Skjaldekunst

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Sagaornament.

Skjaldekunst eller skjaldskab var en stærkt formbundet, mundtligt overleveret digtekunst, der stod centralt i vikingetidens dannelsesideal. Skjaldenes guder var Brage og Ódin.[1]

Digtform[redigér | redigér wikikode]

Bærende for digtningen er et omfattende system af poetiske omskrivninger – kenninger - der forudsætter et solidt kendskab til norrøn mytologi, og heiti, som er poetiske synonymer, omtrent 2.000 i tallet (se Alexander Jóhannesson). Skaldskaparmal opremser omkring 350 kenninger for de forskellige typer våben; mere end 3.500 kenninger for våbentyper og kamp er registreret i norrøn litteratur.[2]

Vi ved ikke, hvordan digtene blev fremført, men den stramme og regelbundne metrik lader antyde, at der kan have været tale om en kombination af sang og dans, i lighed med det, der stadig findes på Færøerne.[3]

Mange vikingekonger havde skjalde tilknyttet deres hird, og disse stod meget højt i anseelse. Deres funktion var at lovprise kongens bedrifter i farverige og tit bloddryppende skildringer, som gerne blev formuleret i den metrisk stramme og svært forståelige drottkvætt-stil, og derefter reciteret eller sunget blandt folk.

Omsat til nutidige begreber var hirdskjalden på en gang historiker, mytolog, kulturambassadør, krigsreporter, sprognævn og propagandamester – hvilket jo forklarer lidt af hans høje position.[4]

Digtene synes at have bredt sig blandt folk som en løbeild, og de bedste af dem blev husket ordret i mange generationer. Mange af de kvad, som er nedskrevet i de islandske middelalderhåndskrifter, menes at været stort set ordrette overleveringer, som er gået fra mund-til-mund i et århundrede eller mere, inden de blev nedskrevet af historieinteresserede islændinge. Skjaldekunst er i dag en del af den islandske litteratur fra middelalderen.

Blandt de mest berømte norske hirdskjalde var Thjodolf den Hvinverske, Thorbjørn hornklofi og Eyvind Skaldaspillir. De norske skjaldes overleverede saga blev kort. Med Eyvind nåede den norske skjaldekunst sit højdepunkt omkring midten af det 10. århundrede. Derefter overtoges rollen af islændinge. Deres guldalder varede et par århundreder, men med norske bidrag var det forbi.[5]

Den største blandt skjaldene – der dog ikke levede af sin digtning, men af handels- og plyndringstogter, samt som høvding på Island – var Egil Skallagrimson.[6]. Egill var, måske sammen med Eyvind skaldaspillir sin tids personligste skjald, idet hans overleverede digtning vidner om en stærk, splittet sjæl, som benytter sin gave til at få luft — se hans sørgedigte, og hans nidviser.[7]

Kvadenes historiske kildeværdi[redigér | redigér wikikode]

Allerede den engelske historiker Robert Sheringham (1602–78) fra Cambridge-universitetet[8] skrev i sin bog om den ældste engelske historie (De Anglorum gentis origine desceptatio, 1670) at skjaldekvadene var troværdige kilder til kendskab om religiøse tanker og sociale skikke i norrøn tid.[9]

Sigvat Tordssons kvad knyttede en solformørkelse til slaget ved Stiklestad, men den kom to dage senere.

Derfor blev Sigvat Tordssons[10] kvad om Olav Haraldsson konsulteret, da historikerne søgte en pålidelig tidsfæstelse af slaget ved Stiklestad. Snorri skriver, at en solformørkelse indtraf under slaget, og følger den kirkelige tradition ved at opgive 29. august 1030 som dato for slaget. Men professor Christopher Hansteen, der var ansvarlig for den norske almanak,[11] beregnede tidligt i 1830'erne, at Verdalen blev rammet af en total formørkelse 31. august 1030. Snorris datering var enten forkert - eller den var rigtig, og solformørkelsen senere knyttet til slaget, som afvigende naturfænomener ofte knyttes til hellige personers død. Snorri skrev sin beretning 200 år efter slaget, men støttede sig til Sigvat Tordssons arvedråpa over kong Olav:

Intet ringe under
at fra en skyfri himmel
et kraftigt jærtegn hændte
for kongen den dag.
Dagen fik ikke sin farve.
Østfra jeg hørte om slaget.

