Buk M1

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Buk
(SA-11 / SA-N-7)
En Buk M1 TELAR
En Buk M1 TELAR
Type Jord til luft-missil
Oprindelsesland Sovjetunionen Sovjetunionen
Tjenestehistorie
I tjeneste 1980
Produktionshistorie
Producent Almaz-Antej
Produktionsperiode 1980 - nu
Udgaver Landbaserede systemer:
* 9K37 "Buk"
* 9K37M
* 9K37M1 "Buk-M1"
* 9K37M1-2 "Buk-M1-2"
* 9K37M1-2A
* 9K317 "Buk-M2"
* 9K37M3 "Buk-M3"
Skibsbaserede systemer:
* 3S90 (M-22)
* 3S90M
* 3S90E1
* 3S90M1
Specifikationer (Buk M1)
Længde

5.55 meter

Diameter 0.4 meter
Besætning 4 personer

Effektiv rækkevidde 30 kilometer (16 sømil)
Sprænghoved Fragmentationsladning
Sprænghovedets vægt 70 kg
Udløsningsmekanisme Afstandsbestemt tændsats

Spændvidde 0.86 meter
Drivmiddel fast brændstof
Maksimale højde 14.000 meter (46.000 fod)
Hastighed Mach 3
Målsøgningssystem Semiaktiv radar
Styresystem Datalink
Affyringsplatform Skibe og bæltekøretøjer
3S90E på en indisk fregat af Talwar-klassen.

Buk-missilet ((Russisk): Бук М1 = bøgetræ, NATO-rapporteringsnavn SA-11 Gadfly, den maritime variant er betegnet SA-N-7 Gadfly) er et sovjetiskudviklet mellemdistance jord til luft-missilsystem med raketmotor og radarstyring. Systemet blev konstrueret til brug mod jagerfly, helikoptere og krydsermissiler. Det blev indfaset i 1980 i de sovjetiske militære styrker og efterfølgeren til missilsystemet Kub (SA-6 Gainful). Fire soldater er nok til at betjene systemet.

Buk M1[redigér | redigér wikikode]

En videreudvikling af det oprindelige missil er benævnt Buk-M1 og har større rækkevidde og nyere elektronik Hvert missil er 5,55 meter langt, vejer 690 kg og medfører et relativt kraftig fragmentationssprænghoved på 70 kg. Missilet er ikke designet til at træffe sit mål direkte, det skal derimod detonere i umiddelbar nærhed af målet hvor det er designet til at fragmentere og sende sprængstykker ud i alle retninger. Disse sprængstykker vil typisk volde stor skade på målet. Fremdriften sker ved hjælp af en startmotor med fast brændstof. Efter at startmotoren er udbrændt bliver det tomme hylster til et forbrændingskammer for en ramjet-motor, som drives af flydende brændstof. Dette giver missilet en god rækkevidde i forhold til størrelsen, og en høj accelerationshastighed i affyringsfasen. Farten kommer op på tre gange lydens hastighed.

En forbedret variant hedder Buk-M1-2.

Nedskydningssandsynligheder[redigér | redigér wikikode]

Følgende nedskydningssandsynligheder forventes at gælde:

Et Buk M1-batteri kræver fem minutters klargøringstid før det er klar til at bekæmpe mål og er klar til transport efter 5 minutter. Den mindste reaktionstid fra målsporing til affyring er 22 sekunder.

Systemet[redigér | redigér wikikode]

Til det landbaserede system anvendes to bæltekøretøjer:

  • Missilkøretøj med fire affyringsramper og ekstra missiler ((Engelsk): TEL, transporter erector launcher).
  • Ildledelsesradar til støtte for TEL ((Engelsk): TAR, target acquisition radar).

Der er også udviklet en udgave af systemet hvor begge køretøjers funktion er kombineret i en enkelt platform:

  • Autonomt missilkøretøj med fire affyringsramper og radar ((Engelsk): TELAR, transporter erector launcher and radar).

Eksterne link[redigér | redigér wikikode]

Oversat fra norsk Wikipedia.