Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Charlotte Frederikke)
Gå til: navigation, søg
Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin
Charlotte Frederikke. Portræt af Friedrich Erhard Wagener
Prinsesse af Danmark
Ægtefælle Christian Frederik, konge af Norge og Danmark (som Christian 8.)
Børn Frederik 7., Konge af Danmark
Fulde navn
tysk: Charlotte Friederike
Far Frederik Frans 1. af Mecklenburg-Schwerin
Mor Louise af Sachsen-Gotha
Født 4. december 1784
Ludwigslust, Mecklenburg
Død 13. juli 1840 (55 år)
Rom
Hvilested Camposanto Teutonico (den tyske kirkegård) i Vatikanet
Religion Lutheransk, senere Romersk-katolsk

Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin (tysk: Charlotte Friederike) (4. december 178413. juli 1840) var en prinsesse af Mecklenburg-Schwerin, der var gift med Prins Christian Frederik af Danmark (den senere Christian 8.) fra 1806 til 1810.

Hun var datter af storhertug Frederik Frans 1. af Mecklenburg-Schwerin[1] og mor til Frederik 7.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Barndomsportræt af Charlotte Frederikke som hertuginde af Mecklenburg, udført af Lisiewski.

Charlotte Frederikke blev født den 4. december 1784 i Ludwigslust i Mecklenburg som det syvende og yngste overlevende barn af den senere storhertug Frederik Frans 1. af Mecklenburg-Schwerin og Louise af Sachsen-Gotha.

Hun var livlig, havde aldrig været plaget med strenge opdragere, gjorde hvad der passede hende uden hensyn til formaliteter, fandt venner blandt tjenestefolkene og klædte sig i spraglet tøj, stik mod tidens forskrifter.[1]

Ægteskab[redigér | redigér wikikode]

Charlotte af Mecklenburg skildret af Breda.

Under et besøg i Mecklenburg opholdt hendes fætter, den danske prins Christian Frederik (den senere Christian 8.), sig ved sin morbrors hof i Schwerin, hvor han forelskede sig i Charlotte Frederikke.

Charlotte Frederikke og Christian Frederik blev gift den 21. juni 1806 i Ludwigslust. I 1808 fødte hun en søn, den senere Frederik 7, som hun livet igennem kaldte Frits.[1] En datter født før ægteskabet skulle være jomfru Fanny.

Parret fik bolig i Christian 8.s PalæAmalienborg[1] og overtog sidenhen også Sorgenfri Slot som sommerresidens. Tonen ved hoffet var stiv og traditionsbunden, og det passede hende ikke, da hun var vandt til en friere tone hjemmefra, og hun gjorde sit bedste for at ændre på det. En vinteraften under et selskab, som formodentlig kedede hende, lod hun tjenerne bringe sne op og gav sig til at kaste med snebolde.[1]

Hun var ødsel og konstant i pengemangel trods en rigelig apanage. Så måtte ægtefællen Christian Frederik træde til, og hvis han protesterede, overfusede hun ham foran tjenerne. Over for kronprinseregenten måtte Christian Frederik også ofte undskylde son hustrus opførsel. I et brev skriver han, at han har haft en alvorlig samtale med hende, og at hun har "indset sine fejl og lovet bedring og det af et oprigtigt hjerte, det er jeg overbevist om."[1] Men hendes lofter holdt kun kort.

I oktober 1808 fødte hun en søn, den senere Frederik 7. Hendes moderglæde var stor, men den forandrede ikke hendes opførsel.[1]

Prinsesse Charlotte Frederikke var meget optaget af de tanker, der tog deres udspring i den franske revolution og sværmede for tanken om det enkelte menneskes frihed på en tid med enevældens hævdelse af det hierarkiske samfund.

Skilsmisse og liv i Horsens[redigér | redigér wikikode]

Da Christian Frederik erfarede, at prinsessen havde et forhold til sin sanglærer, komponisten Edouard du Puy, blev parret separeret 1809 og skilt 1810.[1]

Charlotte Frederikke blev forvist til Horsens og fik af kongen Frederik 6. forbud mod at se sin søn igen trods gentagne skrivelser, der kunne slutte med udtryk som "Kys Frits tusinde gange fra mig."[1] Hun ændrede ikke adfærd efter forvisningen, fortsatte med at chokere omgivelserne med bizarre påfund og var konstant i pengemangel som følge af umådeholden godgørenhed. Hun bagtalte sin forhenværende ægtemand og gav ham skylden for alle sine vanskeligheder[1].

J.J.A. Worsaae skrev i nogle noter til et værk, der aldrig blev færdigt: "Fra min barndom i Vejle beretninger fra nabobyen Horsens om den såkaldte "gale" prinsesse Charlotte Frederikke, der af Frederik d. Sjette var forvist. - Hendes eget udsagn: Ansigt som en engel, krop som en skruptudse og sind som en djævel. Egentlig godmodig, men lunefuld, usandfærdig, umoralsk, trodsig og selvrådig. Umuligt at gengive de fast utrolige, men dog pålidelige historier fra hendes hof... Min bedstemor om Torrild-banken, hvor hun trillede sig ned ad til stor skandale for alle."[1]

Senere liv[redigér | redigér wikikode]

Hun levede et lystigt liv i Horsens fra 1810 til 1829, da hun flyttede til Rom efter først at have fået tilladelse til at foretage en kurrejse til Karlsbad og der efter fået den udvidet således, at hun ikke behøvede at vende hjem.[1] På rejsen var hun ledsaget af oberstløjtnant Fritz Paulsen, som blev gift med den datter, Thorvaldsen fik med Anna Maria Uhden. Charlotte Frederikke bosatte sig i Palazzo Bernini på Roms hovedgade, via del Corso under navn af fru von Gothen.[1] Snart optrådte hun med fyrstelig værdighed, behængt med uægte smykker; snart samtalte hun med jævne mennesker på et meget folkeligt sprog. Venskabet med Thorvaldsen holdt livet igennem, på trods af deres store skænderier hver gang, hun ville låne penge af ham.[2]

I 1839 døde Frederik 6. Hun håbede da snart at skulle se sin Frits igen, men blev selv få måneder senere ramt af feber.[1]

Hun døde 55 år gammel den 13. juli 1840 i Rom. I lighed med Albert Küchler blev hun gravlagt på Camposanto Teutonico (den tyske kirkegård) i Vatikanet. Gravmælet for Charlotte Frederikke blev finansieret af hendes søn Frederik 7.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d e f g h i j k l m n Den gale prinsesse
  2. ^ Arne Falk-Rønne: Rom (s. 188), Luther forlag, Oslo, ISBN 82-531-4101-7

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • anonym: "Den gale prinsesse" (Skalk 2003 nr. 1, s. 18-19)
  • Robert Neiiendam: "Ungdom og Galskab : Prinsesse Charlotte Frederikke og Edouard Du Puy", Kbh., V. Pios Boghandel – Povl Branner, 1923.
  • Sebastian von Elm: "Den uartige prinsesse", Kbh., Chr. Erichsen, 1967.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]