Oceanografi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Oceanografisk frontale systemer på den sydlige halvkugle.

Oceanografi (sammensat af de græske ord ωκεανός der betyder "verdenshav" og γράφω som betyder "at skrive") eller oceanologi er en gren af geovidenskaberne og er læren og udforskningen af verdenshavet.

Oceanografi dækker en bred vifte af emner, inklusiv havorganismer og økosystemers dynamik; havstrømme, havbølger og geofysiske fluiddynamik; pladetektonik og havbundens geologi; og strømmene af forskellige kemiske stoffer og fysiske egenskaber i verdenshavet og gennem dets afgrænsninger. Disse forskelligartede emner viser de mange discipliner, oceanografer blander for at øge viden om verdenshavet og forståelse for processerne i det: biologi, kemi, geologi, meteorologi og fysik.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Først efter de store opdagelsesrejsers tid var der mulighed for en udvikling af oceanografien, og i løbet af de første 200 år udgaves en mængde søkort og praktiske sejlanvisninger; for en stor del var de oplysninger, der samledes, laugs- eller statshemmeligheder. Omkring 1750 begyndte spekulationen over sammenhæng og vekselvirkning mellem fænomenerne og over årsagerne til deres udbredelse, det vil sige den geografiske behandling, men endnu til 1850 var litteraturen om havet næsten kun enten fortællinger om, iagttagne vidunderligheder og om mærkelige rejser eller beretninger til vejledning for sejladsen, der fortælles om vind og strøm, samt for fladsøens vedkommende til dels om dybde og bundart. (Allerede 1737 havde den franske geograf Buache tegnet det første isobathekort). Blandt forskerne fra denne tid fortjener Benjamin Franklin at nævnes.

Begyndelsen[redigér | redigér wikikode]

Skaberen af den moderne oceanografi blev M.F. Maury (1806—73), direktør for marineobservatoriet i Washington. Oprindeligt for at skaffe de for sejlskibene nødvendige oplysninger om vind- og strømforhold og så videre fik han på den internationale kongres i Bryssel 1853 indført internationale ensartede skibsdagbøger. Disse samles i de forskellige staters hydrologiske eller meteorologiske institutter og bearbejdes der. Dybder større end 300 favne var, efter Forbes’ undersøgelser 1840—41 i Det Ægæiske Hav, antaget for at være døde og uinteressante, trods forskellige — ikke påagtede — tegn på det modsatte, som Cook, James Ross og andre havde fundet. Først henimod 1850 begyndte dybhavslodningerne, men allerede 1854 kunne Maury udgive det første dybdekort over det nordlige Atlanterhav. Sliploddet opfandtes på denne tid af amerikaneren Midshipman Brooke og gjorde lodningerne langt lettere at udføre. Planerne om nedlægning af telegrafkabler gjorde lodningerne til en nødvendighed (det første kabel mellem Europa og Amerika lagdes 1858). Til stor overraskelse havde nordmanden Michael Sars’ undersøgelser siden 1850 vist, at der fandtes dyreliv på store dybder. Det bekræftedes af andre forskere, og optagelsen af brudte kabler viste igen omkring 1860 denne særegne dyreverden, ligesom også englænderen Wallich i 1862 og svenskeren Torell i 1864. Resultaterne af nogle engelske dybsøforsknings-togter på "Lightning" 1868 og på "Porcupine" og "Shearwater" 1869—70 var så forbavsende, at den engelske regering ofrede over 200.000 £ på udstyrelsen af skibet "Challenger" til et flydende laboratorium. Det gennemsejlede fra december 1872 til maj 1876 alle oceaner. Deltagere var Wyville Thomson, Murray, Buchanan, Moseley og andre. Men derefter fulgte Amerika med "Tuscarora", "Gettysburg", "Blake" og andre 1873—80, Tyskland med "Gazelle" 1874—76. Norge med "Vøringen" 1876—80, Frankrig med "Travailleur" og "Talisman" 1880—83, Italien med "Washington" og "Vettor Pisani" 1881—85. Af senere togter nævnes fyrsten af Monacos mange ekspeditioner, den russiske "Vitiaz"-ekspedition under Makaroff 1886—89, den tyske "National" eller Plankton ekspedition med Victor Hensen om bord, de østrigske "Pola"-Ekspeditioner 1890—98, svenskerne Otto Petterson’s og Gustav Ekman’s undersøgelser, Nansen’s drift med "Fram" over Polhavet 1893—96, den danske "Ingolf"-ekspedition 1895—96, hvori Martin Knudsen og Ostenfeld deltog, den belgiske antarktiske ekspedition på "Belgica" 1897—99, den tyske dybhavsekspedition 1898—99 på "Valdivia" under ledelse af Carl Chun, "Nero" og "Albatross" 1899—1900 fra USA med Alexander Agassiz, den hollandsk-ostindiske »Siboga«-ekspedition 1899—1900 med Max Weber. Årene 1901—04 så betydningsfulde antarktiske ekspeditioner fra England, Tyskland, Sverige og Skotland. 1903—11 undersøgte de tyske skibe "Edi", "Stephan" og "Planet" oceanerne og 1904 "Albatross" (Agassiz) fra USA Stillehavet. 1907—09 besøgte James Murray og andre Antarktica på en ny britisk ekspedition. 1908—10 var en dansk ekspedition på "Thor" i Middelhavet med I.N. Nielsen og under ledelse af Johs. Schmidt, 1910 så den norske Atlanterhavsekspedition med »Michael Sars«, hvori John Murray og Joh. Hjort deltog, 1911 den tyske antarktiske ekspedition på "Deutschland" og endelig 1921—22 den danske »Dana«-ekspedition under Johs. Schmidt til Sargassohavet og Golfstrømregionen.

