Konfutze, som ”udtænkte tanken om at de der havde magten skulle have den på grund af merit, og ikke på grund af arvet status. Dette starter udvikling af rigs-eksaminationerne man skal bestå for at have mulighed for at blive en del af bureaukratiet."[27]

Som Qin og Han dynastierne udviklede et meritokratisk system, for at beholde mageten over det store emperie, så blev det også nødvendigt for regeringen, at opretholde et komplekst netværk af embedsmænd.[28] Embedsmænd kunne komme fra fattige områder, og embederne var ikke forbeholdt adlen.[28] Efter Han-dynstiets fald blev ni-rangs-systemet etableret under ”tre-kongeriger” perioden.

Ifølge Princeton Encyclopedia on American History (Princetons Enclopedia om Amerikansk Historie:[8]

Citat Et af de tidligste eksempler på merit-baseret ansættelse af embedsmænd eksisterede i det kejserlige beurokrati i Kina. Det spores tilbage til Han-dynastiet fra 200 år f.kr., der implementerede konfutzianismen som basis for systemets politiske filosofi og struktur, hvilket inkluderede den revolutionerende ide om at udskifte adlen (hvis magt opnås gennem arv) med dydige og ærlige ledere, og talte derved for udnævnelse af embedsmænd baseret på merit. Systemet tilladte alle der bestod en bestemt eksamen at embedsmand, en position der ville give hele familien velstand og ære. Den første Europæiske embedseksamen opstod ikke i Europa, men derimod i Indien, sandsynligvis pga. kinesisk indflydelse, hvor det britisk-styret firma East India Company [”øst-indisk virksomhed”] hyrede og forfremmede ansatte på baggrund af konkurrencedygtige eksamener for at forbygge korruption og favoritisering. Citat

Både Platon og Aristoteles var fortalere for meritokrati. Platon argumenterede i Staten for, at de vise skulle regere, og dermed skulle regenterne være filosoffer. Se Estlund (2003) for en opsummering og diskussion.

Middelalderen: Mellemøsten[redigér | rediger kildetekst]

Efter Muhammads død 632 år e.kr. debaterede Ansaret om hvem der skulle overtage Muhammads Muslimske affærer mens Muhammads familie havde travlt med hans begravelse. Umar og Abu Ubaidah Ibn Al-Jarrah lovede deres loyalitet til Abu Bakr hvorefter Ansar og Quraysh fulgte trop. Abu Bakr blev derfor den første Khalīfatu Rasūli l-Lāh “Efterfølgeren til Guds budbringer”, eller kalif, og indledte kampanger for at udbrede Islam. Først undertvang han sig de arabiske stammer der havde hævdet, at selvom de havde løftet deres troskab til Mohammad og accepteret Islam så skyldte de ikke Abu Bakr noget. Som kalif var Abu Bakr ikke monark og fik aldrig en sådan titel. I stedet var Rashidun-kalifatets valg og lederskab baseret på merit.[29][30][31][32]

Det 17. århundrede: spredning til Europa[redigér | rediger kildetekst]

Meritokratiet som koncept spredes fra Kina til det britiske Indien I det syttende århundrede, og derefter til det kontinentale Europa og USA.[8] Med oversættelsen af de konfuzianske tekster under oplysningstiden nået meritokratiet som concept ud til de interlektuelle i vesten som så det som et alternativ til oldtidens traditionelle regimer i Europa.[9] Voltaire og François skrev positivt om ideen. Voltaire påstod at kineserne havde “perfektioneret moralsk videnskab” og Quesnay talte for et økonomisk og politisk system inspireret af det kinesiske.[9]

Den første europæiske stormagt som succesfuldt implementerede meritokratiske embedseksamener var det britiske Imperium i deres administration over Indien: “virksomhedsledere hyrede og fyrte medarbejdere på baggrund af konkurrencedygtige eksaminationer, for at forbygge korruption og favorisering."[8] Britiske koloniale administratorer gik ind for udbredelsen af systemet til resten af det daværende britiske rige. Heraf var den største fortaler Thomas Taylor Meadows, Storbritanniens konsul i Guangzhou, Kina. Meadows argumenterede succesfuldt i hans værk ”Desultory Notes on the Government and People of China” [dansk: ” Usammenhængende bemærkninger om regeringen og befolkningen i Kina”], publiceret i 1874, at ”den lange varighed af det kinesiske imperium skyldes udelukkende den gode regering der kun består af udvalgte mennesker med merit og talent”, og at britterne skal reformere deres embedssystemet ved at gøre det mere meritokratisk.[33] "Denne praksis blev senere adopteret af det britiske hovedland, inspireret af det kinesiske embedssystem, i slutningen af det 19’ende århundrede."[34]

