Gaius Valerius Catullus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Catullus 85)
Gå til: navigation, søg
Moderne statue af Catullus i Sirmione, hvor hans familie havde en villa.

Gaius Valerius Catullus (fødsels- og dødsår ikke helt sikre, men ansættes til omkring 84 f.Kr. og 54 f.Kr.) kaldes på dansk Catul og Catullus. Navnet er et diminutiv og oversættes med "lille Cato". [1]

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Catul fødtes på egnen ved det nuværende Verona som søn af en indflydelsesrig og velstående gårdejer på halvøen Sirmio i Gardasøen. Faren tilhørte den romerske ridderstand og stod Julius Cæsar nær.

Da Catul var godt tyve år gammel, arvede han en ejendom ved Tibur (vore dages Tivoli), hvor han stiftede bekendtskab med en lang række digtere fra den moderne digterskole neoterikerne. Neoterikerne arbejdede på, med alexandrinerne som forbillede, at skabe en "formfuldendt" kunst. Dette litterære bekendtskab har unægtelig medført en vis påvirkning af Catul.

Han mødte ca. 25 år gammel den omkring ti år ældre Clodia Metelli, søster af politikeren Publius Clodius Pulcher, og gift med rigmanden Metellus Celer. I sine digte omtaler Catul hende ved pseudonymet "Lesbia". Hans lykkeligste år var i 60'erne, før Clodia var blevet enke. Catul dyrkede forhold til flere kvinder; i sine digte omtaler han også kurtisanen Ipsithilla. Dertil skrev han kærlighedsdigte til ynglingen Juventius, og en bøn til Aurelius om ikke at berøve ham hans favoritdreng: "Stil dine libertinerlyster tilfreds, hvor og hvornår det passer dig; i alle gader, hvor du finder en yndig dreng; men lad min dreng være." Bortset fra Ovid dyrkede de romerske lyrikere homoseksuelle forbindelser. [2] Ironisk nok skrev Catul alligevel hånligt om Cæsars angivelige homoseksualitet i smædedigtene 57 og 93. [3]

Castel Gandolfo knejser over Albanersøen, sandsynligvis antikkens helligsted Alba Longa.

Ifølge Catul var Clodia en letsindig kvinde med et hensynsløst temperament og trang til nydelse. Clodia førte et løssluppent liv med en lang række forhold, der vakte en mægtig skinsyge hos Catullus, hvilket kommer til udtryk i hans digte. Hun var en af tidens meste fejrede skønheder og midtpunkt i Roms frivole selskabsliv. Stadig var hun at se på Via Appia, på vej til eller fra sin bror Clodius' slot på skrænten op mod Castel Gandolfo. Hovedbygningen lå på en fremspringede pynt, hvor man i dag finder pavens sommerresidens. Lucullus havde et ligeså overdådigt slot i området, som nabo til Cicero, der i sin tale pro Milo talte om Clodius' "afsindige byggelyst", der ikke en gang skånede det gamle helligsted Alba Longa. [4]

Man ved ikke, hvornår Clodia første gang brød med Catul, men der gættes på 59 f.Kr, da Marcus Cælius Rufus vendte tilbage til Rom fra sit feltliv i Afrika. Han lejede en suite i Clodius' palads på Palatinerhøjen, og mødte derved Clodius' tre søstre. Snart indledte Clodia og Cælius en kærlighedsaffære, der blev dagens samtaleemne i Rom. Catul var fortvivlet, og skrev et bidende epigram om sin tidligere ven Cælius. I Axel Juels oversættelse:

Det dog smerter mig mest: Min yndige elskedes
læber besudler du plumpt med dit urene spyt.
Ustraffet bliver det ikke: De kommende slægter skal vide
hvad for en usling du er. Rygtet skal sprede din skam.

I digtet "Uventet lykke" skriver han om sin salighed, da Clodia vendte tilbage til ham:

Helt af dig selv har du bragt mig dig selv. Du har stillet min attrå,
opfyldt mit skønneste håb. - Skønneste dag i mit liv!
Hvem er min lige i lykke, og hvem kan nævne mig noget
værdig til længsel som den lykke du skænked' mig?

