Dynomak

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

En dynomak er høj beta spheromak[1] fusionsreaktordesign udviklet af University of Washington finansieret af United States Department of Energy.[2]

Dynomak reaktoren vil være meget mindre end tokamak reaktordesign (ITER).

Projektet startede som et undervisningsklasseprojekt af UW professor Thomas Jarboe; efter klasseafslutningen blev fortsattes designet af Jarboe og PhD-studerende Derek Sutherland, som tidligere havde arbejdet med reaktordesign med MIT.[2]

I modsætning til andre fusionsreaktordesign (såsom ITER som er ved at blive bygget i Frankrig), vil Dynomak blive, ifølge dens bygningsteam, være sammenlignelig i pris med et konventionelt kulkraftværk.[2]

Prototypen er i øjeblikket ved UW med en størrelse på omkring en tiendedel af et kommercielt projekt, er i stand til holde plasma effektivt indesluttet vedvarende. Højere output vil kræve at prototypen skaleres op og med højere plasmatemperaturer.[2]

En prisanalyse blev udgivet i april 2014 og detaljerede resultater bliver præsenteret ved International Atomic Energy Agency's Fusion Energy Conference d. 17. oktober 2014.[2]

Aktuelle resultater ved Innovative Confinement Concepts Workshop i 2014 viser en ydelse af HIT-SI high Beta spheromak arbejdende ved plasmatætheder på 5E19 m^-3, temperaturer ved 60 eV - og maksimum arbejdstider på 1,5 mSek. Ingen indeslutningstider er blevet givet. Ved disse temperaturer forventes ingen fusion reaktioner, vedligeholdelse, alpha opvarmning - eller neutron produktion.

Kilder/referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ D.A. Sutherland, T.R. Jarboe et al., "The dynomak: An advanced spheromak reactor concept with imposed-dynamo current drive and next-generation nuclear power technologies", Fusion Engineering and Design, Volume 89, Issue 4, April 2014, Pages 412–425
  2. ^ a b c d e Michelle Ma, "UW fusion reactor concept could be cheaper than coal", University of Washington, October 8, 2014