Den britiske filosof og polyhistor John Stuart Mill talte for meritokratiet i hans bog Considerations on Representative Government [dansk: Betragtninger om repræsentative regeringer]. Hans ide at give flere stemmer til de mere uddannede vælgere. Hans synspunkter er forklaret i Estlund (2003:57-8):

Mill's forslag om flere stemmer har to motiver. Det første motiv er at forhindre én gruppe eller klasse i at kunne kontrollere den politiske proces, selv uden at skulle give begrundelser for at få tilstrækkelig medhold. Han kalder dette klasselovgivningens problem. Siden den mest talrige klasse også er af levere uddannelsesniveau og social placering kunne klasselovgivningen afhjælpes ved at give de som er højere placeret flere stemmer. Et andet, og lige så vigtigt, motiv for en at fordele stemmer forskelligt er at undgå, at give lige stor indflydelse til alle uden at tage deres merit, intelligens, uddannelse el. lign i betragtning. Han mener, at det er af fundamental vigtighed, at politiske institutioner indbefatter forståelsen i systemets fundament at nogle holdninger er mere værd end andre. Han siger ikke direkte, at dette er en måde at producere bedre politiske beslutninger på, men det er svært at forstå hans andet argument på nogen anden måde end ved at forstå det sådan. Så hvis Aristoteles har ret i at et valg er bedst hvis der er mange som stemmer, så er dette en grund til at give alle eller mange borgere stemmer, men det beviser ikke endnu, at den klogere/visere del af befolkning skal have, lad os sige, to eller tre stemmer. Sammensat med Mills ide ville systemet både værdsætte de forskellige perspektiver samt den større visdom de få har. Denne kombination af de platoniske og aristokratiske pointer er til dels hvad jeg finder formidabelt ved Mills forslag om vægtet stemmer. Det er også til fordel for hans synspunkt, at han ikke kun vil give dette privilegie til de vise men i stedet til de uddannet. Selv hvis man enes om at de vise skal have magten ville der være et seriøst problem om hvordan man skal identificere dem. Dette bliver særdeles vigtigt hvis en succesfuld politisk retfærdiggørelse skal være generelt accepteret af dem magten udøves overfor (befolkningen). I den sammenhæng ville en priviligering af de vise ikke kun kræve, at de er vise nok til at være bedre magtindehavere, men, mere krævende, at deres visdom kan accepters blandt alle (eller de fleste) rimelige borgere. Jeg vender mig mod den nedenstående forestilling om en retfærdiggørelse. Mills ide er meget plausibel: god uddannelse fremmer borgernes evne til at styre mere fornuftigt.

Det 19. århundrede: USA[redigér | rediger kildetekst]

II USA brugte det føderale bureaukrati spoiler systemet fra 1828 indtil snigmordet på præsident James A. Garfield I 1881. To år senere i 1883 blev systemet ændret af ” the Pendleton Civil Service Reform Act” som delvist var baseret på det britisk meritokratiske embedssystem der blev etableret nogle år forinden. Loven fastsatte at embedsjob skulle baseres på merit, gennem konkurrencedygtige embedseksamener i stedet for politikere og politisk tilhørsforhold. Lovgivningen gjorde det også ulovligt at fyre eller hyre nogen på politisk grundlag.[10]

For at håndhæve det meritokratiske system og juridiske system fastsatte loven også en “civil service” [dansk: embeds-] kommission.[10] I det moderne amerikanske meritokrati må præsidenten udgive et lille antal jobs som skal godkendes af senatet.

