Claus Eskildsen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Claus Eskildsen
Født 12. januar 1881Rediger på Wikidata
Død 7. oktober 1947 (66 år)Rediger på Wikidata
Nationalitet Danmark Dansk
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Skribent, lærer, politikerRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Claus Hansen Eskildsen (12. januar 1881 i Felstedskov i Felsted Sogn - 7. oktober 1947 på færgen M/F NyborgStorebælt) var en sønderjysk seminarielærer, lokalpolitiker og forfatter.

Liv og karriere[redigér | redigér wikikode]

Claus var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria f. Festersen. Han blev uddannet som lærer ved seminariet i Egernførde i 1901, tog siden mellemskolelærer- og rektoreksamen samt fik en gymnastiklærereksamen i Berlin i 1907-08. Han blev ansat som lærer i Sæd i Ubjerg Sogn 1902, blev i 1905 præparandlærer i Tønder og fra 1909 seminarielærer ved Tønder Seminarium. Efter deltagelse i 1. verdenskrig og i forbindelse med afstemningskampen omkring 1920 blev han knyttet til danskheden.

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger, blandt andre Ole Bole ABC, der udkom i mere end 300.000 eksemplarer, og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Claus Eskildsen sad i årene fra 1909 til 1919 i Tønder Byråd og var blandt andet bestyrelsesmedlem i Historisk Samfund for Sønderjylland fra 1922 til sin død i 1947. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen Sønderjysk Maanedsskrift. 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

Han er begravet på Tønder Ny Kirkegård.

Bøger[redigér | redigér wikikode]

Claus Eskildsen blev i samtiden og senere berømt især for sine to bøger Dansk Grænselære fra 1936 og Den sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942, der - til trods for tiden - var markante opgør med den samtidige nazistiske "Blut und Boden"-argumentation. Claus Eskildsen påviste i begge disse bøger, at hvis nazisterne mente deres standpunkt alvorligt, burde hele Sønderjylland have være genforenet med Danmark (modsat nazisterne, der hævdede det som "tysk kulturgrund")[1]. Claus Eskildsens markante synspunkter fik både tilslutning og modstand i samtiden. Blandt kritikerne var Poul Engberg ved Askov Højskole, der i en dobbeltkronik i dagbladet Heimdal den 15. og 16. juni 1938 forsøgte at gøre Claus Eskildsen til "Blut und Boden"-fortaler til trods for, at denne selv flere gange i sin bog havde understreget, at han støttede den danske holdning, at folkeviljen skulle afgøre grænsens beliggenhed. Bag kritikken lå den kendsgerning, at der i brede politiske kredse var dårlig samvittighed over den måde, folkeafstemningen var blevet gennemført på. Blandt andet havde man tilladt tyskere, der intet tilknytningsforhold havde til Sønderjylland mere på afstemningstidspunktet, at deltage i afstemningerne i 1920, og ligeledes nægtede man at lade en afstemning gennemføre i den planlagte såkaldte 3. zone til trods for, at der her fandtes en massiv danskhed, hvilket viste sig ved de forholdsvis frie valg i 1920-erne. Som det viste sig efter 2. verdenskrig, var der ikke dansk politisk tilslutning til at lade sydslesvigerne udøve deres selvbestemmelsesret.

Dansk Grænselære[redigér | redigér wikikode]

Dansk Grænselære er Claus Eskildsens lidenskabelige opgør med den samtidige tyske (nazistiske) agitation om, at Tyskland mod nord burde gå til Kongeåen, og at grænseændringen i 1920 var uretfærdig. Bogen er bygget op emnevist, idet for hvert emneområde først citeres tyske udtalelser om sagens "rette" sammenhæng, dernæst konfronteres disse med virkeligheden. Claus Eskildsen lægger ikke skjul på sine kilder, der tjener til at vise, at enhver uden adgang til særligt faglige kilder vil kunne overbevise sig om den store afstand mellem tyske udtalelser og faktiske kendsgerninger.