International kongres og internationalt samarbejde[redigér | redigér wikikode]

På Otto Petterson’s initiativ afholdtes 1899 en international kongres i Stockholm, hvor der blev lagt program for en international undersøgelse af nordeuropæiske farvande. Dette blev videre udformet på en konference i Kristiania 1901, og et konstituerende møde for »de internationale Havundersøgelser« afholdtes 1902 i København, som var valgt til sæde for centralledelsen. Knyttet til undersøgelserne er et centrallaboratorium i Kristiania. De deltagende stater var til 1. verdenskrig Rusland, Norge, Danmark, Tyskland, Holland, Storbritannien, Finland og Belgien. Virksomheden standsedes omtrent helt 1914, men genoptoges ved et møde i London 1920. Tyskland og Rusland var trådt ud, mens Frankrig var kommet til, hvorved undersøgelsesområdet kunne udstrækkes til det betydningsfulde område foran Kanalen. Undersøgelsernes formål var fiskeriundersøgelser, men metoderne var de i oceanografien anvendte, og netop de internationale havundersøgelser bidrog uhyre til udviklingen af dem og gav meget vægtige bidrag til den oceanografiske videnskabs udvikling. USA og Kanada igangsatte et arbejde efter de samme planer, og en lignende fiskerimæssig og oceanografisk undersøgelse i Middelhavet og tilstødende have var påtænkt fra Frankrig, Italien, Spanien og Portugal. Fra Scripp’s Institut ved Kaliforniens Universitet var efter krigen begyndt meget betydningsfulde undersøgelser i Stillehavet.

Videnskabelige oceanografiske institutioner[redigér | redigér wikikode]

I årenes løb blev der oprettet mange videnskabelige oceanografiske institutioner. Fyrsten af Monaco grundlagde et stort oceanografisk institut i Monaco med et tilhørende museum og et oceanografisk institut i Paris. Lignende fandtes i London og Berlin. En meget betydningsfuld zoologisk station blev grundlagt 1874 af A. Dohrn i Neapel. Norge hav biologiske stationer i Bergen og Drøbak og Danmark en flydende biologisk station, oprettet 1889, hvis leder var C.G. Johs. Petersen.

Metoder[redigér | redigér wikikode]

De videnskabelige metoder blev navnlig i årtierne efter århundredeskiftet (1900) udviklet til megen finhed.

Dybdelodninger[redigér | redigér wikikode]

Til lodninger anvendtes loddemaskiner, hvor lodlinen løb ud over et hjul, der var bremset, så det standsede i det øjeblik, loddet nåede bund; mest brugt var Leblanc’s og Lucas’. Desuden anvendtes til bestemmelse af dybde »Kelvin’s pneumatiske patentlod« og »Rung’s Universalbathometer«. Fra amerikansk side blev eksperimenteret med dybdebestemmelser ad akustisk vej.

Strømmålinger[redigér | redigér wikikode]

Til direkte strømmåling blev konstrueret apparater af O. Petterson, Ekman, Nansen og I.P. Jacobsen. Strømflasker anvendtes både til bestemmelse af overflade- og af bundstrømme.

