Byudviklingsplan

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

En byudviklingsplan var i tiden forud for planlovreformen en egnsplan til fastlæggelse af arealer til byudviklingen og rækkefølgen for disses inddragelse til byformål. Byudviklingsplaner blev lavet for områder, hvor en større byudvikling var i gang eller forudset at ske og behovet for en styring derfor tilstede.

Baggrund og lovgrundlag[redigér | redigér wikikode]

Baggrunden for byudviklingsplanerne var erkendelsen af, at den datidige lovgivning på byplanområdet (byplanloven) ikke indeholdt bestemmelser til at styre byudviklingen: loven gav kun mulighed for at fastlægge formålet med arealinddragelser men ikke for friholdelse af arealer for byudvikling. Samtidig viste den voksende bilisme efter Anden Verdenskrig, at der var fare for en tilfældig og i mange henseender uønsket byspredning. Og endelig havde "Skitseforslag til egnsplan for Storkøbenhavn" (Fingerplanen) overbevisende påpeget det ønskelige i en styring af byudviklingsmulighederne dels for at sikre den fornødne betjening med offentlige ydelser og offentlig samfærdselsmulighed, dels for at forhindre inddragelse af arealer, der efter deres egenskaber var ønskelige at friholde for byvækst (gode landbrugsjorder, bynære friarealer til rekreation, arealer af interesse for naturfredning og landskabsbeskyttelse).

På denne baggrund vedtoges Lov nr. 210 af 23. april 1949 om byregulering. Loven blev siden revideret flere gange: ved lov nr. 129 af 13. april 1954, lov nr. 91 af 21. marts 1959 og lov nr. 230 af 11. juni 1965. Loven omfattede umiddelbart kun København, Århus, Ålborg og Odense men kunne af boligministeren ved tilslutning fra byplannævnet udvides til også at gælde andre områder. Med tiden fik den gyldighed for 36 egne (se nedenfor), herunder hele Nordøstsjælland og andre egne, hvor ikke kun spørgsmålet om byudvikling men tillige om styring af fritidsbebyggelsen ansås for påkrævet[1].

Byudviklingsplanernes indhold[redigér | redigér wikikode]

Byudviklingsplanerne bestod af et zonekort, der med farve angav arealer og den rækkefølge, de måtte inddrages til byudvikling i:

  • inderzoner (med orange) angav arealer, som var eller umiddelbart måtte inddrages til byudvikling,
  • mellemzoner (med gul farve) angav arealer, som på længere sigt forudsattes inddraget til byudvikling,
  • yderzoner (med grøn farve) angav arealer, som skulle friholdes for byudvikling.
  • sommerhusområder angav arealer, som udlagdes til dette formål men ikke til helårsbebyggelse.

Som regel var det tillige angivet hvilket anvendelsesformål, de enkelte arealer var planlagte[2].

Til disse zonekort hørte en ledsagende tekst, der nøjere begrundede arealudlæggenes omfang, herunder forholdet til anden planlægning (fx planlagte veje og forsyningsanlæg men tillige naturbeskyttelseshensyn).

Gyldighed[redigér | redigér wikikode]

Når et forslag til en byudviklingsplan var udarbejdet, kunne boligministeren nedlægge forbud (som hovedregel i et år) mod tiltag, der kunne modvirke planforslagets hensigter. Forud for planens endelige ikrafttræden var forudgående erklæringer fra de berørte kommuner, hvorefter planforslaget forelagdes til godkendelse i byplannævnet (et statsligt nævn bestående fortrinsvis af repræsentanter for kommunerne). Efter godkendelse havde planen juridisk gyldighed og blev derfor tinglyst på alle berørte ejendomme. Berørte ejendomsbesiddere kunne indanke godkendelsen for boligministeren inden for 4 uger.

Byudviklingsplanerne forudsattes at have gyldighed i indtil 15 år. Mange fik dog en kortere gyldighedstid, fordi det var forudset, at en revision forholdsvis hurtigt kunne komme på tale. Sådanne revisioner forekom især i Københavnsområdet.

Ophævelse[redigér | redigér wikikode]

Byudviklingsplanerne dannede grundlag for og afløstes af byzoner udpegede i henhold til by- og landzoneloven, som blev vedtaget 1969 og trådte i kraft i 1970.

Byudviklingsplanområder[redigér | redigér wikikode]

Byudviklingsplaner blev lavet for følgende egne:

  1. Københavns-egnen Nr 2, Nr 3, Nr 4, Nr 5, Nr 6, Nr 7, Nr 8, Nr 9
  2. Århus-egnen
  3. Odense-egnen
  4. Ålborg-Nørresundby
  5. Køge-egnen
  6. Randers-egnen
  7. Hillerød-egnen
  8. Roskilde-egnen
  9. Helsingør-egnen
  10. Kolding-egnen
  11. Kerteminde-egnen
  12. Als
  13. Frederiksværk-egnen
  14. Kalundborg-egnen
  15. Frederikssund-egnen
  16. Åbenrå-egnen
  17. Skælskør-egnen
  18. Rømø
  19. Fredericia-egnen
  20. Frederikshavn-egnen
  21. Horns herred i Nordsjælland
  22. Holbo herred
  23. Holbæk-egnen
  24. Svendborg-egnen
  25. Middelfart-egnen
  26. Vordingborg-egnen
  27. Herning-egnen
  28. Grenå-egnen
  29. Sæby-egnen
  30. Rødby-egnen
  31. Nykøbing Falster-egnen
  32. Slagelse-egnen
  33. Horsens-egnen
  34. Esbjerg-Varde-egnen
  35. Næstved-egnen
  36. Thisted-Hanstholm-egnen[3].

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Arne Gaardmand: Dansk Byplanlægning 1938-1992, Arkitektens Forlag 1993, ISBN 87-7407-132-7.
  • Erik Kaufmann: "27 slags planer. Oversigt over og kritisk analyse af den offentlige fysiske planlægning i Danmark", SBI-byplanlægning 4, Statens Byggeforskningsinstitut, København 1966.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Kaufmann, s. 47
  2. ^ Kaufmann, s. 50f
  3. ^ Kaufmann, s. 49