Den permanente revolution

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Broom icon.svgDer er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres. Hvis ikke der tilføjes kilder, vil artiklen muligvis blive slettet.
Question book-4.svg

Den permanente revolution - Også kendt som "Teorien om den permanente revolution". Teorien blev udviklet omkring 1905 af den russiske revolutionsleder Lev Trotskij og er en essentiel del af trotskismen

Under 1905 revolutionen i Rusland udviklede Trotskij teorien om den permanente revolution. Teorien gik ud på at en borgerlig revolution som den i Frankrig 1789 ikke længere kunne lade sig gøre i den underudviklede del af verden, kolonierne og i de tilbagestående imperialistiske magter som f.eks. Det Russiske Kejserrige. Dette skyldtes at borgerskabet i disse lande var blevet for tæt forbundet med det feudale aristokrati og derfor ikke ønskede eller kunne gøre op med dem. Derfor var det nødvendigt at arbejderklassen tog denne opgave på sig som den eneste ægte revolutionære klasse. Men da arbejderklassen også havde sine egne interesser ville den ikke stoppe ved de borgerlige demokratiske opgaver, men fortsætte over i den socialistiske revolution, kun sådanne kunne der gøres op med de feudale og tilbagestående regimer. Teorien blev i praksis gennemført under Oktoberrevolutionen.

Teorien stod i stærk modsætning til Stalins teori om Socialisme i ét land og den spillede en afgørende betydning i den trotkistiske modstandskamp imod Stalin.

Moderne trotskister har anført at teorien af bagvejen er blevet realiseret i lande som Cuba og Kina.[kilde mangler] Begge steder ønskede henholdsvis Fidel Castro og Mao oprindeligt blot en borgerlig demokratisk revolution, men blev af nødvendighederne tvunget til at afskaffe kapitalismen for at nå deres mål.