Flygtningelejre i Danmark 1944-1949

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Flygtningelejr i Åbenrå, februar 1945

De tyske Flygtningelejre i Danmark blev oprettet efter at de første flygtninge fra Tyskland ankom til Danmark i slutningen af 1944. Presset af den sovjetiske hær iværksatte Tyskland en evakuerings-operation, der dels havde til formål at få tyske soldater og civile bragt i sikkerhed for den sovjetiske hær og dels at få tømt nazisternes koncentrationslejre i Polen inden de allierede nåede frem.

Mellem den 11. februar og 5. maj 1945 blev omkring 238.000 tyskere, fortrinsvis fra Østpreussen, Pommern og De baltiske lande evakueret over Østersøen til det besatte Danmark. Der kom også yderligere omkring 23.000 såkaldte allierede flygtninge, fordelt på ca. 30 lande, der blev betragtet som "ex-enemy-nationals", dvs. allierede flygtninge til trods for, at flere havde kæmpet på tysk side under krigen. Deres registrering, indkvartering, forplejning m.m. blev varetaget af Dansk Røde Kors.

Tyske flygtninge i oprettede flygtningelejre[redigér | redigér wikikode]

De tyske flygtninge udgjorde i 1945 ca. 5 % af befolkningstallet i Danmark. Evakueringen omfattede fortrinsvis kvinder, gamle og børn. I første omgang blev flygtningene indkvarteret på skoler og offentlige bygninger, som blev rekvireret til formålet. Den 15. februar 1949 rejste de sidste tyske flygtninge hjem til Tyskland. 1950 udsendte Flygtningeadministrationen en redegørelse om forløbet. I denne beretning kunne man læse, at de direkte udgifter ved at have de tyske flygtninge i Danmark var på 428 millioner kroner.

Efter den sovjetiske hærs offensiv i januar 1945, blev over to millioner soldater og flygtninge bragt i sikkerhed over Østersøen fra de tyske havnebyer, og mange af dem endte i Danmark. Der blev anvendt alle typer af skibe, f.eks. krigsskibe, troppetransportskibe, fragtskibe, fiskekuttere, slæbebåde og tankskibe. Men turen over havet var ikke uden farer. En sovjetisk ubåd sænkede bl.a. det store passagerskib Wilhelm Gustloff, der var fyldt med flygtninge. Der er ingen, der ved præcist, hvor mange flygtninge skibet havde med, men man ved at ca 1.239 blev reddet. Wilhelm Gustloff sank på mindre end 50 minutter.[1]

De største lejre var Flygtningelejren i Oksbøl (åbnet feb. 1945) og Flygtningelejren på Kløvermarken (åbnet nov. 1945). Nogle af de største danske flygtningelejre var så store, at de havde flere indbyggere end mange af de danske byer. Enkelte havde 20.000-30.000 indbyggere.[1]

Nogle af lejrene var:

Lejrene var omgivet af pigtråd, og det var på det strengeste forbudt for danskere at fraternisere med flygtningene, der på forhånd havde fået at vide, at de ikke ville få varigt ophold i Danmark

Flygtningelejrene efter befrielsen[redigér | redigér wikikode]

Efter Danmarks befrielse den 5. maj 1945, meddelte den britiske overkommando at de 238.000 tyske flygtninge på grund af kaos i Tyskland, foreløbig skulle blive i Danmark.

Forholdene for de tyske flygtninge var kaotiske efter befrielsen, og de danske myndigheder havde først midt i maj måned et overblik over antallet af flygtninge, antallet af indkvarteringssteder, eller hvordan sundhedstilstanden blandt flygtningene så ud. Værnemagten havde fordelt flygtningene i 1100 flygtningeforlægninger. Fra de tomme mindre tyske forlægninger blev barakkerne flyttet til de større lejre. Dette arbejde blev ledet af 8 ingeniørhold fra Beskæftigelsescentralen under Arbejds- og Socialministeriets Flygtningeadministration, der blev oprettet i efteråret 1945 til i samarbejde med Statens Civile Luftværn at varetage situationen omkring de tyske flygtninge.

