Den russisk-tyrkiske krig (1877-1878)
| Den russisk-tyrkiske krig 1877-1878 | |||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|
 Plevnamonumentet i Moskva |
|||||||
|
|||||||
| Parter | |||||||
 Det Russiske Kejserrige Rumænien .svg){kind=small} Serbien  Bulgarien  Montenegro
|  Det Osmanniske Rige
|
||||||
Den russisk-tyrkiske krig (1877-78 havde som baggrund det Russiske Kejserriges ønske om adgang til Middelhavet og erobre Balkanhalvøen fra det Osmanniske Rige. I Bulgarien og Serbien, så man krigen som i begyndelsen til deres uafhængighed.
Krigen gav også Kongeriget Rumænien mulighed for at fuld uafhængighed, selv om de – i modsætning til andre lande på Balkan – ikke havde været en del af Det Osmanniske Rige, var de stadig officielt under osmannisk herredømme. Derfor benævnes krigen i rumænske historiebøgerne som den rumænske uafhængighedskrigen.
Under krigen støttede de vestlige stormagter den osmanniske side, fordi de ikke ønskede, at Rusland skulle have større magt. Sammen lykkedes det dem at begræse den russiske fremgang, men krigen resulterede i langvarig uro på Balkan. Fredsaftalen blev underskrevet i San Stefano (nu Yeşilköy i nærheden af Istanbul) den 3. marts 1878 og det Osmanniske Rige accepteret i Rumæniens, Bulgariens, Serbiens og Montenegros uafhængighed.
De øvrige europæiske stormagter var utilfreds med San Stefano traktaten som russerne havde dikteret tyrkerne, de frygtede at det kunne medføre, at russerne ville få stor indflydelse i området. Østrig-Ungarn inviteredes derfor til en kongres i Berlin i juni 1878, under ledelse af den preussiske leder Otto von Bismarck. Kongressen vedtog Berlin-traktaten 1878 og bestemmelserne i denne traktat ophævede traktaten San Stefano.
Litteratur
- Hugo Schulman: Minnen från fälttåget i Turkiet åren 1877-1878; Svenska Litteratursällskapet i Finland, Borgå 1955 (svensk)
Eksterne henvisninger