Først da Clodia inviterede sin nye ven Cælius med til sin slot ved badestedet Bajæ, indså Catul, at alt var forbi.

Sidste år[redigér | redigér wikikode]

I 57 f.Kr. fulgte Catul sin ven Memmius til Bithynien, hvor Memmius var blevet propraetor (guvernør i en romersk provins). Catul fik i breve fra sine venner i Rom stadig høre om sin elskede Clodia og hendes nye affærer og skandaler, der fremkaldte et had hos ham, der varede livet ud. Da han hørte, at Cælius havde brudt forbindelsen med hende, skrev han til sin ven, at Clodia

slænger væk sin sidste ære,
står ved nattetid i port og stræde,
og er levemænd til skidden glæde.

Cælius har sagt sig enig med Catul, idet han offentligt i en tale på Forum Romanum omtalte Clodia som Clodia Quadrantaria (= Clodia 20-øres-luderen). En quadrans var den betaling, den simpleste prostituerede kunne gøre sig håb om. Dette øgenavn beholdt hun livet ud. Clodia stævnede Cælius for retten; men øgenavnet fulgte hende alligevel over i historien. I Drumanns Geschichte Roms står hun kun med denne benævnelse. [5]

Efter et år i Bithynien ved guvernørens stab, lod Catul bygge en yacht i pontisk træ og sejlede gennem Hellesponten for at besøge sin brors grav. Videre besøgte han Lilleasiens berømteste byer og opholdt sig en tid på Rhodos, før han besøgte sin hjemby Verona og dernæst vendte tilbage til Rom. Her fandt han Clodia omgivet af rige bejlere. Nu tabte han fatningen helt og udgød sin vrede i bidende epigrammer. Clodia kaldes "ækle luder, hvis mund, når hun ler, minder om kæften på en gallisk køter," mens hendes hus kaldes salax taberna (= den gejle bule), hvor krapylet holder orgier. I digtene om hendes bejlere Egnatius og Ravidus går Catul helt over gevind. Spanieren Egnatius' eneste fortrin er hans tænder, som han ifølge Catul pudser i sin egen urin for at få hvide, hvorefter han ler i tide og utide for at vise dem frem. Ravidus' eneste ambition er, ifølge Catul, at komme i folkemunde, og Catul lover at sørge for "at omtale dig, så dit navn aldrig skal blive glemt." [6]

Da Clodia ikke fortrak en mine under denne styrtsø af fornærmelser, forlangte Catul sine kærlighedsdigte tilbageleveret. Det reagerede hun heller ikke på, og han forsøgte sig så med en anden taktik: "Giv mig tavlerne tilbage, du skønne, dydige og kyske." Til sidst synes hun at have søgt kontakt med ham via to fælles bekendte, Furius og Aurelius, der kun kendes fra Catuls omtale af dem, og beskrives som to forgældede, sjofle libertinere af den groveste slags; men nu havde Catul, i lighed med Cælius, fået nok. Han var for altid færdig med Clodia, og hans sidste digt til hende lød:

Aldrig du mere min kærlighed skal vente;
den har dit svig brudt ned, som blomsten fager
brydes, når plovjern den strejfer
i furen over en ager. [7]

Catul døde sandsynligvis i Rom omkring 30 år gammel. I hvert fald kendes ingen digte fra hans hånd efter 54 f.Kr. [8]

Catuls digtning[redigér | redigér wikikode]

Størstedelen af Catuls digte er henvendt til Lesbia (Clodia). Ellers dyrker han forskellige genrer: Elegier, idyller, bryllupshymner m.m. Hans digte veksler mellem det forfinede og det grovkornede og sjofle.

Via Catuls digte får vi indsigt i tidens dekadente moral, som påvirkede ham så meget. Digtene fra hans sidste leveår er præget af fortvivlelse, bitterhed og had.

