Ferdinand von Richthofen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Ferdinand von Richthofen

Ferdinand von Richthofen.jpg

Personlig information
Født 5. maj 1833Rediger på Wikidata
PokójRediger på Wikidata
Død 6. oktober 1905 (72 år)Rediger på Wikidata
BerlinRediger på Wikidata
Gravsted BerlinRediger på Wikidata
Bopæl Baden-WürttembergRediger på Wikidata
Far Karl von RichthofenRediger på Wikidata
Mor Ferdinande von RichthofenRediger på Wikidata
Søskende Karl von RichthofenRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Humboldt-Universität zu Berlin,
Universitetet i WrocławRediger på Wikidata
Medlem af Royal Society of Edinburgh,
Royal Society,
National Academy of Sciences,
Det østrigske videnskabsakademi,
Det Preussiske Videnskabsakademi med flereRediger på Wikidata
Beskæftigelse Opdagelsesrejsende, universitetslærer, geolog, videnskabsmand, geografRediger på Wikidata
Arbejdsgiver Rheinische Friedrich-Wilhelms-Universität Bonn, Leipzig UniversitetRediger på Wikidata
Arbejdssted Leipzig, Bonn, BerlinRediger på Wikidata
Elever Anastas IsjirkovRediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Foreign Member of the Royal Society,
Founder’s Medal (1878),
Vegamedaljen (1903),
Ehrendoktor der Ruprecht-Karls-Universität Heidelberg,
Bayerske Maximiliansorden for videnskab og kunst (1899) med flereRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Ferdinand Paul Wilhelm von Richthofen (født 5. maj 1833 i Bad Carlsruhe, Øvre Schlesien, død 6. oktober 1905 i Berlin[1]) var en tysk friherre, geolog, geograf og forskningsrejsende. Richthofen anses som grundlægger af den moderne geomorfologi og ophavsmand til udtrykket Silkevejen.

Richthofen gjorde efter studier i Breslau og Berlin tjeneste som geolog ved Østrigs geologiske riksanstalt og vandt opmærksomhed for sine arbejder om Tyrols dolomitbjerge og Ungarns trakyter (en bjergart). Hans tolkning af de først nævnte som koralrev vandt hurtigt almindelig accept og turde have været afgørende for hans ansættelse i 1860 som geolog ved den preussiske ekspedition til Japan, Kina og Siam. Han besøgte under rejsen tillige Sri Lanka, Java og Filippinerne. Dette var begyndelsen på hans omfattende videnskabelige forskningsrejser, som varede tolv år og blandt andet omfattede besøg i Californien og Nevada, hvilke resulterede i vigtige arbejder om det vestlige Nordamerikas vulkanske bjergarter.

Rejser i Kina[redigér | redigér wikikode]

Richthofen havde sit vigtigste forskningsfelt i Kina, som han undersøgte i alle retninger og om hvilket, han udgav et stort arbejde, China. Ergebnisse eigener Reisen und darauf gegründeter Studien (bind 1, 2, 4, 1877-83, med atlas 1885). Værket var af største betydning ikke kun for Kinas men for hele Centralasiens fysiske geografi, geologi og naturhistorie. Det var i dette værk, at Richthofen først lancerede udtrykket Silkevejen, et namn som siden vandt almindelig accept. Richthofen introducerede tillige navnet Det røde bækken om Sichuan-bækkenet. Bjergkæden Qilian sha var tidligere kendt som Richthofenbjergene.

Richthofens studier i Kina foranledigede ham til at opstille teorien om den æoliske dannelse af løss og dermed sammenhængende steppeklima. Den hovedsagelig af Alfred Nehring påviste forekomst af levn fra flere steppetilknyttede dyr i Europas løssområder har bekræftet Richthofens synspunkter, som i begyndelsen mødte stærkt modstand.[1]

Under sine Kina-rejser havde Richthofen tillige for den tyske regering den opgave at udforske egnede steder for tysk kolonisering, og i 1882 var han den første til at foreslå, at Tyskland skulle overtage Jiaozhou-bugten i Shandong som et egnet støttepunkt for tyske koloniale interesser i regionen, hvilket skete i 1897.

Senere virksomhed[redigér | redigér wikikode]

Efter tilbagekomsten til Europa i 1872 blev han 1875 professor i geografi i Bonn, 1883 i Leipzig og 1886 i Berlin. I det der 1887 indrettede geografiske institut skabte han en unik lære- og arbejdsplads, som blev af stor betydning for de geografiske studiers udvikling ved verdens universiteter. Mange fremstående geografer og forskningsrejsende har studeret under hans ledelse.[2] Sven Hedin var en af Richthofens elever[2] og den, som i væsentlig udstrækning bekræftede hans teorier om det indre Asiens geologiske forhold. Andre fremtrædende elever var Alfred Philippson, Arthur Berson og Wilhelm Sievers.

En stor del af sin tid anvendte Richthofen på Berlins geografiske selskab, hvis formand han var i månge år.[2] Han modtog Wollastonmedaljen 1892. Richthofen interesserede sig også for dybhavs- og polarforskningen og påbegyndte indretningen af et institut for oceanografi.[2] I tilslutning til sine tidligere asiatiske forskninger påbegyndte han i Geomorphologische Studien aus Ostasien (1900-1904) at behandle de vigtige tektoniske spørgsmål vedrørende kontinentets øst-rand ved den store kinesiske slette.[2]

Familje[redigér | redigér wikikode]

Ferdinand von Richthofen var farbroder til kampflyveren Manfred von Richthofen, tillige kendt som "Den Røde Baron".

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

(tysk)[redigér | redigér wikikode]

  • Über Kontaktwirkungen des Syenits im südlichen Tirol (1857)[1]
  • Über Bildung und Umbildung einiger Mineralien in Sydtyrol (1857)[1]
  • “Die Kalkalpen von Vorarlberg und Nordtirol” i Jahrbuch der geologischen Reichsanstalt; 1859–1861[1]
  • Studien aus dem ungarisch-siebenbürgischen Trachytgebirge (ibid. XI, 1860).[1]
  • “Die Metallproduktion Kaliforniens” in Petermanns Mitteilungen; 1865
  • China, Ergebnisse eigner Reisen und darauf gegründeter Studien, 1877–1912, 5 bind og atlas[1]
  • Bemerkungen über Ceylon (1860)[1]
  • Bericht über einen Ausflug nach Java (1862)[1]
  • Bemerkungen über Siam und die hinterindische Halbinsel (1862)[1]
  • Geologische Reiseberichte aus Kalifornien (1864)[1],
  • The Natural System of Volcanic Rocks (1866)[1],
  • Geologische Untersuchungen in China (1869)[1]
  • Über den chinesischen Löss (1872)[1]
  • On the Mode of Origin of the Loess (1872)[1]
  • The Distribution of Coal in China (1873)[1]
  • The Loess of North China and its Relations to the Salt Basins of Central Asia (1873)[1]
  • Aufgaben und Methoden der heutigen Geographie (an address delivered at Leipzig, 1883)[2]
  • Führer für Forschungsreisende (A guide for the traveling researcher), Berlin, 1886[2]
  • Triebkräfte und Richtungen der Erdkunde in neunzehnten Jahrhundert (address on his election as rector, Berlin, 1903)

(engelsk)[redigér | redigér wikikode]

  • Comstock Lode: Its Character, and the Probable Mode of Its Continuance in Depth (1866)
  • Principles of the Natural System of Volcanic Rocks (1867)
  • Letters to the Shanghai Chamber of Commerce (1869–72)

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]