Australien[redigér | rediger kildetekst]

I 1850 etablerede Australien offentlige universiteter med det mål at fremme meritokrati ved at sørge for avanceret uddannelse og oplysning. Uddannelsessystemet var ment til middelklasses mænd af forskellige sociale og religiøse oprindelser. Herefter kunne de fattigere bruge det, så dem der kom fra udkanten, så kvinder og til sidst fik etniske minoriteter også lov til at benytte det. Det blev altså hurtigt udvidet til at alle der kom fra det offentlige skolesystem kunne benytte det.[35] Både middelklassen og arbejderklassen har fremmet ideen om meritokrati med det store engagement I sammenhold og politisk lighed.[36]

Social darwinisme[redigér | rediger kildetekst]

Social darwinisme er en samfundsteori, der mener, at Darwins evolutionsteori om naturlig udvælgelse ikke kun er en model for udvikling af biologiske egenskaber i en population, men også er en model for menneskelige sociale strukturer (institutioner) – hvor eksisterende af de sociale institutioner implicit bliver erklæret som normative. Social darwinisme deler sine råder med tidlig progressivisme og var mest populær fra slutningen af 1900-talet til slutningen af 2. Verdenskrig. Fortalere fir Social darwinisme argumenterer at teorien (evolutionsteorien) retfærdiggører social ulighed som værende meritokratisk. Darwin vovede kun at anvende sin model i en biologisk forstand, og det er andre tænkere og teoretikere, som har anvendt Darwins model på forekomsten af social ulighed blandt mennesker. I bogen Meritokratisk Uddannelse og Social værdiløshed (Palgrave, 2012) argumenterer filosoffen Khen Lampert at uddannelses-meritokrati blot er en postmoderne version af Social darwinisme.

Moderne meritokrati i praksis[redigér | rediger kildetekst]

Singapore[redigér | rediger kildetekst]

Singapore beskriver meritokrati som et af sine officielle retningslinjer for udarbejdelse af indlandspolitiske love. Her lægges der vægt på akademiske kvalifikationer som en objektiv måling af merit.[37]

Der er den kritik, at den singaporeanske befolkning, under dette system, i stadig højere grad bliver opdelt i forskellige sociale lag, og at eliten bliver udformet ud fra et smalt segment af befolkningen.[38] Singapore har et øgende niveau af vejledning af børn,[39] og de bedste vejledere er ofte betalt bedre end skolelærerene.[39][40][41] Fortalere for systemet vender tilbage til den gamle kinesiske talemåde "Velstand passerer ikke tre generationer" (Kinesisk: 富不过三代), hvilket antyder, at nepotismen af eliten eventuelt vil blive, og er ofte, udskiftet af de som befinder sig lavere i hierarkiet.

Singaporeanske akademikere revurderer kontinuerligt anvendelsen af meritokrati som et ideologisk redskab, og hvordan det er brugt til at omfatte det regerende partis målsætninger. Professor Kenneth Paul Tan hos Lee Kuan Yew School of Public Policy hævder, at ”meritokrati i forsøget på at isolere merit ved at behandle folk med fundamental forskellig baggrund som overfladisk ens, kan være et princip er ignorerer og endda skjuler de virkelige fordele og ulemper som er ujævnt fordelt til forskellige segmenter i et naturligt ulige samfund, en praksis som faktisk fastholder denne fundamentale ulighed. På denne måde har folk der er valgt af meritokratiet pga. merit allerede nydt af de urimelige fordele fra begyndelsen, og det ignoreres i overensstemmelse med princippet om ikke-diskrimination."[42]

Meritokratiet i den singaporeanske kontekst relateres til anvendelsen af pragmatisme som en ideologisk enhed der kombinerer streng adlydelse overfor markeds-principperne uden nogen aversion mod den sociale manipulation og ringe tilbøjelighed over for den klassiske sociale vældfærdsisme, er yderligere illustreret af Kenneth Paul Tan i efterfølgende artikler:

”Der er en stærk kvalitet i Singapores pragmatisme, og en stærk pragmatisk kvalitet i ideologiske forhandlinger indenfor dynamikken i hegemoni. I dette komplekse forhold har kombinationen af idelogisk og pragmatisk manøvreringen over årtierne resulteret i den historiske regeringsdominans af PAP (People's Armed Police) i samarbejde med global kapital hvis interesser er blevet prioriteret uden megen forbehold."[43]

Ecuador[redigér | rediger kildetekst]

Indenfor Ecuadors Arbejdsministerium blev Ecuadors Institut for Meritokrati[44] skabt under teknisk rådgivning fra den Singaporeanske regering.

