Diskussion:Coulombs lov

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Fysik Denne artikel, kategori eller skabelon er en del af WikiProjekt Fysik, et forsøg på at koordinere oprettelsen af fysik-relaterede artikler på Wikipedia. Hvis du er interesseret, kan du redigere artiklen som denne skabelon sidder på eller besøge projektsiden, hvor du kan deltage i projektet.
Start Denne artikel er blevet vurderet til Klasse Start på vurderingsskalaen. Eventuelle kommentarer om vurderingen kan skrives i huskeliste-form på denne diskussionsside.


Koblingen mellem den klassiske mekanik og de elektriske kræfter har ikke været så interessant endnu. Newton Og Coulomb har til sammen givet to bud på kraft i Newton.

Vakuumpermittiviten kan udregnes matematisk ud fra Coulombs lov. Hvis den elektrostatiske kraft skal angives i Newton og kunne kombineres med den klassiske fysik, må der nødvendigvis ikke indgå nogen fysiske enheder i formlen, der ikke kan beskrives i den klassiske mekanik, hvor man ikke kender enheden for elektrisk ladning (q/C).

F= 1/(4*pi*E0) * (q1*q2) /r^2

4*pi*F = 1/E0 * (q1*q2) / r^2

r^2 * 4 * pi * F = (1 / E0) * q1 ' q2

E0 = q1 * q2 / (r^2 * 4 * pi * F).

.......

1/2 * m * c^2 = q * t * a * c * m * 1/2q
p = F * t = m * c = m * t * a 
F = m * a    

Jeg slettede en kommentar om, at der i Coulombs Lov (og Newtons generelle tyngdelov) ikke findes tid - men dog acceleration! (28/9-2019 kan jeg tilføje, at både den generelle tyngdekonstant og konstanten k1 kan udtrykkes som et tal, og dette ikke kan være en funktion af tid t, da tid ikke kan udtrykkes som en konstant og ingen hændelse har tiden som årsag, hvilket er filosofisk.)

I Bohr's kvante-teori udregnes produktet q*-q til e^2. Ved dette opnås ikke en forskel på Coulomb-kraften som enten sammentrækkende eller frastødende. Dette skulle være forklaret som planetmodellen, hvor elektronen dermed ikke tiltrækkes af protonen med produktet af ladingerne e og -e = e^2 . Ligeledes beregnes den stærke kernekraft ikke med Coulombs lov. (Fejlkilde.)

De stærkeste elektriske ladninger, man endnu kender er e og -e, men Coulomb angiver teoretiske ladninger med symbolet q. Det er muligvis et matematisk problem at beskrive selve den fysiske egenskab, man kalder elektro-statisk ladning, og dette er en egenskab, der både kan være positiv og negativ, men vi ved ikke, hvordan disse formidles? Både den stærke og den svage kernekraft kan forstås ud fra Coulombs lov, men også (den negative) kraft mellem proton og elektron. (Der er muligvis nævnt gluoner, men jeg ved det ikke.)

Det er bare svært at se nogen mening i at multiplicere q1 og q2, hvis det ikke netop giver muligheden for både et negativt og positivt resultat. I Newtons generelle tyngdelov multipliceres m1 og m2, men man regner der ikke med muligheden for negative masser.

Den sjove ligning 1/2* m* c^2 = q* t* a* c* m * 1/2q er udtryk for en mængde lys' energi, hvor fotoner med massen m skubbes væk fra kernerne af elektronernes elektrostatiske påvirkning. Man ved, at fotoner har en meget svag negativ elektrostatisk ladning, hvorfor de kunne sidde på kernernes positivt ladede dele. Denne teori gør bølgeformen (transversalbølger) overflødig.

Da man kender det halve af ladningsforskellen mellem proton og elektron, kan man udtrykke dette som 1/2 * "noget uforstået", og det lykkes i ligningerne at forkorte ladningerne væk i anden linje, og dette giver så den fordel, at F(Coulomb) optræder særskilt og stadig kan udtrykkes ved Coulombs lov. Hvis man vil udtrykke ladningsforskellen mellem kerne og elektron, og resulatet er 0 * "noget uforstået" en problematisk matematisk faktor, der ville betyde, at resultatet/produktet blev 0. Og tallet 1/2 er værd at huske fra Newtons formel for den kinetiske energi - her af noget lys.

Fotonerne har en næsten neutral ladning. De største ladninger, man kender, e og -e får selv svagt ladede partikler til at tiltrækkes den ene yderlighed. Kernens positive dele holder ikke hårdt på fotonerne. Og de kan let skubbes væk derfra, hvis elektronerne kommer for tæt på, hvilket kræver en påvirkning af elektronerne med energi, der giver elektronernes svingninger fart på og længde. Man kan tænke sig en elektrons ligevægtsstilling som afhængig/proportional af/med dens ladning e, men omvendt proportional med ladningsforskellen i atomet 2e. Elektroner er som regel bundet af molekylære forbindelser. Altså skyldes faktoren en halv i denne sammenhæng fotonernes næsten neutrale ladning, der påvirkes af elektronens elektrostatiske felt.

Udtrykket for en impuls (uden vektor) er teoretisk, og F * t skulle forestille at være den kraft, hvormed atomets kræfter skubber fotonerne væk i løbet af tiden t.

Dette tidsrum t er uhyre kortvarigt, hvorved hastigheden c af fotoner opstår næsten øjeblikkeligt. Derved forklares lysets hastighed som en atomar egenskab, der afhænger af den helt abstrakte acceleration af elektronerne, som tænkes at bevæge sig vertikalt på kernen i svingninger.

Det korte tidsrum for emissionen burde kunne forklare, hvorfor intertialsystemers indbyrdes bevægelse er mindre betydelige, hvor man i astronomi kan påregne en lille forskydning af frekvens og hastighed.

(Det er muligt, at dette burde stå under diskussion af kvante-teori) Claus Damsgaard, Viborg, 4/9-2019. --Damsgaard1971 (diskussion) 4. sep 2019, 11:49 (CEST)