Men Sigvat var heller ikke til stede på Stiklestad. Han var på pilgrimsfærd til Rom og har måske først hørt om slaget, da han var på vej hjem til Norge i august 1030. Dermed er heller ikke hans kvad noget sikkert bevis for en solmørkelse, der da heller ikke omtales i andre kilder, og først er indtruffet et par dage efter slaget.[12]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Det er foreslået, at guden Bragi faktisk er den norske skjald Bragi Boddason, som digtede de ældste kendte dróttkvætt-strofer og så er blevet gjort til gud. Bragr betyder "digt", og navnet Brage er af samme ordrod. Brage Boddason den ældre var en historisk person.
  2. ^ The Vikings and their weapons (s. 154)
  3. ^ Ifølge sagaerne har det vel nok kun drejet sig om recitation. Dans omtales ikke, men derimod talrige tilfælde, når skjalden hævede sin røst og andre tav. Som Erik Blodøkse sagde, da Egill havde reciteret Höfuðlausn: Bezta er kvæðið fram flutt ..., dvs. Digtet er blevet foredraget på den bedste måde ... og hermed mener kongen Egils stemme og foredragskunst; omstændighederne gør dans umulig. Mens Egill stod og reciterede sit underlødige men smuktklingende kvad, måtte kongen sidde og gruble over, hvordan han skulle løse det dilemma, som alle deltagende befandt sig i. Dans ville kun have distraheret ham, mens Egils røst, med den lidt syngende norrøne accent, måske har tjent som et dulmende underspil.
  4. ^ Propagandaens rolle begrænsedes dog af et faktum, som Snorri Sturluson nævner i sin fortale til Heimskringla, nemlig at når skjalderne skulle lovsynge deres herre, så gjorde de det efter bedste evne, men fordi man kunne være sikker på, at en del af tilhørerkredsen havde oplevet den besungne begivenhed, så kunne skjalden ikke tillade sig at lyve. Hvis han overdriver eller opfinder bedrifter, "så er det hån, men ikke pris" for at citere Snorri. De gamle havde en fin fornemmelse for om en lovsang var rimelig eller ej. Skjaldene kunne også bruge sin kunst til at tale konger til rette, se Bersöglisvísur som Sigvat Tordarson brugte til at få sin herre, Magnus den Gode til at komme på blidere tanker med hensyn til sin regering. Det virkede. Sigvat var den fødte diplomat.
  5. ^ Om danskere og svenskere har gjort sig gældende vides så godt som intet, men i det 11. århundrede var de nordiske sprog allerede ved at skilles. Men man ved dog, at danskerne forstod islændingene, idet islandske skjalde kunne finde på at digte til danske kongers ære, og Saxo nævner islændingene kollektivt blandt sine hjemmelsmænd.
  6. ^ Egill var en af sin tids stormænd på Island. I en skærende kontrast til hans eventyr i udlandet beskrives han som ret fredelig, i hvert fald i voksen alder, når han var hjemme og bilagde strider ad lovens vej.
  7. ^ De, som tvivler om, at den tids mennesker havde de samme følelser som vi i nutiden, inviteres til at læse hans digte. Egils Sonatorrek (sønnetabet) viser en sørgende fader, som har mistet en søn, som har været til alle tider.
  8. ^ Sheringham
  9. ^ Bergsveinn Birgisson: Mannen fra middelalderen (s. 329), forlaget Vigmostad Bjørke, Bergen 2020, ISBN 978-82-419-1827-8
  10. ^ https://nbl.snl.no/Sigvat_Tordsson
  11. ^ Christopher Hansteen
  12. ^ Professor Sverre Steen: Langsomt blev landet vort eget (s. 47-48), J.W. Cappelens forlag, Oslo 1972

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Jóhannesson, Alexander (1956). Isländisches etymologisches Wörterbuch. Bern: A. Francke AG Verlag. .