Ferdinand Hérold

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Ferdinand Hérold
Ferdinand Herold -Lithograph by Louis Dupre.jpg
Information
Fødenavn Louis Joseph Ferdinand Hérold[1]
Født 28. januar 1791
Paris, Frankrig Frankrig
Fødested 10 rue Hérold, ParisRediger på Wikidata
Oprindelse Fransk
Død 19. januar 1833 (41 år)
Sammesteds.
Dødssted ParisRediger på Wikidata
Dødsmåde Naturlige årsagerRediger på Wikidata
Dødsårsag TuberkuloseRediger på Wikidata
Gravsted Cimetière du Père-LachaiseRediger på Wikidata
Statsborger FrankrigRediger på Wikidata
Sprog FranskRediger på Wikidata
Genre Opera
Ballet
Klaverkoncert
Orkester
Beskæftigelse Komponist
Pianist
Violinist
Aktive år 1806 - 1832
Instrumenter
Klaver
Flygel
Violin
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Statue af Ferdinand Hérold ved Garnier Operaen

Ferdinand Hérold (28. januar 179119. januar 1833)[2] var en fransk komponist, pianist og violinist. Han er mest kendt sin ballet La fille mal gardée og ouverturen til operaen Zampa.[3]

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Barndom[redigér | redigér wikikode]

Ferdinand Hérold blev født i Paris, som enebarn af pianisten og komponisten François-Joseph Hérold og Jeanne-Gabrielle Pascal.[4] Han var oldebarn til organisten Nicolas Hérold. Da han var 6 år gammel gik han ved Hix institutet og klarede sig godt i sine studier, mens han gik ved institutet tog han musikteori ved François-Joseph Fétis, da han nåede 7-års alderen spillede han klaver og begyndte at komponer sine første værker.[5]

Hans far ønskede dog ikke at han skulle følge en musikalsk karriere, men med faderens død i 1802 besluttede han at følge sit ønske. Han startede ved Conservatoire de Paris i 1806 og blev undervist af Louis Adam i piano, Charles-Simon Catel i harmoni, Rodolphe Kreutzer i violin[6] og Étienne Méhul i komposition. Hérold blev under opholdet en virtuoso på klaver og violin.[7]

Ungdom[redigér | redigér wikikode]

I 1810 vandt han sin første pris i en klaver konkurrence med en af sine egne kompositioner, noget som aldrig havde sket for ham før. En af dommerne tilføjede "Dette værk er fyldt med regler, men jeg ser en stor tid foran ham"[3]. Han udviklede så meget i sine studier at han vandt konkurrencen Prix de Rome i 1812.[8] Mens han var i Rom i foråret 1813 komponerede han sin første symfoni.[9]

I 1815 flyttede han fra Rom til Napoli af helbredsmæssige oversager. Mens han boede der komponerede han adskillige værker blandt andet sin anden symfoni og tre strygerekvartetter. Hans første opera La gioventù di Enrico Quinto blev præsenteret ved San Carlo som blev godt modtaget af publikum, som ellers ikke kunne lide franske komponister. På det tidspunkt tjente han også 5000 lire på at undervise Joachim Murats døtre, men efter kongen af Frankrig var blevet henrettet var Ferdinand nødsaget til at forlade Italien og rejse til Østrig, hvor han opholdte sig i Wien i 2 måneder under ansættelse af Prins Klemens von Metternich, senere vendte han tilbage til Paris via München og Schweitz.[5]

I 1816 samarbejde han med François Adrien Boieldieu i operaen Charles de France hvilket gjorde ham til et kendt ansigt i befolkningen. I det samme år komponerede han den succesfulde opera Les Rosières, som han dedikerede til sin og lære Étienne Méhul. I 1817 havde hans opera La clochette præmier og var en lang forbedring over Les rosières. Efter besværligheder med at finde en libretto, komponerede han musik for Premier Venu men denne havde dog ikke kvalitet nok til at blive en opera og blev mødt med lidt succes, også Les troqueurs fejlede.[9]

Ferdinands lyst til at komponer tvang ham til at vælge en hvilken som helst libretto der kom hans vej, fordi mange librettister ikke stolede på ham i deres arbejde. Derfor forekom hans næste opera stykker L'amour platonique og L'auteur mort et vivant som fiaskoer. Dette tog modet væk fra Ferdinand og han komponerede ikke en opera de næste 3 år.