Moderne meritokratiske bevægelser[redigér | rediger kildetekst]

Osho[redigér | rediger kildetekst]

Ifølge Osho, bør kun personer med relevante kvalifikationer have lov til at stemme. Desuden burde alle politikere have passende universitetsgrader. Kun verdens genier bør regere. Osho forslog, at først bør alle de forskellige nationer blive meritokratier, derefter kunne de alle samles til ét globalt meritokrati.[45]

The Meritocracy Party[redigér | rediger kildetekst]

I 2007 publicerede en anonym britisk gruppe kaldet The Meritocracy Party des første manifesto, til hvilket de nu har tilføjet mere end to millioner ord angående emnet (drøftende Hegel, Rousseau, Charles Fourier, Henri de Saint-Simon, og andre forskellige filosoffer, videnskabsmænd, reformatorer, og revolutionære). Kort fortalt ønsker The Meritocracy Party at opnå følgende:

  1. En verden, hvor ethvert barn får en lige chance for succes i livet.
  2. Afskaffelsen af partipolitik
  3. Kun dem med en relevant uddannelse og erhvervserfaring skal have lov til at stemme snarere end blot alle, som har nået en alder af 18 eller 21.
  4. Introduktionen af arveafgifter på 100%, så den super rige elite ikke længere kan give deres velstand videre til blod de få (deres privilegerede børn) i stedet for fællesskabet. Det ville betyde slutningen på elitære dynastier og arvelige monarki.
  5. Et radikalt reformeret uddannelsessystem baseret på MBTI personlighedstyperne og indsigt fra radikale innovatører såsom Rudolf Steiner og Maria Montessori.
  6. At udskifte fri markedskapitalisme med social-kapitalisme og udskifte demokrati med et fuldt ud gennemsigtigt meritokratisk republik under en meritokratisk grundlov.
  7. Slutningen på nepotisme, diskrimination, privilegier og ulige chancer.

På deres website lister The Meritocratic Party 5 meritokratiske principper og 13 primære mål.

The Meritocracy International er vært for alle meritokratiske poltiske partier i verden og stedet hvor disse kan findes efter oprindelsesland.[46]

Computing[redigér | rediger kildetekst]

På grund af naturen bag online interaktion, hvor identitet og anonymitet er lettere administreret end i direkte interaktion er effekterne af offline social ulighed tænkt som meningsløse i online fællesskaber. Intelligens, indsats, uddannelse og personlighed kan let fremføres i online interaktion, men en persons køn, race, religion og social status tilsløres let eller efterlades helt uberørt.

Open-source software projekter[redigér | rediger kildetekst]

GNOME Foundation, Apache Software Foundation, Mozilla Foundation og The Document Foundation er eksempler på (open source) organisationer der officielt påstår at være meritokratier.[47][48][49][50]

Kritik[redigér | rediger kildetekst]

Betegnelsen “meritokrati” opstod egentlig som et negativt koncept.[51] Et af de primære bekymringer med meritokrati er den usikre definition af “merit".[52] Hvad der tænkes som merit-værdigt kan variere med holdninger omkring hvilke kvaliteter der tænkes som mest værdige. Det rejser spørgsmålet om hvilken ”merit” der er den højeste – eller sagt på en anden måde, hvilken standard er den ”bedste” standard. Den formodede effektivitet af et meritokrati er baseret på den formodet kompetence hos des embedsmænd. Denne standard af merit kan ikke være vilkårlig og bør også reflektere de kompetencer stillingen kræver.

