Fornyrðislag

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Fornyrðislag ("oldtidsversemål") er en variant af det fælles gammelgermanske hovedversemål. Det er det almindeligste versemål i eddadigtningen, især i fortællende digte, og ses også i enkelte runeindskrifter.[1]

En strofe består af otte linjer på fire stavelser, hvoraf to er lange og betonede med forskellig indbyrdes stilling; herefter varieres rytmen, og der opstår forskellige former, grundformer, hvoraf der er fem (to trokæer, to jamber, jambe + trokæ osv.)

Der findes undertiden indblandede tre-stavelses og fem-stavelses linjer, jævnfør kviðuháttr og málaháttr. Hvert linjepar sammenknyttes med rimbogstaver, hovedstav i de lige, bistav[2] − én eller to − i de ulige linjer.

Slutningsrim findes yderst sjældent og er da vistnok tilfældige. I digte i fornyrðislag findes kun undtagelsesvis tilløb til omkvæd, for eksempel i Völuspá, 'Vølvens spådom' i Ældre Edda.

Fornyrðislag benyttes især i episke digte, eddadigtene. I skjaldekvad findes fornyrðislag ikke benyttet før forholdsvis sent, ca. 1100. Som eksempel kan følgende vers i Karl Gjellerups oversættelse af Völuspá tjene:

Hør mig alle
hellige Slægter,
Heimdals Sønner
Store og små;
Valfader vil det,
vel skal jeg nævne
Slægters Skæbne,
jeg skued først.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Kilde[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]