Cargokult

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Ceremonielt kors, rejst af medlemmer af John Frum-cargokulten, Tanna island, New Hebrides (nu Vanuatu), 1967

Cargokult betegner en særlige type religiøse bevægelser, der første gang opstod i Melanesien omkring begyndelsen af 20. århundrede. Det er en særlig form for millenarisme, der opstod som følge af områdets oprindelige befolkningers møde med den teknologisk avancerede vestlige kultur. Kulten er hovedsageligt fokuseret på opnåelse af den fremmede kulturs materielle velstand. Et vigtigt element i disse bevægelser er forestillingen om at denne velstand er tiltænkt tilhængerne af deres guder og forfædre. Betegnelsen cargokult er dannet ud fra det engelske ord ’’cargor’’, der betyder "skibsladning" eller "last", og bruges som fællesbetegnelse for række forskellige religiøse fællesskaber i den sydvestlige Stillehavsregion, hvor bevægelser af denne type første gang blev beskrevet blandt folkeslag i New Guinea, Micronesien og Melanesien, da området begyndte at blive genstand for europæisk kolonisering og mission. Disse cargokult-bevægelser har en række fællestræk; fx opstår de typisk som resultat af et kulturmøde mellem to teknologisk meget forskellige befolkningsgrupper, hvor den mindst udviklede gruppe opbygger en forventning om overdragelse af teknologisk avancerede genstande fra den anden gruppe. Bevægelserne bygger på forestillinger med rod i både kristendom og traditionel melanesisk religion. Som regel opstår de omkring en profet, der forkynder en vision om en nært forestående forandring af samfundet, hvor gruppen vil opleve en velstand, som ligner europæernes. Dette vil ske i form af ankomsten af en stor skibs- eller flyladning (’’cargo’’).[1]

Et centralt element er forestillingen om, at den vestlige kulturs forbrugsgoder ("cargo") i virkeligheden var blevet skabt af guddommelige væsner eller forfædrene for melanesiernes skyld. Men de fremmede havde på uærlig vis taget kontrollen over disse genstande, enten i ond vilje eller ved en fejl.[1] Derfor ligger fokus i cargokultens praksis i at overkomme, det tilhængerne opfatter, den uønskede indflydelse de fremmede har på fordelingen af de ønskede goder og velstand. Dette sker i reglen gennem udførelsen af ritualer, der imiterer den opførsel, tilhængerne har observeret hos de fremmede der på nuværende tidspunkt besidder goderne. Denne praksis bygger på en forestilling om, at guderne eller forfædrene på et tidspunkt vil sende ’’cargo’’ til de rette modtagere. Det er således et fremtrædende element i en cargokult, at tilhængerne deler en forestilling om at guddommelige væsner på et fremtidigt tidspunkt vil give værdifulde og efterstræbte forbrugsgoder til kultens medlemmer.

Der findes dog også en række forskelle mellem de enkelte eksempler på cargokulte. Fx dyrker man på øen Tanna i Vanuatu bestemte amerikanere, der, som led i forsyningen af kamptropper, bragte ’’cargo’’ af forskellig slags til øen i forbindelse med 2. verdenskrig. De blev efterfølgende opfattet som guder, der på et senere tidspunkt ville bringe mere ’’cargo’’. [2]

Karakteristik[redigér | redigér wikikode]

Den første kontakt mellem et isoleret samfund og den omgivende verden kan være et kulturchok. Ofte vil de nyankomne væsner blive opfattet som overnaturlige væsner af den oprindelige befolkning. I reglen vil man forsøge, at forstå kulturmødet indenfor referencerammerne af den eksisterende kultur; fx er uddeling af goder en vigtig social tradition hos mange folkeslag i Micronesien, derved kan der opstår en forventning om at de fremmede også vil dele ud af deres rigdomme. Med tiden vil det imidlertid blive klart, at de nyankomne er almindelige mennesker, og at de ikke nødvendigvis deler ud af rigdommene. En reaktion på denne situation kan være udbredelsen af en forestilling om at man ikke har fulgt den rituelle praksis, fordi samfundet er blevet forandret pga. de fremmedes ankomst. Internt i bevægelsen kan nye ritualer derfor blive beskrevet som en tilbagevenden til en mere oprindelig praksis.[Kilde mangler]

