En stynet strejfer

En Stynet Strejfer
En Stynet Strejfer
Studiealbum af C.V. Jørgensen
Indspillet	Werner Demo-Studio
Udgivet	1974
Genre	Rock, folkrock
Spor	9
Sprog	Dansk
Udgiver	Hookfarm (HLS-74-1). I 1998 genudgivet på cd af EMI (4937252)
Producer	Werner Scherrer
Lydtekniker	Werner Scherrer
Musikere
	CV Jørgensen: sang, guitar, harmonica; Ivan Horn: guitar, kor; Thorstein Thomsen: piano, keyboards, kor; Erik Falck: bas, percussion; Gert Smedegaard: trommer, percussion; Jan Caspersen: violin; Per Blichfeldt: vokal, percussion; Rob Schwimmer: Fender Rhodes; Mark Levin: kornet, althorn;
C.V. Jørgensen-kronologi

En Stynet Strejfer er navnet på C.V. Jørgensens første studiealbum, som udkom på LP i 1974 på pladeselskabet Hookfarm. Indspilningen foregik i det dengang primitive Werner Demo-Studio med blot fire spor.^[2] Werner Scherrer, der var ejer af studiet, fungerede som tekniker, men der var ikke nogen egentlig producer knyttet til indspilningen.

Musikalsk er albummet især præget af Ivan Horns virtuose guitarspil, og der optræder et forholdsvist stort antal soli, f.eks. i sange som "Sort vinter", "Poloteknik" og "Direkte fra hjertet blot". I flere af sangene, "Hey Steen Salonfirben", titelnummeret og "Fandens til sumpparty" optræder der en del temposkift, noget som sjældent forekommer på C.V. Jørgensens senere plader. Rytmegruppen er af Niels Martinov blevet beskrevet som "bemærkelsesværdig tung og ikke videre svingende", Samme forfatter betegner produktionen som "meget ujævn" og teksterne som "gådefulde og svært fordøjelige" og præget af en ret udbredt tristhed og pessimisme.^[3]

Albummet fik en ret blandet modtagelse af anmelderne. Land og Folks anmeldelse lød bl.a.: "Sjældent er hørt så mange ord, så usammenhængende med forkert diktion og så ringe tydelighed ... Det er vist år siden, man digtede så snirklet". Af mere positive anmeldelser kunne nævnes Kristeligt Dagblad, der beskrev pladen som "en fornyelse i dansk rockmusik", mens Lasse Ellegaard i Dagbladet Information betegnede pladen som noget af det bedste, der indtil da var sket i dansk rockmusik, idet han dog ligesom bl.a. Land Og Folks anmelder havde forbehold overfor teksterne.^[4]