Pålideligheden hos den autoritet og det system som vurderer enhver individs merit er en anden pointe til bekymring. Siden et meritokratisk system er afhængige af en standard af merit for at kunne vurdere og sammenligne folk, så har systemet dette er gjort af at være pålideligt for at forsikre at ens vurderet merit faktisk reflekterer deres potentielle evner. Standardiseret prøver, som afspejler den meritokratiske sorteringsprocess, er kommet under kritik for at være for fast og ude af stand til præcist at vurdere mange værdifulde egenskaber eller potentialet hos studerende. Uddannelsesteoretiker Bill Ayers, som kommenterer de standardiseret prøvers begrænsninger, skriver at ”Standardiseret prøver ikke kan vurdere initiativ, kreativitet, forestillingsevne, konceptuel tænkning, nysgerrighed, indsats, ironi, vurderingsevne, engagement, nuance, god vilje, etiske overvejelser eller en lang række andre værdifulde dispositioner og attributter. Hvad de kan vurdere og tælle er isoleret evner, specifikke fakta og funktioner, viden om indhold – det mindst interessante og mindst betydelige aspekter ved læring."[53] Merit determineret gennem den subjektive evaluering af lærere er upålidelige, siden holdninger, indsigt, fordomme og lærerenes standard varierer meget. Hvis evalueringssystemet er korrupt, ugennemsigtigt, holdningsbaseret eller vildledt, så kan beslutningen angående hvem der har den højeste merit være meget fejlbar.

Niveauet af uddannelse, krævet for at blive konkurrencedygtig i et meritokrati, kan også blive dyrt. Det begrænser effektivt kandidaturet til en magtposition til dem med de nødvendige midler (penge) til at blive uddannet. Et eksempel på dette er en kinesisk student selverklæret messias, Hong Xiuquan, som selvom han rangeret førstepladsen i den indledende prøve til den landsækkende kejserlige eksamen, så var han ude af stand til at få yderligere uddannelse. Selvom han prøvede at studere privat var Hong i sidste ende ikke konkurrencedygtig I senere eksaminationer and derfor ikke i stand til at blive bureaukrat. Dette økonomiske aspekt siges at fortsætte nu til dags i lande uden gratis uddannelse. Som eksempel har man USA’s højesteret, der udelukkende består dommere fra de prestigefyldte, men meget dyre, universiteter Harvard og Yale, og genneralt kun tager retslige ekspedienter, som har gået på et top 5 universitet, i betragtning, selvom de to universiteter, i 1950’erne, kun udgjorde en femtedel af dommerne.[54] Selv hvis uddannelse er gratis, vil de resurser som forældrene til den studerende stiller til rådighed til f.eks. vejledere, eksamensforberedelse, og økonomisk støtte til leveomkostninger ved højere uddannelse påvirke uddannelsen som studenten opnår og dermed studentens sociale position i et meritokratisk system.

En anden bekymring er angående princippet om inkompetence, eller Peter-princippet. Som folk stiger i et meritokratisk samfund gennem det sociale hierarki ved påvisning af merit vil man eventuelt opnå, og sætte sig fast på, et niveau der svært til at man kan fungere effektivt. Simplificeret: man bliver forfremmet til inkompetence. Dette princip reducerer effektiviteten af et meritokratisk system hvor den formodet, primære og praktiske fordel er kompetence hos dem som styrer samfundet.

Meritokrati også er blevet kritiseret af lighedsforkæmpere (egalitarisme) som blot en myte, som kun tjener til at retfærdiggøre status quo, hvor dens fortalere er hykleriske ift. ligestilling.[55]

Khen Lampert har argumenteret for, at princippet om meritokrati stammer fra neo-kapitalistiske ideer om aggression og konkurrence.[56]