Voksenliv[redigér | redigér wikikode]

I 1821 blev han ansat som assistent hos Théâtre-Italien og rejste til Italien for at rekruttere sangere. Dette fornyede hans inspiration og helbred. I 1823 vendte han tilbage på scenen med succesen Le muletier. Hans næste opera Lasthénie var en moderat succes. Ferdinand samarbejde senere med Daniel AuberVendôme en Espagne.

I 1824 gav Opéra Comique for opgave at skrive Le roi René. Samme år blev han akkompagneret ved Théâtre-Italien og 2 år senere blev han kor-mester. I 1825 skrev han Le lapin blanc, som fejlede, fordi Ferdinand ikke var inspireret af librettoen til at skrive god musik.

Hans næste opera Marie fra 1826 blev en stor succes, men sine pligter hos Théâtre-Italien hindrede det hans frihed til at udforske sit talent videre, det betød at han i de næste 3 år kun skrev musik til balletter. I 1827 blev han chef ved Operaen i Paris. Den 3. november 1828 bliver han tildelt Ordre national de la Légion d'honneur,[10] Operaen L’illusion fra 1829 bliver en succes, men Emmeline, som kom året efter blev ikke.

Den 3. maj 1831 er der præmier på en af en hans mest berømte operaer Zampa, den blev populær i både Frankrig og Tyskland, som den dag i dag stadig spilles.[11] Han fulgte op på succesen med La marquise de Brinvilliers i samarbejde med François-Adrien Boïeldieu og Daniel Auber.

Han skrev La médecine sans médecin i 1832 og senere samme år Le Pré aux Clercs, som regnes for et af hans bedste værker. Men blot en måned efter dens præmier dør Ferdinand Hérold efter længere tids sygdom af tuberkulose ved Thernes i Paris. Det betød at operaen Ludovic blev færdiggjort af Fromental Halévy. Ferdinand Hérold blev begravet ved Cimetière du Père-Lachaise.[12]

Værkliste[redigér | redigér wikikode]

Operaer[redigér | redigér wikikode]

1815[redigér | redigér wikikode]

  • La gioventù di Enrico quinto.

1816[redigér | redigér wikikode]

  • Charles de France ou Amour et gloire.[13]

1817[redigér | redigér wikikode]

  • Corinne au capitole.
  • Les rosières.
  • La clochette ou Le diable page.

1818[redigér | redigér wikikode]

  • Le premier venu ou Six lieues de chemin.

1819[redigér | redigér wikikode]

  • Les troqueurs.
  • L'amour platonique.

1820[redigér | redigér wikikode]

  • L'auteur mort et vivant.

1823[redigér | redigér wikikode]

  • Le muletier.
  • Vendôme en Espagne.[14]

1825[redigér | redigér wikikode]

  • Le lapin blanc.

1826[redigér | redigér wikikode]

  • Almédon ou le monde renversé omdåbt Marie.

1829[redigér | redigér wikikode]

  • L'Illusion.
  • Emmeline.

1830[redigér | redigér wikikode]

  • L'auberge d'Auray.

1831[redigér | redigér wikikode]

  • Zampa ou La fiancée de marbre.
  • La marquise de Brinvilliers.[15]

1832[redigér | redigér wikikode]

  • La médecine sans médecin.
  • Le pré aux clercs.

1833[redigér | redigér wikikode]

Ukendt år[redigér | redigér wikikode]

"Les Florentines".

Baletter[redigér | redigér wikikode]

1827[redigér | redigér wikikode]

  • Astolphe et Joconde ou Les coureurs d'aventures.
  • La somnambule ou L'arrivée d'un nouveau seigneur.

1828[redigér | redigér wikikode]

  • La fille mal gardée.
  • Lydie.

1829[redigér | redigér wikikode]

  • La belle au bois dormant.

1830[redigér | redigér wikikode]

  • La noce de village.

Andre vigtige værker[redigér | redigér wikikode]

1812[redigér | redigér wikikode]

  • La duchesse de la Vallière ou Mlle de Lavallière (Prix de Rome vinder).

1813[redigér | redigér wikikode]

  • Symfoni Nr. 1 i C Dur.

1814[redigér | redigér wikikode]

  • Tre Stryger Kvartetter: Nr. 1 i D Dur, Nr. 2 i C Dur, Nr.. 3 i G Mol.

1815[redigér | redigér wikikode]

  • Symfoni Nr. 2 i D Dur.

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]