Vandprøver[redigér | redigér wikikode]

Til hentning af vand fra større dybder blev konstrueret et utal af forskellige former, Buchanan’s, Pettersson-Nansen’s, Ekman’s og Knudsen’s var de mest brugte.

Temperaturmålinger[redigér | redigér wikikode]

Temperaturbestemmelse foretoges dels med vendetermometre, dels med termometre indsat i isolerende vandhentere.

Saltholdighed[redigér | redigér wikikode]

Til bestemmelse af saltholdighed anvendtes hovedsagelig titreranalyse med bestemmelse af klormængden, hvorpå de tilsvarende værdier for den totale saltmængde og for vægtfylden kunne findes i hydrografiske tabeller udarbejdet under Martin Knudsen’s ledelse, men desuden aræometre og andre metoder.

Iltindhold[redigér | redigér wikikode]

Også til bestemmelse af luftindhold og brintionkoncentration blev der udviklet gode metoder.

Lysdybder[redigér | redigér wikikode]

Til bestemmelse af lysets nedtrængen i havet bruges nedsænkning af hvide skiver af bestemt størrelse, idet man målte den dybde, hvori de forsvandt for øjet.

Virkelige fotometre blev konstrueret af Nansen og M. Knudsen.

Beregningsmodeller[redigér | redigér wikikode]

Til beregning af vandudveksling mellem to områder anvendtes de såkaldte »Knudsenske relationer«, og til beregning af havstrømmene en af Bjerknes (Norge) udarbejdet og senere af Helland-Hansen og Sandstrøm udviklet såkaldt »dynamisk snitmetode«.

Fiskeriundersøgelser[redigér | redigér wikikode]

Til fiskeri anvendtes, foruden de sædvanlige fiskeriredskaber, en mængde konstruktioner for planktonnet til fangst af de i havet drivende dyr og planter, plankton. For undersøgelse af den vertikale fordeling blev konstrueret lukkenet, der kunne lukkes med faldlod. Til fangst af større pelagiske dyr havde C.G. Johs. Petersen konstrueret en yngeltrawl; for at få de mindste (men på grund af mængden overordentlig vigtige) planktonformer, nannoplankton, måtte havvandet centrifugeres. Bundfaunaen hentedes op med trawl og svaber samt med C.G. Johs. Petersen’s bundhenter, der tog et bestemt bundareal op og således i modsætning til de andre tillod en virkelig kvantitativ bestemmelse af faunaen.

Resultater[redigér | redigér wikikode]

Blandt de betydeligste resultater, den oceanografiske videnskab kunne opvise efter 1. verdenskrig, var et nogenlunde fyldigt kendskab til de vigtigste nyttefisks geografiske udbredelse, til deres vandringer og til de forhold, de krævede af deres legepladser. For dette var kendskabet til de fysisk-kemiske forhold i havet nødvendigt. Blandt de ting, der havde vist sig at spille en stor rolle, var hvirveldannelsen under strømbevægelsen, interne bølger og navnlig periodiciteten i strømningerne i årets løb og variationerne fra år til år. Endnu kendte man ikke årsagen til disse variationer og kunne derfor endnu ikke forudsige årets fiskerimuligheder. Ved Helland-Hansen’s og Fridtjof Nansen’s undersøgelser var en sammenhæng mellem intensitet af solstråling og strøm påvist for den nordatlantiske strøms vedkommende og for de af denne strøm afhængige store torskefiskerier ved Lofoten. De forskellige »aldersklassers« mængdeforhold inden for de legende torskestimer varierede, som J. Hjort påviste, fra år til år, og da fiskens værdi (dens olieindhold og så videre) varierer med alderen, blev fiskeriets udbytte derved varierende. Allerede havde oceanografien fundet nye fangstfelter for fisk, nye økonomisk vigtige dyrearter, der kunne fastsættes rationelle fredningsbestemmelser for at forhindre en overfiskning, og der blev foretaget omplantninger af rødspætter til gode vækstpladser. For fiskeriundersøgelserne var planktonforskningen en nødvendig forudsætning. Foruden Anton Dohrn må her nævnes Ernst Haeckel, Lohmann (Kiel), Cleve (Sverige), Gran (Norge), Ostenfeld (Danmark) og Allen (England).

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Hav Stub
Denne artikel om et hav eller et stræde er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Geografi