Chris Hayes, en forfatter fra venstrefløjen, har tilskrevet det, han kalder "Fejlens årti" – som omfatter 9/11, Enron-skandalen, invasionen af Irak, orkanen Katrina, subprime-krisen, og den Store Recession til en forringelse af Amerikas meritokratiske system til et system af plutokrati.[57][58]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ "Definition of merit". Dictionary.com.
  2. ^ a b Young, Michael (1958). The rise of the meritocracy, 1870-2033: An essay on education and inequality. London: Thames & Hudson. OCLC 3943639.
  3. ^ "Definition of Meritocracy". Oxford Dictionary. Oxford University Press. Hentet 12 september 2011.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  4. ^ Fontana Dictionary of Modern Thought. Fontana Press. 1988. s. 521.
  5. ^ Aristot.
  6. ^ Aristotle, (351 BC) Politics.
  7. ^ Casey, Wilson (2009). Firsts: Origins of Everyday Things That Changed the World. Penguin USA. ISBN 978-1-59257-924-2.
  8. ^ a b c d Kazin, Edwards, and Rothman (2010), 142.
  9. ^ a b c Schwarz (1996), 229
  10. ^ a b c "Civil Service Reform". Digital History. University of Houston. Hentet 2016-02-19.
  11. ^ What's College For?: The Struggle To Define American Higher Education; Zachary Karabell; ISBN 978-0-465-09152-2
  12. ^ Journal of College Teaching & Learning – May 2008 Volume 5, Number 5 AACSB Accreditation
  13. ^ Furlong, Andy; Cartmel, Fred. Higher education and social justice. Maidenhead: Open University Press. ISBN 978-0-335-22362-6.
  14. ^ Young, Michael (29 juni 2001). "Down with meritocracy: The man who coined the word four decades ago wishes Tony Blair would stop using it". The Guardian. London.{{cite news}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  15. ^ Ford, Boris (1992). The Cambridge cultural history of Britain. Cambridge University Press. s. 34. ISBN 978-0-521-42889-7.
  16. ^ Kamolnick, Paul (2005). The just meritocracy: IQ, class mobility, and American social policy. Westport CT: Praeger. s. 87. ISBN 978-0-275-97922-5.
  17. ^ Best, Shaun (2005). Understanding Social Divisions. London: Sage. s. 32. ISBN 978-0-7619-4296-2.
  18. ^ ""meritocracy" in the Online Etymology Dictionary". Hentet 3 juli 2013.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  19. ^ Young, Michael (1958). p. 11.
  20. ^ Young, Michael (1958). p. 13.
  21. ^ a b c Young, Michael (1958). p. 15.
  22. ^ "Crisis in Education" (p. 4).
  23. ^ Kazin, Edwards, and Rothman (2010), 142.
  24. ^ Tan, Chung; Geng, Yinzheng (2005). India and China: twenty centuries of civilization interaction and vibrations. University of Michigan Press. s. 128. China not only produced the world's first "bureaucracy", but also the world's first "meritocracy"
  25. ^ Konner, Melvin (2003). Unsettled: an anthropology of the Jews. Viking Compass. s. 217. China is the world's oldest meritocracy
  26. ^ Tucker, Mary Evelyn (2009). "Touching the Depths of Things: Cultivating Nature in East Asia". Ecology and the environment: perspectives from the humanities. Harvard Divinity School: 51. To staff these institutions, they created the oldest meritocracy in the world, in which government appointments were based on civil service examinations that drew on the values of the Confucian Classics
  27. ^ Sienkewicz, Thomas J. (2003). Encyclopedia of the Ancient World:. Salem Press. s. 434. Confucius invented the notion that those who govern should so because of merit and not inherited status, setting in motion the creation of the imperial examinations and bureaucracies open only to those who passed tests
  28. ^ a b Burbank and Cooper (2010), 51.
  29. ^ Azyumardi Azra (2006). Indonesia, Islam, and Democracy: Dynamics in a Global Context. Equinox Publishing (London). s. 9. ISBN 9789799988812.
  30. ^ C. T. R. Hewer; Allan Anderson (2006). Understanding Islam: The First Ten Steps (illustrated udgave). Hymns Ancient and Modern Ltd. s. 37. ISBN 9780334040323.
  31. ^ Anheier, Helmut K.; Juergensmeyer, Mark, red. (9 mar. 2012). Encyclopedia of Global Studies. SAGE Publications. s. 151. ISBN 9781412994224.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  32. ^ Claire Alkouatli (2007). Islam (illustrated, annotated udgave). Marshall Cavendish. s. 44. ISBN 9780761421207.
  33. ^ Bodde,, Derke. "China: A Teaching Workbook". Columbia University.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Ekstra punktum (link)
