Diskussion:Resveratrol

Page contents not supported in other languages.
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Der mangler kritisk tilgang i artiklen[rediger kildetekst]

Det er vigtigt med en kritisk tilgang til forsøgsresultater, så de ikke fremstår mere positivt, end de bagvedliggende undersøgelser kan bære. Artiklen her er fra ca. 2014 og er skrevet i en ånd af håb om, at resveratrol vil være et stof, der forlænger livet og modvirker mange sygdomme. Resveratrol er undersøgt i et utal af dyreforsøg og reagensglasforsøg, men disse typer af undersøgelser kan ikke forudsige noget om virkninger hos mennesker. Når der opstår en hype indenfor videnskab, som fx en hype om resveratrol, vil der være en tendens til at de studier, der viser en positiv effekt bliver udgivet, mens de øvrige, der ikke viste noget, forbliver i skuffen. Det er der ingen kontrol med. Når det kommer til større undersøgelser med frivillige forsøgspersoner, forholder det sig anderledes. Her skal undersøgelserne registreres i forvejen, så det er klart, hvad der foregår. Undersøgelser af resveratrol i mennesker viser, at det er ganske sikkert at indtage i doser op til 1g/dag eller mere, men at højere doser kan give milde bivirkninger fra fordøjelsessystemet. Det udskilles igen ret hurtigt, indenfor få timer. Der er meget få resultater fra forsøg med mennesker, der er konsistente, dvs., de har kunnet findes på ny i andre undersøgelser. Der er gennemgående ikke konsistente virkninger på risikomarkører for hjerte-kar-sygdom, men lidt flere undersøgelser der tyder på en mulig gavnlig virkning på blodsukkeret. Virkninger på inflammatoriske sygdomme eller kræft er ikke konsistente. Der foreligger et par nyere oversigtsartikler, der også er skrevet i en håbefuld ånd, men hvor konklusionerne stadig er, at der ikke er påvist nogen sundhedseffekter hos mennesker i kontrollerede studier (1,2).


(1) Ramírez-Garza SL, Laveriano-Santos EP, Marhuenda-Muñoz M, Storniolo CE, Tresserra-Rimbau A, Vallverdú-Queralt A, Lamuela-Raventós RM. Health Effects of Resveratrol: Results from Human Intervention Trials. Nutrients. 2018 Dec 3;10(12):1892. doi: 10.3390/nu10121892. PMID: 30513922; PMCID: PMC6317057.

(2) Zhang L et al (2021) https://doi.org/10.1016/j.biopha.2021.112164 130.226.236.6 14. jan. 2024, 11:49 (CET)[svar]

Det lyder fornuftigt nok, hvad du skriver, og du skal være meget velkommen til at indføre i artiklen, hvad pålidelige kilder siger om den problemstilling, du ridser op, jf. Wikipedia:Verificerbarhed. Mvh. Økonom (diskussion) 14. jan. 2024, 12:28 (CET)[svar]