Radar

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Radar (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Radar)
Større radarantenne.
Radomer i Vendsyssel.
Mobil 3-dimensionel radar (Thales RAC-3D) til ildledelse.

Radar er en forkortelse for RAdio Detection And Ranging. Grundprincippet i en radar er, at et radiosignal (kort impuls med en høj frekvens, typisk 1-40 GHz) udsendes fra en antenne i én retning. Hvis radarstrålen rammer en genstand (f.eks. et fly), reflekteres en lille del af strålen og opfanges af modtageren gennem antennen. Signalet forstærkes og ender som et 'blip' på en skærm. Retningen til flyet kendes ud fra antennens retning, og afstanden findes ud fra den tid, det tager fra pulsen udsendes, til ekkoet kommer tilbage.

Anvendelsen af radar spænder bredt, bl.a. overvågning af luftrummet og skibstrafik, våbenbrug, meteorologi og måleopgaver. Den traditionelle opfattelse af en radar er den roterende radioantenne, selvom der også findes mange andre radartyper. Radarantennen er meget retningsbestemt, dvs. den sender det meste af sit signal ud i en smal stråle (beam) og modtager kun signaler fra samme retning.

Søgeradar til flytrafik[redigér | rediger kildetekst]

Med udgangspunkt i en traditionel søgeradar til flytrafik kan de forskellige parametre, en radar konstrueres ud fra, belyses:

  • Jordens krumning gør at fly ikke kan ses bag radarhorisonten. Kan delvist løses ved at sætte antennen på et højere antennetårn - eller ved at benytte lavere frekvenser - fx kortbølger - se fx en:Over-the-horizon radar.
  • Skal radaren kunne se langt, skal den kunne sende et tilpas kraftigt signal ud. Nyere teknik med bl.a. følsommere modtagere og digital behandling af det modtagne ekko muliggør dog en lavere effekt.
  • Rækkevidden bestemmes også af, at signalet skal kunne nå frem og tilbage mellem radaren og flyet, inden næste puls sendes af sted. Hvis man vælger denne 'lyttetid' længere, kan antennen ikke dreje så hurtigt rundt og dermed opdatere radarbilledet så hurtigt. En af grundene hertil er at et fly skal rammes af et vist antal pulser, for at man kan være sikker på at det virkelig er et fly og ikke tilfældige støjpulser.
  • Ground clutter er støj fra reflekterende faste terrængenstande, mest i nærområdet. Det er ofte ønskeligt at kunne skelne mellem ting, der bevæger sig, og ting der ikke gør. Funktionen MTI (Moving Target Indicator) fjerner ubevægelige ting, så radarbilledet bliver mere overskueligt.

Pulsens længde ligger i størrelsesordenen en milliontedel sekund, PRF (Pulse Repetition Frequency) i størrelsesordenen 250-2000 Hz (radarpulsens gentagelse pr. sekund), og effekten varierer med radarens størrelse og formål. I mellemstore radarer tilknyttet lufttrafikkontrollen (ATC) kan pulsen sagtens være på en megawatt (en million watt). Det reflekterede signal kan godt være i størrelsesordenen en milliontedel watt eller mindre. Det stiller store krav til den del af radaren (T-R-boksen), der skifter om mellem den høje udgangseffekt og det lave modtageniveau.

Typisk Luftvarslingsradar på et krigsskib. Øverst de sekundære IFF-antenner til transponder-signaler

De første radarer udvikledes lige før og under 2. verdenskrig, først som en stationær radar, der kun kigger i én retning. Senere, da man teknisk kunne komme så højt op i frekvens at antennen blev tilpas lille, kunne man skabe den roterende antenne.

En radar behøver ikke kun at kigge i vandret plan. I en højdefinder svinger parabolen i én kompasretning, men med vandret og lodret som yderpunkter. Således findes flyvehøjden på target. Moderne radarsystemer til flytrafikkontrol er dog 3-dimensionelle.

En GCA-radar (Ground Controlled Approach) har to antenner, der 'kigger' ud langs landingsbanen mod det landende fly. Antennerne bevæger sig i en smal vinkel i hhv. vandret og lodret plan. Så kan flyvelederen bestemme flyets position helt nøjagtigt og dermed dirigere piloten ned i tåget vejr vha. radiokommunikation. Systemet er lidt på vej ud, men benyttes stadig som back-up-system indenfor militærflyvning, da det blot kræver at flyet har én virkende radio tilbage.

På de roterende radarantenner (områderadarer) ses meget tit en mindre, ekstra antenne ovenpå. Det er IFF/SIF-antennen (Identification Friend or Foe/ Selective Identification Feature), der sender et spørgesignal ud i samme retning som radarantennen. De større fly er udstyret med en transponder, der opfanger spørgesignalet og svarer tilbage med oplysninger om identitet, Heading (retning), flyvehøjde m.m. Disse oplysninger kobles sammen med target i radarens computer og vises sammen med ekkoet på skærmen. I fredstid er det nyttige informationer til afvikling af lufttrafikken, mens det oprindeligt var udviklet til krigstid, hvor egne fly svarede tilbage med dagens kode og dermed kunne identificeres på skærmen. Denne funktion kaldes ofte for sekundær radar, og kan stå alene som 'radar'system, hvis man kun er interesseret i at se fly, der har transponder.

Radar på biler[redigér | rediger kildetekst]

Radar i forrude

Volvo og Subaru har benyttet Radarteknologi til udvikling af selvkørende køretøjer og førerassistenter. Radaren er typisk monteret i bilens kølergril, forrude eller på taget af bilen. Radaren benyttes til at detektere større objekter i samme vognbane og hjælper føreren til at holde korrekt bremseafstand ved brug af eksempelvis den adaptive fartkontrol.

