Flygtningelejren i Oksbøl

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Flytningelejren i Oksbøl

Flygtningelejren i Oksbøl var en flygtningelejr ved Oksbøl i Sydvestjylland Lejren blev nødtørftigt oprettet i februar 1945 på et område, der tidligere havde huset en militærlejr, som blev oprettet i 1929. Man påbegyndte her indkvartering, og lejren rummede tre måneder senere ved 2. verdenskrigs afslutning 9.000 flygtninge fra Tyskland, et tal der senere voksede til 36.000 mennesker, og den blev dermed Danmarks sjettestørste "by". Lejren lukkede i foråret 1949. De sidste flygtninge, der blev sendt hjem, var syge, som havde brug for behandlinger. Danmark havde i alt brugt 50-60 millioner kr på lejren.[1]

Flygtningelejr[redigér | redigér wikikode]

Ved slutningen af 2. verdenskrig, fra januar 1945, var der kaos i Tyskland. Englænderne og amerikanerne rykkede mod den tyske grænse vestfra, og Den Røde Hær trængte ind fra øst. Russernes fremrykning medførte en masseflugt af civile mod vest.

Den massive tilstrømning af flygtninge var tyske soldater, kvinder og børn, der var blevet fordrevet af sovjetiske tropper. Mange af dem var så svækkede, at de ikke overlevede i særlig lang tid efter ankomsten. I kraft af deres nationalitet var de ikke velsete i Danmark på den tid. Således var også enhver kontakt med tyskerne forbudt, da de befandt sig bag pigtråd. Flygtningene stod selv for styringen af lejren, der blev gjort til et helt lille samfund. De oprettede bl.a. skoler, politi, teatre og et hospital. I skolen gik der 12.000 børn og 8.000 voksne til undervisning. De blev undervist i praktiske fag og almindelige skolefag. Der var 400 lærere, som underviste 3-5 timer dagligt. Man blev nødt til at trykke nye skolebøger, da man ikke kunne bruge skolebøger fra den nazistiske periode. Politiet bestod af 60 kriminalbetjente og 225 ordensbetjente. Når der var konflikter eller overtrædelse af reglerne, blev det afgjort i lejrretten. Hospitalet rummede 10 afdelinger, hvor der var 32 tyske læger.[1]

Den første lejrchef hed H.L. Bjørnholm, som 1. august 1946 blev skiftet ud med P. Anker Pedersen. Der var 210 barakker i lejren og 80 hestestalde, der var lavet til boliger. Mange ville helst bo i hestestaldene, da der var højt til loftet. Man levede meget tæt i barakkerne, der var op til 150 mennesker i en barak. Men fælles for barakkerne og hestestaldene var, at der var meget koldt. Der var placeret 21 køkkener i lejren, som leverede mad til flygtningene. I lejren havde man også 800 får og 600 angorakaniner, som gav uld til spinderiet. På spinderiet arbejdede der 150 kvinder. I lejren var der mange flittige kirkegængere. Hver søndag var der 10.000 flygtninge, som gik i kirke.[1]

Mange danskere var utilfredse med den store indvandring af tyske flygtninge, så de behandlede dem dårligt. Mansyntes, at tyskerne selv var ude om, at deres situation var som den var. Især i København var der mange danskere, der var utilfredse. De mente, at tyskerne, der var blevet indkvarteret på Skolen ved Sundet i København blev behandlet alt for godt. "Flygtninge bestiller ikke andet end at spise, drikke, snakke og tage solbad på den store grønne sportsplads ved siden af skolen, og man har ikke indtryk af, at de under disse ideelle forhold i de smukke omgivelser har tabt humøret." sagde en Københavner til avisen Aftenbladet.[2]

Til alle lejre var der en advarsel:

Citat ”Ethvert Samkvem med tyske Flygtninge er forbudt.
Det er forbudt at stå stille eller færdes frem og tilbage langs Flygtningelejerens Indhegning eller i dennes umiddelbare Nærhed.

Overtrædelse medfører Straffeansvar”.

Citat

Senere anvendelse[redigér | redigér wikikode]

Da de sidste beboere forlod lejren i 1949, havde indenrigsministeren og boligministeren bestemt, at lejren skulle ryddes helt og genstandene derfra sælges, hvorpå man ville genskabe Aal Plantage, som var blevet ryddet, da lejren skulle bygges. Lejrområdet kom til at indgå i en militærnægterlejr, hvor militærnægterne i løbet af de næste ti år arbejdede med at nedbryde det meste af flygtningelejren samt genetablere plantagen. Kun lazaretbygningen og en kostforplejningsbygning overlevede nedbrydningen af lejren.[3]

I 1959 overtog Hæren området, og året efter blev den sydlige del af lejren hjemsted for kampvognsskolen. Hæren rømmede den nordlige del i 1982; det var her de overlevende bygninger stod, og de blev fra 1983 lavet til vandrerhjem. Per 2018 står bygningerne tomme, idet Vardemuseerne arbejder på at rejse penge til at anlægge et flygtningemuseum på stedet.[3]

Når man kommer til Oksbøl, kan man på Blåvandshuk Egnsmuseum finde oplysninger om flygtningelejren (1945-1949)[4].

Flygtningekirkegården (Oksbøl)[redigér | redigér wikikode]

den tyske gravlund ved Oksbøl er 1675 flygtninge og 121 soldater fra 2. verdenskrig begravet.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Der findes flere tyske flygtningelejre i Danmark, f.eks.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c Pedesen, Ragnhild Anker. Flygtningelejern i Oksbøl - en by bag pigtråd. forsvaret.dk. Hentet 2. maj 2018. 
  2. ^ "40 Tyskere dør hver Dag i København" (PDF). Aftenbladet. 21. juni 1945. Hentet 2. maj 2018. 
  3. ^ a b Flygtningelejren i Oksbøl 1945-49. danmarkshistorien.dk. Hentet 2. maj 2018. 
  4. ^ Blåvandshuk Egnsmuseum

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 55°38′01″N 08°15′20″E / 55.63361°N 8.25556°Ø / 55.63361; 8.25556