Catullus 2[redigér | redigér wikikode]

Digtet handler om "Lesbia"s tamme spurv, og inspirerede en hel serie digte om den elskedes kæledyr, såsom Ovids elegi om hans elskerinde Corinnas papegøje og Martials epigram om en skødehund. I antikken var fugle almindelige som kærlighedsgaver, og "Lesbia"s spurv kan have været en gave til hende fra Catul. [9] I Axel Juels oversættelse:

Lille fugl, min skønne piges glæde,
tit hun leger med dig på sit skød;
er hun sorgfuld, men vil ikke græde,
eller vil hun dæmpe hjertets glød?
Søgende en leg, der lindring bringer,
række hun dig spidsen af sin finger,
drilende, indtil du hakker hårdt -
Gid som hun, jeg bare ved at lege
kunne mane mine sorger bort.

Spurven dør, og pigen sørger:

Fuglen, der var hendes ømheds glæde
mere værd end hendes egne øjne,
for den var så sød og kendte hende
som et barn sin mor - og ingensinde
fløj den bort fra hendes skød, men tripped'
hid og did så trygt, imens den pipped'
op imod sin kære herskerinde.
Bort i mulmet fløj den fra min pige -
did, hvorfra man aldrig kom tilbage.
Ve dig, dødens onde, sorte rige,
som vil alt det skønne fra os tage!
Yndig var den fugl, du røved' fra mig.
Død, jeg må din niddingsdåd forbande,
for min piges skønne øje græder,
så de svulmer op med røde rande.

Catullus 8[redigér | redigér wikikode]

Catullus 8 er skrevet, da Lesbia har forladt Catul, der i dette digt forsøger at tale sig selv til fornuft. Han ved, at hun bedrager ham og giver sig hen til andre; men klamrer sig til håbet om, at han er den eneste, hun vil kysse. Digtet ender sådan:

Farvel, min ven! Nu er Catul en mand.
Han tigger ikke, hvad du ej vil give.
Usalige, hvor trist dit liv vil blive,
når ingen kalde dig sin hjertenskær,
og du af ingen vil begæret være!
Hvem vil da sidde trofast ved din side?
Hvem kan du kysse og i læben bide?
Catul, hold stand, hvor ondt du end må lide.

Catullus 16[redigér | redigér wikikode]

Catullus 16 er Catullus' svar til personerne Furius (muligvis digteren Furius Bibaculus) og Aurelius, som havde beskyldt ham for at skrive umoralske digte. Catullus svarer med dette digt, skrevet i et sprog fyldt af eksplicitte seksuelle udtryk, at digteren selv er og skal være kysk, men hans digte må gerne være utugtige, og at det netop er dem, der skriver søde og harmløse digte, man skal vogte sig for.

Catullus 32[redigér | redigér wikikode]

Her er det ikke "Lesbia", men derimod en Ipsithilla, han også var optaget af. [10]

Catullus 85 er berømt for sit korte og komprimerede udtryk for kærlighedens pinsler.

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information:

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ cassiusthebadwolf: I JUST FOUND OUT THAT THE
  2. ^ Kr. Fr. Brøgger: Erotikk og politikk under den romerske republikk (s. 125), Nasjonalforlaget, Oslo 1942
  3. ^ All Things Julius Caesar: An Encyclopedia of Caesar's World and Legacy - Michael Lovano - Google Books
  4. ^ Kr. Fr. Brøgger: Erotikk og politikk under den romerske republikk (s. 101-5)
  5. ^ Kr. Fr. Brøgger: Erotikk og politikk under den romerske republikk (s. 130)
  6. ^ Kr. Fr. Brøgger: Erotikk og politikk under den romerske republikk (s. 118-19)
  7. ^ Kr. Fr. Brøgger: Erotikk og politikk under den romerske republikk (s. 118-20)
  8. ^ "No poems datable after 54 B.C., so he may have died sometime around then," fra: http://www.vroma.org/~hwalker/VRomaCatullus/Catullus.html
  9. ^ "Catullus 2...inspired a whole genre of poems about lovers' pets, classic examples of which include Ovid's elegy on the death of his mistress Corinna's parrot and Martial's epigram on a lap dog. Birds were common love-gifts in the classical world, and it has been speculated that Lesbia’s sparrow was perhaps given to her by Catullus," fra: http://www.ancient-literature.com/rome_catullus_2.html
  10. ^ Catullus Poem 32

Litteratur[redigér | redigér wikikode]