Claus Eskildsen begynder med stednavnene. Han påviser, hvorledes danske stednavne (-torp, -by, -balle, -lev, -mark, -ager, -vang, -lykke, -skov m.fl.) forekommer ned til Danevirke-linjen (inclusive Svansen), frisiske navne (-um, -bøl) findes ved Vadehavet, tyske navne (-büttel, -fleth, -wurth, -wisch, -kamp, -horst, -dorf) findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.[2]

Dernæst behandles racespørgsmålet. Claus Eskildsen bruger tyske undersøgelser og påviser, at nordiske træk (blondt hår, blå eller grå øjne, langskallethed) er mest udbredte i Sønderjylland, alpine træk (brunt hår, brune øjne) fra Holsten og sydpå, hvor de blever mest udprægede i Østrig og Schweiz.[3]

Personnavne viser samme billede: nordiske sen-navne dominerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog for Hamborg som kilde), at "der lever i alle nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke saa mange Borgere af tysk Nedstamning, som der alene i Hamborg findes Petersen‘er og Hansen‘er."[4]

Dernæst kaster Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården, og Claus Eskildsen konstaterer, at "Nord fra og ned til Linien Sli=Danevirke har vi den danske Gaard. Syd fra og op til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingenmandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding."[5]

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser), madvaner, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro.[6] Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster- og Vestergade), hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.[7]

Efter således at have sat Sønderjylland ind i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det påvises hvorledes den tidligere integrerede landsdel skridt for skridt løsrives fra forbindelsen med kongeriget.[8] Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi[9], et afsnit om sprogpolitikken og dens følger[10] og endelig et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges.[11] Bogen afsluttes med et afsnit om Grænseforeningens virke.

Den sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser[redigér | redigér wikikode]

I Den sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser undersøger Claus Eskildsen de sønderjyske slægtsforbindelser dels på administrativt niveau (sogne, købstæder), dels for udvalgte enkeltpersoners vedkommende.

Bogen indledes med et kort afsnit, der beskriver dels overordnede opfattelser af slægtsforbindelser, herunder "lægmandens" indtryk og erfaring. Han rejser spørgsmålet, om en statsgrænse fx afbryder slægtsforbindelser, hvilken indflydelse sproggrænser har, og om slægtsforbindelser automatisk har indflydelse på nationalt tilhørsforhold.

Efter dette gennemgås i korthed de ulige påstande om sønderjyske slægtsforhold. Eskildsen opstiller først 4. muligheder[12]:

  1. at blodsforbindelserne peger nordpå, mod Danmark
  2. at blodsforbindelserne peger sydpå, mod Tyskland
  3. at blodsforbindelserne peger i begge retninger
  4. at blodsforbindelserne er regionale, det vil sige afskårede mod nord og syd.

Han refererer påstande om Sønderjylland som et blodsblandet område og som et tysk område, og han angiver disse påstande som årsagen til sit studium.[13]

Til sine undersøgelser vælger han først 4 sogne nord for 1920-grænsen. Abild sogn ved Tønder, Øster Løgum sogn ved Aabenraa, Vilstrup sogn ved Haderslev samt Tandslet sogn på Als. Han konstaterer, at langt de fleste ægteskaber er lokale (over halvdelen) eller regionale, mens de sidste 10% fortrinsvis går nordpå og forbindelserne sydpå er praktisk talt fraværende. Som en slags modvægt hertil vælges Oversø sogn syd for grænsen, der viser sig at være meget regionalt (ca. 95% fra Sønderjylland, selv efter 1864); for tiden 1834-1893 finder han 1,2% danske mod 3,3% tyske. Eskildsen slutter heraf, at "Mellemslesvig har sprogligt og nationalt skilt sig fra Moderfolket og er ved en Statsgrænse afskaaret derfra. Resultatet er blevet folkelig Hjemløshed mellem to Folk; men Udviklingen peger mod en langsom Assimilering med det tyske Folk."[14]