Med udgangspunkt i lov nr. 21 af 4. februar 1871, § 7 blev der forbudt og under strafansvar at have samkvem og forbindelse med de internerede tyske flygtninge. Desuden blev flygtningene med hjemmel i Fremmedlovens §14 "nægtet varigt ophold i Danmark". Den 24. juli 1945 var ca. 10.000 danskere beskæftiget med at bevogte lejrene.

I oktober 1945 var flygtningene samlet i 465 forlægninger, som i 1946 var bragt ned til ca. 100 forlægninger. Den 15. august 1946 var antallet af de tyske flygtninge blev gjort op til 196.518. Efterhånden som de blev hjemsendt, blev behovet for mange lejre mindre og den 15. oktober 1947 var der kun 10 lejre tilbage i Danmark.

Sygdom[redigér | redigér wikikode]

Flygtningene fik i begyndelsen ikke hjælp fra danske lejre eller tilgang til danske sygehus.[2] Som følge af manglende medicinsk hjælp var der en stor dødelighed blandt flygtningene, dette var hovedsageligt kvinder, børn og gamle.[1] Rundt regnet døde syv tusinde børn.[2] Totalt døde over 13 tusinde flygtninge af mangel på elementær lægehjælp, små rationer og kummerlige boforhold. Flygtningerne var under dansk lægekontrol og havde adgang til indlæggelse på de danske sygehuse. Efterhånden fik lejrene sygeafdelinger, som overvejende blev bemandet med egne læger og sygeplejersker. Der blev også etableret værksteder, skoler, alderdomshjem og kirker.

Omkomne flygtninge i Danmark 1945-1949[redigér | redigér wikikode]

Fra 1945 til 1949 døde der i de danske flygtningelejre 17.209 tyske flygtninge. De fordelte sig oprindeligt på 475 kirkegårde. Efter den tysk – danske krigsgravaftale af 3. oktober 1962 blev de omkomne af Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge flyttet til 34 gravlunde for at sikre deres bevarelse. Gravene passes af Volksbund i samarbejde med de henholdsvis ansvarlige statslige institutioner.

For eksempel er der på Vestre kirkegård i København begravet 5.344 flygtninge, i Ålborg: 1.096 flygtninge, i Århus: 586 flygtninge, i Esbjerg: 1.154 flygtninge, i Frederikshavn: 1.224 flygtninge og i Gedhus: 1.185 flygtninge.

Hjemsendelsen[redigér | redigér wikikode]

De fleste af de tyske flygtningelejre i Danmark blev lukket i 1947 og de sidste flygtninge forlod Danmark den 15. februar 1949.

Kun ca. 15% kom tilbage til deres hjemsted. De fleste kom fra egne som nu var annekteret af Rusland og Polen og de var derfor nødsaget til at bosætte sig i de tilbageværende dele af Tyskland. Hjemrejsen foregik med dansk jernbanematriel og dansk bevogtning. Fra en gennemgangslejr i Kolding, som havde sporforbindelse til Kolding Sydbaner, blev de første flygtninge sendt hjem den 1. nov. 1946 og derefter kørte der regelmæssig tog med ca. 1000 flygtninge sydpå. Hvert tog havde et vagtmandskab på 8 værnepligtige fra Civil Beskyttelsen (CB) foruden DSB mandskabet.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c Undervisningsministeriet (2005), Befrielsen 1945 - Tyske flygtninge på www.befrielsen1945.dk. Hentet 21. juni 2018.
  2. ^ a b «7000 tyske flyktningebarn døde i Danmark», artikkel i Aftenposten 12. mai 2015

Eksterne henvisninger og kilder[redigér | redigér wikikode]