Christian Bogø

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Christian Bogø

Personlig information
Født 26. december 1882 Rediger på Wikidata
København, Danmark Rediger på Wikidata
Død 4. december 1945 (62 år) Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Kunstmaler, journalist, dramatiker Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Marius Christian Emil Nielsen Bogø (født 26. december 1882 i København, død 4. december 1945) var en dansk maler, journalist og forfatter.

Opvækst og uddannelse[redigér | rediger kildetekst]

Han blev født som ældste barn af skibsfører Rasmus Peter Nielsen og hustru Emilia Andersson. Familien boede en del år i Lille Strandstræde 9 i København, hvor de drev logihuset Bogø. Stedet var især populært blandt søfolk fra Bogø, og familien blev kendt som Bogø-Nielsen. Rasmus Peter Nielsen døde i 1903, og efter at navneloven blev ændret i 1904, købte enken retten til efternavnet Bogø til sig selv og de syv børn. [1]

Christian Bogø viste tidligt talent for at tegne, og efter at have taget almindelig forberedelseseksamen i 1899, blev han elev hos teatermaleren Carl Lund. Han gik i 1902-03 på teknisk skole og på Kunstakademiet. I 1904 blev han tildelt et rejselegat som tegner, og det gjorde det muligt for ham at rejse til Paris, hvor han videreuddannede sig til marinemaler.[2]

Et eksempel på Christian Bogøs kunst, solgt hos Bruun Rasmussen i 2003.

Journalist, tegner og forfatter[redigér | rediger kildetekst]

Fra 1907 arbejdede Bogø som journalist og tegner ved forskellige københavnske aviser og ugeblade, blandt andet Aftenbladet, Social-Demokraten og Familie Journalen. Da Pressens Magasin skulle lanceres i 1916, vandt han konkurrencen om at levere den første forside, med et billede af Amerikabåden, der sejlede mellem Danmark og U.S.A. I 1924 stiftede han det maritime tidsskrift Vikingen, som han skrev og tegnede til i cirka tre år. Derefter var han i adskillige år redaktør af Danmarks Handels- og Søfartstidende.[2]

Christian Bogøs litterære karriere begyndte under 1. verdenskrig med novellesamlingerne I krigens kølvand fra 1916 og Sporløst fra 1917. I 1918 skrev han sangen Bogø's pris til melodien Den slemme måne, og i 1942 udgav han digtsamlingen Havets musikanter.

Bogø skrev dramatik i folkelig stil, og fik især stor succes med Barken Margrethe af Danmark, der blev opført over to tusind gange i Danmark og Sverige og efterfølgende filmatiseret. Produktionen omfattede:

  • Barken Margrethe af Danmark, medforfatter J. Ravn-Jonsen, komponist Sophus Andersen. Århus Teater, 26-12-1918. Filmatiseret i 1934.
  • Springende Løver. Hjærter i Brand. Medforfatter Axel Strøm, komponist Jørgen Nielsen. Århus Teater, 29-02-1920.
  • Den nye Husassistent. Medforfatter Axel Frische. Sønderbro Teater, 1-10-1920. Opsat i ny udgave på ABC Teatret med supplerende tekst af Børge Müller og musik af Kai Normann Andersen. Filmatiseret i 1933.
  • Manden fra Amerika, medforfatter J. Ravn-Jonsen, komponist Victor Jørgensen. Sønderbro Teater, 9-10-1921.
  • Saadan er menneskene, medforfatter J. Ravn-Jonsen. Povl Vendelbos Teaterselskab 1925.
  • Tre gamle Julenisser. Røde Kro Teater, 30-11-1928.
  • To maa man være, medforfatter Palle Rosenkrantz. Svend Wedels Turné, 12-02-1939.[3]

Christian Bogø malede livet igennem, ofte marinemalerier med skibe for fulde sejl. Danske museer har ikke stået i kø efter hans værker, men de dukker af og til op på både danske og udenlandske auktioner.[4]

Privatliv[redigér | rediger kildetekst]

Christian Bogø indgik i 1910 ægteskab med Constance Sylvia Albertine Lützhøft. Han døde i 1945 og ligger begravet på Garnisons Kirkegård.[5]

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ "Bogø Avis: Christian Bogø - forfatteren til sangen "Bogø's pris"". bogoe.org. 2004-09-01. Hentet 2018-09-25.
  2. ^ a b "Marius Chrsitian Emil Nielsen Bogø. Dansk forfatter, marinemaler og tegner". gravsted.dk. Hentet 2018-09-25.
  3. ^ "Christian Bogø (1882-1945)". Dansk Forfatterleksikon, ved Niels Jensen (danskforfatterleksikon.dk). Hentet 2018-09-25.
  4. ^ "Prices and estimates of works Christian Bogo". arcadja.com (engelsk). Hentet 2020-05-12.
  5. ^ "Christian Bogø". danskefilm.dk. Hentet 2018-09-25.