Kendte eksempler på ritualer relateret til cargokult omfatter bl.a. bygning af efterligninger af landingsbaner, lufthavne, kontorer og spisestuer efter vestligt mønster, samt dyrkelse af og forsøg på konstruktion af vestlige forbrugsgoder, som fx radioer, ud af tilgængelige materialer. I nogle bevægelser kan tilhængerne udføre militær eksercits mens de bærergrene, der ligner geværer, og er udsmykket med mønstre, der skal ligne militære insignier. Baggrunden er at de militære aktiviteter, man har observeret, opfattes som ritualer, der virker tiltrækkende på ’’cargo’’, og at kulttilhængerne derfor overtager de vestlige soldaters praksis og bygger tilhørende ’’faciliteter’’ for at kunne tiltrække ’’cargo’’. Opfattelsen var, at vesterlændingene måtte besidde en særlig forbindelse til guderne og forfædrene, siden de kunne tiltrække rigdomme og genstande af en karaktér som kun disse overnaturlige magter kunne producere.

Denne religionsform har en række elementer, der stammer fra kristendommen. Den blev bragt til regionen af europæerne fra slutningen af 19. århundrede. Derfor indgår der ofte en messiaslignende figur, der fungerer som formidleren af den kommende tid, i bevægelsernes forestillingsverden. Cargokult deler således en række fællestræk med andre former for millenaristiske bevægelser.[1]

I dag mener mange antropologer imidlertid, at begrebet "cargokult" er upræcist og i virkeligheden dækker over en række forskellige fænomener. Begrebet er imidlertid blevet udbredt i den vestlige verden, og det bruges derfor i en bred betydning i en lang række forskellige sammenhænge.[Kilde mangler]

Historie[redigér | redigér wikikode]

De traditioner og processer, der ligger til grund for cargokulten i Melanesien, er tilsyneladende opstået på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er blevet nedskrevet nogen former for historiske optegnelser. Det ser fx ud til at konceptet om fremmede, der medbragte gaver udefra, længe har været udbredt i områdets kultur. Samtidig har der været en vigtig tradition for udveksling af værdigenstande, som blev opfattet som særligt knyttet til guderne og forfædrene. Det ser også ud til, at idéen om en fremtidig genkomst af forfædrene har været udbredt.

Diskussionerne i den vestlige videnskabelige verden omkring begrebet cargokult begyndte med observationerne af en serie af forskellige bevægelser i slutningen af 19. århundrede og begyndelsen af 20. århundrede. Det tidligst kendte eksempel på en cargokult er Tuka-bevægelsen, der opstod på Fiji i 1885. Siden er lignende bevægelse blevet observeret med jævne mellemrum, fx Taro-kulten i det nordlige Papua New Guinea og Vailala Madness, der begyndte i 1919, og som blev dokumenteret af F. E. Williams. Han var en af de første antropologer, som arbejdede dér. Bevægelser, der minder om cargokult er også blevet observeret i Vest Ny Guinea i bl.a. Asmat og Danifolket.

Den periode vi har kendskab, hvor antallet af cargokulte har været størst, er årene under og lige efter 2. verdenskrig. I første omgang blev mange af øerne i området besat af japanske styrker som led i krigsførelsen, siden af allierede. Den store mængde af materiel, der blev overført til øerne i løbet medførte også drastiske forandringer i den oprindelige befolknings livsførelse. Mange af dem havde aldrig før set hverken japanere eller vesterlændinge, eller massefremstillede varer, såsom tøj, medicin, våben, radioer, dåsemad osv. disse varer blev bragt frem til de fremmede soldater med skib eller fly i meget store mængder, de gav ofte disse ting videre til lokale. Da krigen sluttede, blev militærbaserne atter forladt, og strømmen af varer ophørte. I et forsøg på, at tiltrække cargo, begyndte indbyggerne på øerne at imitere de aktiviteter, som de havde set soldaterne gøre; de byggede fx flyvepladser med kontroltårne, der blev bemandet med flyveledere, som benyttede radioudstyr udskåret i træ; de viftede med signalflag, mens de stod landingsbanen; og antændte bål som signallys.

I moderne tid er størsteparten af cargokult-bevægelserne forsvundet igen. Dog er John Frum-kulten stadig levende på Tanna i Vanuatu.

