Reguleringsplan

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

En reguleringsplan og den nærtbeslægtede udredningsplan var i tiden forud for planlovreformen en stedplan, der skulle sikre en samlet hensigtsmæssig ejendoms- og anvendelsesplan for datidige saneringsområder.

Baggrund og lovgrundlag[redigér | redigér wikikode]

Baggrunden for reguleringsplaner var ønsket om at sikre en sammenpasning af:

  1. grundforhold,
  2. bebyggelsesforhold,
  3. vej- og parkeringsforhold,
  4. offentlige formål så som forsyningsanlæg, offentlige institutioner og friarealer[1].

Reguleringsplaner og udredningsplaner kunne skildre sådanne planlagte arealdispositioner uden udnyttelse af det offentliges ret til ekspropriation og den deraf følgende erstatningsudredning[2].

Reguleringsplaners indhold[redigér | redigér wikikode]

Reguleringsplanen har karakter af et kort, hvorpå er vist:

  • den eksisterende bebyggelse,
  • fremtidige bebyggelsesarealer,
  • fremtidige vej- og parkeringsarealer,
  • fremtidige arealer med fælles adgangs- og brugsret,
  • planlagte nedrivninger,
  • fremtidige rettigheder,
  • erstatnings- og udgiftsforhold[3].

Gyldighed[redigér | redigér wikikode]

En reguleringsplan (og udredningsplan) havde efter ikrafttrædelse juridisk gyldighed, idet reguleringerne tinglyses på de berørte ejendomme[4].

Ophævelse[redigér | redigér wikikode]

En tinglyst reguleringsplan (og udredningsplan) kan kun ændres ved ny stedplanlægning: enten en saneringsplan eller en lokalplan.

Reguleringsplaners omfang[redigér | redigér wikikode]

Reguleringsplaner fandt kun anvendelse i mindre omfang i købstæder med saneringsmoden bebyggelse, således København, Rønne, Neksø og Odense[2].

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Erik Kaufmann: "27 slags planer. Oversigt over og kritisk analyse af den offentlige fysiske planlægning i Danmark", SBI-byplanlægning 4, Statens Byggeforskningsinstitut, København 1966.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Kaufmann, s. 18f
  2. ^ a b Kaufmann, s. 18
  3. ^ Kaufmann, s. 19 og 21
  4. ^ Kaufmann, s. 80