Desuden undersøger han slægtsforbindelserne i Tønder by på grundlag af borgerrettigheds-protokollen og konstaterer for 1750-1799, at "Ribe og København er vigtigere end Hamburg, Kiel og Lübeck" samt for 1800-1849, "at det er det dansktalende Nordslesvig, der danner Tønder Købstads Rekruteringsomraade. De 5 sydslesvigske Købstæder Husum, Tønning, Frederiksstad, Slesvig, Eckernførde stiller blot 13 Personer, de tre nordslesvigske Købstæder Haderslev, Aabenraa og Sønderborg derimod 22 og Flensborg 10".[15]

Resultaterne sammenlignes med andres undersøgelser, som entydigt viser samme tendens. Sønderjyllands slægtsforbindelser var klart overvejende rettede nordpå.

Endelig gennemfører Eskildsen individuelle slægtsundersøgelser. Han vælger hertil sig selv og tre af sine seminarieelever samt "fire Mænd..., der efter det tyske Mindretals Tilslutning til det nationalsocialistiske Program har staaet som officielt proklamerede Førere (Landesführer)."[16] Næppe overraskende bliver resultatet det samme, idet der blandt de tysksindede er henholdsvis en Tip-Tip-Tip-Oldefader fra Bremen[17] og et "kartoffeltysker"-ægtepar fra Würtemberg, der som Tip-Tip-Oldeforældre i 1760-erne kunne berettige til "tysksindethed". Disse undtagelser bekræfter for Eskildsen reglerne.

Eskildsen sammenfatter sine resultater i statistiske oversigter, der tydeligt viser regelmæssigheden i de fundne resultater.

  1. 99% af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade.
  2. Der er ikke engang 1% tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning.
  3. 97% af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade.
  4. 3% stammer fra tysk Omraade.
  5. Købstæderne har mere tysk blod: Tønder har 8,7%, Haderslev 10,5% og Aabenraa 6,4% rigstysk Blod, men det rigsdanske Islæt er i Tønder 14,2%, i Haderslev 21,6% og i Aabenraa 11,3% - altså fortsat mere dansk end tysk.[18]

Forfatterskab[redigér | redigér wikikode]

  • Claus Eskildsen: Ole Bole ABC, København 1927.
  • Claus Eskildsen: Østfront. Vestfront, København 1929.
  • Claus Eskildsen: Dansk Grænselære, C.A. Reitzels Forlag, København 1936.
  • Claus Eskildsen: Den sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser, C.A. Reitzels Forlag, København 1942.
  • Claus Eskildsen: Tønder 1243-1943, Guldhorn, Tønder 1943.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ jf. Nitschke: Das Auslanddeutschtum. Claus Eskildsen refererer blandt andet følgende: "Det egentlige Stortyskland er den hele tyske Folkegrund. Dertil hører foruden det tyske Rige: hele Østrig, Lichtenstein, Luxemburg og Danzig, store Dele af Czekoslovakiet og af Polen, Dele af Danmark, Litaven, Belgien, Frankrig og Italien." ..."Overalt, hvor der i Europa bor Tyskere, ogsaa der, hvor de talmæssigt set er i Mindretal, er de dog aandeligt og økonomisk højere staaende. De har præget den Jord, som de bebor og bebygger, de har gjort den til tysk Kulturgrund." (Grænselære, s. 172)
  2. ^ Grænselære, s. 19-27
  3. ^ Grænselære, s. 30-36
  4. ^ Grænselæse, s. 45
  5. ^ Grænselære, s. 66
  6. ^ Grænselære, s. 79-92
  7. ^ Grænselære, s. 92-95
  8. ^ Grænselære, s. 99-115
  9. ^ Grænselære, s. 116-136
  10. ^ Grænselære, s. 137-155
  11. ^ Grænselære, s. 156-181
  12. ^ Slægtsforbindelser, s. 9f
  13. ^ Slægtsforbindelser, s. 13
  14. ^ Slægtsforbindelser, s. 62
  15. ^ Slægtsforbindelser, s.76 og 80
  16. ^ Slægtsforbindelser, s. 15
  17. ^ Slægtsforbindelser, s. 96
  18. ^ Slægtsforbindelser, s. 102

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]