Fornyrðislag

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Fornyrðislag ("oldtidsversemål") er vistnok det oprindeligste nordisk-germanske versemål og det simpleste.

En strofe heri består af otte linjer på fire stavelser, hvoraf to er lange og betonede med forskellig indbyrdes stilling; herefter varieres rytmen, og der opstår forskellige former, grundformer, hvoraf der er fem (to trokæer, to jamber, jambe + trokæ osv.)

Der findes undertiden indblandede tre-stavelses og fem-stavelses linjer, jævnfør kviðuháttr og málaháttr. Hvert linjepar sammenknyttes med rimbogstaver, hovedstav i de lige, bistav[1] − én eller to − i de ulige linjer.

Slutningsrim findes yderst sjældent og er da vistnok tilfældige. I digte i fornyrðislag findes kun undtagelsesvis tilløb til omkvæd, for eksempel i Völuspá, 'Vølvens spådom' i Ældre Edda.

Fornyrðislag benyttes især i episke digte, eddadigtene. I skjaldekvad findes fornyrðislag ikke benyttet før forholdsvis sent, ca. 1100. Som eksempel kan følgende vers i Karl Gjellerups oversættelse af Völuspá tjene:

Hør mig alle
hellige Slægter,
Heimdals Sønner
Store og små;
Valfader vil det,
vel skal jeg nævne
Slægters Skæbne,
jeg skued først.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilde[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ "Hovedstav og "Bistav" hos Ordnet dk.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]



Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.