  34. ^ Huddleston, Mark W. Boyer, William W.The higher civil service in the United States: quest for reform.
  35. ^ Julia Horne, and Geoffrey Sherington, "Extending the educational franchise: the social contract of Australia's public universities, 1850-1890," Paedagogica Historica (2010) 46#1 pp 207-227
  36. ^ Miriam Henry (1988). Understanding Schooling: An Introductory Sociology of Australian Education. Psychology Press. s. 81.
  37. ^ Speech by Singapore Ambassador to France, 28 August 2008.
  38. ^ Ngiam Tong Dow (28 oktober 2006). "Singapore's elites". Little Speck.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  39. ^ a b "Growing trend of uplifting education business in Singapore". Free Library and Tuition. Hentet 2016-10-25.
  40. ^ "$1 billion spent on tuition in one year". AsiaOne. Hentet 2016-10-25.
  41. ^ "2015 Private Tuition Rates in Singapore | Epigami Blog". Epigami Blog (amerikansk engelsk). 2015-01-21. Hentet 2016-10-25.
  42. ^ Tan, Kenneth Paul (januar 2008). "Meritocracy and Elitism in a Global City: Ideological Shifts in Singapore". International Political Science Review. 29 (7-27). doi:10.1177/0192512107083445. {{cite journal}}: Mere end en |DOI= og |doi= angivet (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  43. ^ Tan, Kenneth Paul (9 dec. 2011). "The Ideology of Pragmatism: Neo-liberal Globalisation and Political Authoritarianism in Singapore". Journal of Contemporary Asia. 42 (1). doi:10.1080/00472336.2012.634644. {{cite journal}}: Mere end en |DOI= og |doi= angivet (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  44. ^ Web page of "Instituto Nacional de Meritocracia de Ecuador" , 12 March 2013.
  45. ^ keran, kerai (29 maj 2014). merit the idea of government: how the world should be run. football WC.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  46. ^ kerai, keran (29 maj 2014). merit the idea of government: how the world should be run. football WC.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  47. ^ GNOME Foundation - Charter
  48. ^ How the ASF works - The Apache Software Foundation
  49. ^ Mozilla Governance
  50. ^ Welcome - The Document Foundation
  51. ^ Fox, Margalit. "Michael Young, 86, Scholar; Coined, Mocked 'Meritocracy'". NY Times. Hentet 18 december 2016.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  52. ^ Arrow, Bowles and Durlauf — Meritocracy and Economic Inequality, (Princeton,1999)
  53. ^ To teach: the journey of a teacher, by William Ayers, Teachers College Press, 1993, ISBN 0-8077-3985-5, ISBN 978-0-8077-3985-3, pg. 116
  54. ^ "Death by Degrees". n+1 Foundation, Inc. Hentet 20 januar 2015.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  55. ^ Duffy, Jonathan (23 november 2004). "The rise of the meritocracy". BBC News.{{cite news}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  56. ^ Khen Lampert, Meritocratic Education and Social Worthlessness, Palgrave-Macmillan, UK, 24 December 2012,; ISBN 1137324880
  57. ^ Chris Hayes, Twilight of the Elites: America After Meritocracy (2012) ch 1
  58. ^ See review by Howard A. Doughty in College Quarterly (Spring 2012) 15#2 online

Yderligere læsning[redigér | rediger kildetekst]

  • Burbank, Jane and Cooper, Frederick. (2010). Empires in World History: Power and the Politics of Difference. Princeton: Princeton University Press. ISBN 0-691-12708-5.
  • Estlund, David. (2003). Why Not Epistocracy?.
  • Kazin, Michael, Edwards, Rebecca, and Rothman, Adam. (2010). The Princeton Encyclopedia of American Political History Volume 2. Princeton University Press. ISBN 0-691-12971-1.
  • Kett, Joseph F. Merit: The History of a Founding Ideal From the American Revolution to the Twenty-First Century. Ithaca, NY: Cornell University Press, 2012. ISBN 978-0801451225
  • Schwarz, Bill. (1996). The expansion of England: race, ethnicity and cultural history. Psychology Pres. ISBN 0-415-06025-7.
  • Khen Lampert, Meritocratic Education and Social Worthlessness, Palgrave-Macmillan, UK, 24 December 2012,; ISBN 1137324880

Eksterne links[redigér | rediger kildetekst]

[[Kategori:Styreformer]] [[Kategori:Liberalisme]] [[Kategori:Politisk filosofi]]

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Bruger:Jacob_Valdemar/Meritokrati&oldid=11392688"