Radarens historie[redigér | rediger kildetekst]

Lige siden 2. verdenskrigs afslutning har radaren fået større og større betydning for mennesket.

Radiobølgernes forudsigelse og opdagelse[redigér | rediger kildetekst]

H. C. Ørsted opdagede elektromagnetismen, der danner grundlag for brug af radiobølger allerede i 1820. Ørsted viste i et eksperiment, at når man sender strøm igennem en ledning, opstår der magnetisme rundt om ledningen. 20 år senere viste Michael Faraday, at det modsatte også kunne lade sig gøre, magnetisme kan generere strøm.

Først efter yderligere 30 år fremsatte Maxwell i 1873 en teori om, at de elektromagnetiske kraftfelter kan transporteres trådløst, men ingen troede ham, før Heinrich Hertz beviste det nogle år efter. Édouard Branly videreudviklede på Hertz's eksperimenter, men først i 1901 fik Marconi sendt en radiobølge fra Storbritannien, Cornwall til Newfoundland,[1] og så tog radioudviklingen fart.

I april 1911 udgaven af Modern Electrics skrev Hugo Gernsbach en fremtidshistorie om, at man i det 27. århundrede kunne sende en pulset radiobølge, som kunne reflekteres fra nær og fjern - og måle objektets afstand og rejseretning.[2][3]

Radarens udvikling mellem de 2 verdenskrige[redigér | rediger kildetekst]

I 1920 lykkedes det at udsende en retningsbestemt radiobølge og få en målbar refleksion tilbage fra et skib en sømil væk. I 1922 gav Guglielmo Marconi et foredrag ved USAs Institute of Radio Engineers (IRE) i New York, hvori han præsenterede radar-princippet.[1] Herefter gik det stærkt, og i starten af 1930'erne havde USA, England, Tyskland og Italien operative radarstationer på land. I slutningen af 1930'erne tog udviklingen rigtig fart på grund af krigsfaren, og nu ønskede man radar til luftvarsling.

Mobile radarers udbredelse[redigér | rediger kildetekst]

Problemet med radar til skibe var meget større, og de første radarer var meget store og tunge og derfor uegnede til skibsbrug. Men i 1939 installeredes så de første radarer på 2 store krigsskibe. Under 2. verdenskrig var der stort set ubegrænsede midler til brug for udvikling, og radaren tog da også et kæmpespring fremad. Ved afslutningen af 2. verdenskrig havde stort set alle skibe (krigsskibe) og mange fly radarudstyr monteret. Skibene brugte radarerne til navigation og simpel styring af kanoner.

Radaren i dag[redigér | rediger kildetekst]

I dag bruges radar til utroligt mange ting. Stort set alle skibe (selv mange lystfartøjer) er udstyret med radar til navigation. Og dagligt kan man følge regnvejr på meteorologernes radarbilleder. Militært bruges radaren overalt til varsling, måludpegning og målfølgning, og selv missiler er ofte udstyret med radar til at finde målet.

Radarbillede af orkanen Danny i 1997 ved New Orleans.

Kilder/referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b nobelprize.org: Guglielmo Marconi: The Nobel Prize in Physics 1909 Citat: "...on an historic day in December 1901, determined to prove that wireless waves were not affected by the curvature of the Earth, he used his system for transmitting the first wireless signals across the Atlantic between Poldhu, Cornwall, and St. John’s, Newfoundland, a distance of 2100 miles...again in Italy, gave a practical demonstration of the principles of radar, the coming of which he had first foretold in a lecture to the American Institute of Radio Engineers in New York in 1922...", backup
  2. ^ Omtale: Radio Electronics april 1958 side 46 og 48, Arkiveret 27. maj 2014 hos Wayback Machine, Arkiveret 27. maj 2014 hos Wayback Machine
  3. ^ Science fiction historien kan frit downloades: gutenberg.org: Ralph 124C 41+: A Romance of the Year 2660 by Hugo Gernsback Citat: "...Forewords by DR. Lee De Forest and Fletcher Pratt...A pulsating polarized ether wave, if directed on a metal object can be reflected in the same manner as a light-ray is reflected from a bright surface or from a mirror. The reflection factor, however, varies with different metals. Thus the reflection factor from silver is 1,000 units, the reflection from iron 645, alomagnesium 460, etc. If, therefore, a polarized wave generator were directed toward space, the waves would take a direction as shown in the diagram, provided the parabolic wave reflector was used as shown. By manipulating the entire apparatus like a searchlight, waves would be sent over a large area. Sooner or later these waves would strike a space flyer. A small part of the waves would strike the metal body of the flyer, and these waves would be reflected back to the sending apparatus. Here they would fall on the Actinoscope (see diagram), which records only reflected waves, not direct ones..."

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Robert BUDERI, The invention that changed the world: the story of radar from war to peace (Simon & Schuster, 1996). ISBN 0-349-11068-9
  • R.V. JONES, Most Secret War. ISBN 1-85326-699-X.
  • François LE CHEVALIER, Principles of Radar and Sonar Signal Processing (Artech House, Boston, London, 2002). ISBN 1-58053-338-8.
  • Merrill I. SKOLNIK, Introduction to Radar Systems (McGraw-Hill, 1st ed., 1962; 2nd ed., 1980; 3rd ed., 2001). ISBN 0-07-066572-9.
  • Merrill I. SKOLNIK, Radar Handbook. ISBN 0-07-057913-X.
  • George W. STIMSON, Introduction to Airborne Radar (SciTech Publishing, 2nd edition 1998). ISBN 1-891121-01-4.

Se også[redigér | rediger kildetekst]


Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: