Forsvarsmekanisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Acap.svg Indforstået sprog
Denne artikel er skrevet i et meget indforstået sprog. Du kan gøre artiklen bedre ved at omskrive den i et sprog, der er lettere at forstå for folk uden forudgående viden om emnet.

Forsvarsmekanismer er i følge Sigmund Freud vigtige ubevidste jegfunktioner, der iværksættes med henblik på, at regulere angst i forbindelse med en persons indre konflikter eller ved konflikter mellem person og omverdenen, således at personligheden kan bevare sin ligevægt. Forsvarsmekanismerne er lige så vigtige for psykens overlevelse, som immunforsvaret er for kroppens fysiske overlevelse. Ligesom immunsystemet kan udvikle sygelige reaktioner som allergier, ligeså kan en fejludvikling i det psykiske forsvar hænde, hvilket kan medføre problemer i tilpasningen.[1]

Typer af forsvarsmekanismer[redigér | redigér wikikode]

Man plejer at skelne mellem primitive/tidlige og højere forsvarsmekanismer. De primitive dannes i barndommen inden der er blevet dannet objektkonstans, og grundforsvaret er karakteriseret ved forskellige grader af splitting. De højere forsvarsmekanismer forudsætter et stærkere og mere veludviklet jeg, hvor grundforsvaret er fortrængning. De andre højere forsvarsmekanismer er i en vis forstand variationer af fortrængning.[1] De højere forsvarsmekanismer bruges utroligt meget ved både neurotisk og ikke-neurotisk adfærd. De tidlige forsvarsmekanismer forbindes ofte med mere sygelige tilstande og alvorlige personlighedsforstyrrelser f.eks. ses splitting især i forbindelse med psykoser, borderline personlighedsforstyrrelse og narcissistisk personlighedsforstyrrelse.[2]

Primitive forsvarsmekanismer[redigér | redigér wikikode]

Benægtelse/fornægtelse[redigér | redigér wikikode]

Ved benægtelse vil man ikke se noget ubehageligt eller overraskende i øjnene. Denne forsvarsmekanisme anses som en umoden form af fortrængning,[2] forskellen mellem disse to forsvarsmekanismer er at ved fortrængning, gør man noget ubehageligt indeni ubevidst f.eks. ved at fortrænge følelser og impulser fra id'et, hvor man i forbindelse med benægtelse lukker øjnene for noget ubehageligt udefra. Før der kan tales om at en person bruger benægtelse, skal vedkommende selv tro på det. Benægtelse ses både indenfor de primitive og højere forsvarsmekanismer.[3]

Projektion[redigér | redigér wikikode]

Ved projektion overfører man forhold fra sig selv på andre. Ordsproget "tyv tror, hver mand stjæler" forklarer mekanismen. Nogle gange kan det være en person med et stærkt overjeg, der ikke vil anerkende sin seksualdrift, og derfor tillægger andre individer den fortrængte seksualdrift. Ved sygelige tilstande som paranoid psykose eller personlighedsforstyrrelser som den paranoide personlighedsstruktur ses projektion ofte, hvor andre personer på fuldkommen urealistisk grundlag får tillagt handlinger og udsagn.[4]

Projektiv identifikation[redigér | redigér wikikode]

Ved projektiv identifikation er to personer i spil. Hovedsageligt minder projektiv identifikation om projektion, men forskellen er dog, at personen ikke er fuldkommen ubevidst om hvad der projiceres over på den anden. Individet er klar over sine egne drifter, men tilskriver dem til andre for at retfærdiggøre hans/hendes adfærd over for dem. Samtidig identificerer den anden sig ubevidst med de sider, som han/hun er blevet tilskrevet.

Splitting[redigér | redigér wikikode]

Ved splitting spaltes et objekt eller individ i "godt" og "ondt." Disse to holdninger er fuldkommen adskilte, og ses blandt andet i barnets udvikling, hvor den på den ene side kan betragte moderen som den "onde" mor, og på den anden side som den "gode" moder. Ved at holde disse to følelser adskilte kan barnet elske og hade sin mor, som i virkeligheden er den samme person. Et eksempel kunne være hvis moderen ikke ville købe en is til barnet, derved ville hun få tillagt egenskaben som "den onde mor," men hvis hun derimod købte den, ville hun være den "gode mor." Med tiden svinder splitting-mekanismen ind, i takt med barnet bliver bedre til at integrere onde og gode aspekter i sit billede af moderen. Når det er sket er der opstået objektkonstans.[1] Ved splitting kan personen selv også have en god og ond side, som ikke har kontakt med hinanden, og det kan være svært at fungere som et voksent menneske.[5] Denne form for opfattelse ses ofte ved psykotiske tilstande, hvor den onde side kan blive projiceret til omverdenen, der ender med at blive opfattet som onde forfølgere, stemmer, stråler eller andre påvirkninger af forskellig slags.[5] Splitting ses også som den mest hyppige forsvarsmekanisme ved folk med borderline personlighedsforstyrrelse.[5]

Idealisering[redigér | redigér wikikode]

Ved idealisering ser man kun de gode sider ved en person. Idealisering er sammen med devaluering kernen i splitting som ses i barnets udvikling, men også ved folk med borderline personlighedsforstyrrelse.[6]

Devaluering[redigér | redigér wikikode]

Ved devaluering ser man kun svaghederne og fejlene hos en anden person. Devaluering kan mindske følelsen af tab og angst samt adskillelse og afvisning ved, at fokusere på personens negative sider. Sammen med idealisering er devaluering kernen i forsvarsmekanismen splitting.

Højere forsvarsmekanismer[redigér | redigér wikikode]

Fortrængning[redigér | redigér wikikode]

Fortrængning er en grundlæggende forsvarsmekanisme indenfor de "højere forsvarsmekanismer," som indebærer at en forestilling eller følelse, fuldkommen udelukkes fra bevidstheden – simpelthen "glemmes." Fortrængningens formål er at skåne jeget for truende og dermed angstfremkaldende oplevelser, ved at skubbe konfliktens indhold og den forbundne følelse dertil helt ud af bevidstheden. Denne forsvarsmekanisme kan eksempelvis ses i barnets ødipale fase, hvor dets behov for at konkurrere, og besejre såvel som de primitive seksuelle lyster fortrænges. På den måde slipper jeget for at konfrontere sig med truende materiale, som ikke kan forenes med virkelighedens vilkår. Fortrængning er den mest effektive forsvarsmekanisme, der dog har sin pris, da det kræver stor energi at holde det fortrængte ude og sammenhængen i personligheden kommer let til at mangle.[7]

Fornægtelse[redigér | redigér wikikode]

Fornægtelse er en speciel form af forsvarsmekanismen fortrængning, hvor man undgår at konfrontere sig med angstfremkaldende og truende oplevelser af den indre eller ydre virkelighed. Eksempelvis kan man se, hvordan barnet i skræmmende situation trækker tæppet over hovedet, og tænker: "Når jeg ikke ser det, er det der ikke."[8] Fornægtelse ses hovedsageligt ved et mindre barn, da mekanismen ved et voksent menneske er uhensigtsmæssigt, på grund af det ville svare til virkelighedsfordrejning. I visse større angstprægede situationer kan denne type forsvar dog forekomme ved det voksne menneske, f.eks. hvis man er til lægen, og får at vide man bærer på dødelig sygdom, kan man simpelthen undgå at høre lægens ord, og erstatte dem i sin fantasi med en anden besked.[8]

Reaktionsdannelse[redigér | redigér wikikode]

Ved reaktionsdannelse ændrer man eksempelvis en indre driftimpuls til det modsatte på ydersiden. Eksempelvis kan lysten til aggressivitet, skjules som venlighed udenpå, uden at individet selv er bevidst om denne proces. Dette betyder dog ikke at ved alt venlig opførsel, er der et indre ønske om aggressivitet. Ved OCD ses reaktionsdannelse meget, ved at man gør det modsatte af ens ubevidste og uacceptable impulser, ved f.eks. tjekker man igen og igen, at der ikke er gået ild i huset, fordi man selv har en ubevidst trang til at sætte ild i huset.[9]

Forskydning[redigér | redigér wikikode]

Ved forskydning knyttes en forbudt følelse til et andet objekt eller en anden situation. Et eksempel er en mand, der er vred på sin chef, grundet han har været led over for manden, men i stedet for at lade denne vrede gå ud over selve chefen, går det ud over mandens kone, når han kommer hjem. Igennem barnets udvikling kan forskydning også forekomme, ved at barnet forskyder det store behov for forældrekontakt til et andet objekt f.eks. en bamse for at mindske separationsangsten.

Identifikation[redigér | redigér wikikode]

Ved identifikation indlemmes træk fra omgivelserne i jeget. Særligt egenskaber man ønsker at være i besiddelse af, bliver oplevet som en del af ens eget jeg. Identifikation er en vigtig forsvarsmekanisme gennem opvæksten, og evnen til at identificere sig med andre, er en forudsætning for samfundstilpasningen, denne proces kaldes introjektion.[10] Det ses ofte at barnet identificerer sig med en anden, grundet af kærlighed eller længslen efter at komme til at ligne objektet. Identifikationen kan dog også finde sted på grund af angst for objektet, og på det ubevidste plan handler det om at få kontrol over det. Det der med et børnepsykologisk udtryk kaldes "identifikation med angriberen," som eksempelvis blev set i de gammeldags familier, hvor barnet identificerede sig med den frygtede faderfigur for at undgå den trussel de repræsenterede, og i fantasien i stedet have kontrol over objektet.[11]

Rationalisering[redigér | redigér wikikode]

Rationalisering omhandler, man finder en tilsyneladende logisk grund til hændelser, der er ubehagelige eller pinagtige. Et eksempel kunne være, når den fattige sagde: "Penge gør ingen lykkeligere," og den mindre attraktive sagde: "Heller ikke skønhed," som forsvar mod følelsen af mindreværd.

Regression[redigér | redigér wikikode]

Ved regression vender man tilbage til et tidligere psykisk udviklingstrin, hovedsageligt til en periode der indebærer en trøstende oplevelse. Oftest til det stadie hvor der er sket en fiksering dvs. en fastlåsning på et udviklingstrin, personen aldrig helt blev færdig med, ofte fordi man enten blev over- eller understimuleret. Et eksempel er når et barn får en bror eller søster, og derfor begynder at tisse i bukserne igen for på den måde at få forældrenes opmærksomhed og omsorg. I regression er der også en form for flugt, f.eks. hvor man gennem alkohol forsøger at flygte fra belastende følelser.

Sublimering[redigér | redigér wikikode]

Sublimering hører til en af de højest udviklede forsvarsmekanismer.[12] "Sublim" betyder ophøjet, og er ifølge Freud en psykisk proces, der fører til at driftenergien rettes (sublimeres) til andre menneskelige aktiviteter, der sættes højt i samfundet.[12] Et eksempel kunne være munke i gamle dage, der ikke måtte have seksuel omgang med andre, og i stedet forvandlede driftenergien til noget andet.

Affekt-isolation[redigér | redigér wikikode]

Ved affektisolation forskydes det følelsesmæssige indehold ud af bevidstheden, der knytter sig til den bestemt situation. Et eksempel kan være, hvis man har en livstruende sygdom, og diskuterer det stille og roligt med en anden person uden at vise stærkere følelser. Sådan et forsvar er ofte umuligt at bryde igennem, da det er blevet en integreret del af personligheden.[13] En form af affektivisolation er intellektualisering, som indebærer, at man forholder sig intellektuelt til smertefulde eller belastende oplevelser uden at blive overmandet af følelser i den forbindelse. Det kan i visse tilfælde være nødvendigt at bruge affektisolation og intellektualisering blandt andet på et hospital, hvor det fra tid til anden kræver en indsats, hvor man ikke må bremses op af følelsesmæssige forhindringer.[14]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Brørup, Mogens m.fl. (2000). Den nye psykologi håndbog. København: Gyldendal. ISBN 87-01-07342-7. 
  • Cullberg, Johan (1999). Dynamisk Psykiatri. København: Hans Reitzels Forlag. ISBN 87-412-3092-2. 

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]