Andre betydninger[redigér | redigér wikikode]

Fra tid til anden bliver begrebet "cargo cult" benyttet især på engelsk betegnelse for en gruppe af mennesker, der overfladisk imiterer en proces eller et system uden at have en dybere forståelse af den underliggende substans. Forbindelsen til cargokult bunder i den almindelige opfattelse af, at denne type af bevægelser var baseret på en logisk fejlslutning, hvor de tog fejl af årsagssammenhængen bag strømmen af ’’cargo’’ til øen, nemlig at tilhængerne forveksler nødvendige og fyldestgørende betingelser i og med de tror, at det er konstruktionen af flyvepladser o.lign. der er den udløsende faktor, og ikke blot en betingelse for begivenheden. Begrebet bliver bl.a brugt til at beskrive fejlagtig eller dårlig videnskab, politik eller erhvervsvirksomhed, hvor uovervejet praksis eller ceremoni fører til mislykkede resultater pga. manglende indsigt i de bagvedliggende faktorer.[Kilde mangler] Et berømt eksempel stammer fra en tale af Richard FeynmanCaltech, hvor han brugte betegnelsen "cargo cult science". Denne tale blev siden til et kapitel i bogen Surely You're Joking, Mr. Feynman!. Feynman sammenlignede konstruktionen af hele lufthavne lige fra modeller af flyvemaskiner til headsets med bambusantenner med pseudovidenskab, hvor nogle forskere producere studier, der på overfladen indeholder alle de elementer, der karakteriserer virkelig videnskab, men som ikke er det, fordi grundlæggende betingelser ikke er til stede.

Andre eksempler stammer fra bl.a. erhverslivet, hvor en kommerciel succes, fx biler, elektronik, film osv., ofte bliver imiteret af andre producenter, der skaber produkter med en overfladisk lighed, men som mangler originalens substans. Begrebet bruges også indenfor programmering, hvor fx "cargo cult programming" beskriver den rituelle gentagelse af et stykke kode, hvis betydning programmøren ikke kender, men som medtages pga. forestillingen om at den forhindrer softwarefejl eller lignende.[3]. "Cargo cult software engineering" bruges om mindre succesfulde virksomheder, der slavisk imiterer mere succesfulde udviklingsvirksomheders arbejdsmetoder.[4]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Inglis, Judy. Cargo Cults: The Problem of Explanation, Oceania vol. xxvii no. 4, 1957.
  • Worsley, Peter. The trumpet shall sound: a study of "cargo" cults in Melanesia, London: MacGibbon & Kee, 1957.
  • Read, K. E. A Cargo Situation in the Markham Valley, New Guinea. Southwestern Journal of Anthropology, vol. 14 no. 3, 1958.
  • Lawrence, Peter. Road belong cargo: a study of the Cargo Movement in the Southern Madang District, New Guinea. Manchester University Press, 1964.
  • Harris, Marvin. Cows, Pigs, Wars, and Witches: The Riddles of Culture. New York: Random House, 1974.
  • Trenkenschuh, F. Cargo cult in Asmat: Examples and prospects, in: F. Trenkenschuh (ed.), An Asmat Sketchbook, vol. 2, Hastings, NE: Crosier Missions, 1974.
  • Wagner, Roy. The invention of culture. Chicago: University of Chicago Press, 1981.
  • Lindstrom, Lamont. Cargo cult: strange stories of desire from Melanesia and beyond. Honolulu: University of Hawaii Press, 1993.
  • Kaplan, Martha. Neither cargo nor cult: ritual politics and the colonial imagination in Fiji. Durham: Duke University Press, 1995.
  • Jebens, Holger (ed.). Cargo, Cult, and Culture Critique. Honolulu: University of Hawaii Press, 2004.
  • Several pages are devoted to cargo cults in Richard Dawkin's book The God Delusion.
  • A chapter named "Cargo Cult" is in David Attenborough's travel book "Journeys to the past: Travels in New Guinea, Madagascar, and the northern territory of Australia", Penguin Books, 1983 (ISBN 0 14 00 64133).
  • Tabani, Marc, Une pirogue pour le Paradis : le culte de John Frum à Tanna (Vanuatu). Paris : Editions de la Maison des Sciences de l'Homme, 2008.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne link[redigér | redigér wikikode]