Psykoterapi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Psykoterapi er en fællesbetegnelse for forskellige former for behandling (terapi), der alle består i, at en (eller flere) behandler(e) ved hjælp af psykologiske metoder forsøger at afhjælpe en (eller flere) patient(er)s psykiske problemer. Ordet "psyko+terapi" kommer af græsk og betyder 'behandling af psyken'. Behandlingen sker gennem psykologiske metoder, mest almindeligt igennem samtaleforløb. Psykoterapi kaldes derfor også samtalebehandling for at adskille det fra f.eks. psykofarmakologisk behandling, der er baseret på medicin. Behandlingen kan både være målrettet enkeltindivider, par eller familier.

Historisk baggrund[redigér | redigér wikikode]

Nogle mener, at psykoterapi nok uformelt har været anvendt op gennem historien, men at den først blev formaliseret og tilknyttet sammenhængende teoretiske systemer i begyndelsen af det 20. århundrede ved Sigmund Freud og Carl Gustav Jung i form af psykoanalysen. Andre som Henri Ellenberger hævder, at psykoterapien rødder skal søges i tidlige religiøse praksisser[1]. Atter andre som Anders Dræby sporer psykoterapien rødder i filosofiens historie[2].

Fællestræk[redigér | redigér wikikode]

Fælles for alle psykoterapiformer er ideen om at klienten kan opnå indsigt i eget følelsesliv og egne tanke-/ og handlemønstre, og derved forandre problematiske tanke-/handlemåder eller følelser, der f.eks. kan give sig udslag i angst, depression, krisereaktioner, seksuelle problemer, parforholdsproblemer, spiseforstyrrelser m.v. Psykoterapi praktiseres under mange forskellige former og kan have mere eller mindre overlap med beslægtede interventionsformer som psykologisk rådgivning, psykoedukation, coaching og lignende. Med psykoterapi forstår man dog oftest noget, der retter sig mod dyberegående forandringer i personen. Psykoterapi/samtalebehandling anvendes både i private behandlingsregi og i offentlige sundhedstilbud, fx som led i psykiatrisk behandling.

Psykoterapeutiske hovedtraditioner[redigér | redigér wikikode]

Der eksisterer hundredvis forskellige terapiretninger, hver med deres egen betegnelse, men de fleste retninger hører hjemme inden for en eller flere af følgende psykoterapeutiske hovedtraditioner, som hver især indeholder forskellige undergrene og terapivarianter: [3]

  • Psykodynamisk/psykoanalytisk terapi: lægger vægt på ubevidste konflikter med rødder i barndommen og de relationer man havde til nære omsorgspersoner. I sin klassiske form er freudiansk psykoanalyse en langvarig proces, der strækker sig over flere år, hvor klienten gradvis opbygger indsigt i årsagerne til egne følelser og adfærd. Har siden forgrenet sig i flere forskellige retninger og behandlingsvarianter, der praktiseres i mere kortvarige behandlingsforløb og bygger på forskellige videreudviklinger af Freuds tanker og/eller mere moderne tilføjelser, som fx tilknytningsteori. "Psykodynamisk terapi" er en bred betegnelse, der omfatter alle terapiretninger inden for denne tradition, mens betegnelsen psykoanalyse særligt bruges om terapi, der nært følger den freudianske tradition (klassisk freudiansk psykoanalyse er i dag mindre udbredt).
  • Kognitiv terapi / kognitiv adfærdsterapi: lægger vægt på aktuelle problemer og de tankemønstre, der vedligeholder dem. Har en resultatorienteret tilgang, hvor der arbejdes med et afgrænset psykologisk problem, som hovedregel i kortvarige forløb, hvor man nøje følger de fremskridt, der sker i forhold til problemet.[4] Ved siden af arbejdet med tankemønstre inkorporerer kognitiv adfærdsterapi indlæringsprincipper og teknikker fra adfærdsterapi (se behaviorisme), som er en terapiform, der opstod før den kognitive tilgang, men nu sjældent praktiseres i ren form i psykoterapeutiske forløb.
  • Humanistisk/oplevelsesorienteret terapi: lægger vægt på at opleve og udtrykke undertrykte følelser, reaktioner og potentialer med fokus på en ligeværdig relation mellem terapeut og klient, samt en indfølende holdning hos terapeuten (humanistisk psykologi). Den humanistiske tilgang blev oprindeligt betegnet som den tredje vej, fordi den var baseret på et alternativ til både psykoanalysen og adfærdsorienterede tilgange, der var mere naturvidenskabelige. Oplevelsesorienteret psykoterapi har rødder i gestaltterapi, og Carl Rogers klientcentrerede metode. Emotionsfokuseret terapi er et nyere eksempel på en terapiretning inden for denne tradition.
  • Eksistentiel terapi: lægger vægt på at gøre klienten i stand til at være tro mod sig selv, sine egne værdier og sine egne overbevisninger. Målet er at finde mening og tage ansvar for eget liv. Eksistentiel terapi blev grundlagt af Ludwig Binswanger og Viktor Frankl. Den eksistentielle terapi lægger vægt på, at mennesket er eksistens og ikke udelukkende arv og miljø. Den eksistentielle terapi har derfor et filosofisk grundlag og er baseret på eksistentiel filosofi, fænomenologi og eksistentiel fænomenologi.[5][6] Den eksistentielle terapi tager afsæt i menneskets erfaringsverden og hviler på en klar betoning af frihed, valg og ansvar.
  • Systemisk terapi: lægger vægt på relationer og de underforståede aftaler, der udspiller sig mellem personer. Anser psykologiske problemer for noget, der ligger i hele systemets samspil (f.eks. den måde en bestemt familie fungerer på) frem for noget, der knytter sig til den person, der udviser symptomerne. Er oprindelig udviklet inden for familie- og parterapi, men kan også praktiseres som individuel terapi. Se også narrativ terapi.
  • Kropsorienteret psykoterapi: Terapiformer hvor samtale kombineres med opmærksomhed på og arbejde med klientens krop. Se for eksempel sensetikterapi. Kropsorienterede psykoterapiformer kan have mange forskellige inspirationskilder, men den historisk set vigtigste figur for etablering af traditionen er Wilhelm Reich, der oprindelig var elev af Freud (som Reich senere brød med). Kropsorienterede psykoterapiformer er mindre udbredte / anerkendte end de øvrige hovedtraditioner, bl.a. pga. historiske/kulturelle årsager (psykoterapi har traditionelt haft hovedvægt på samtale).

I tillæg til disse hovedtraditioner findes der en række mere alternative tilgange, som anses for mindre videnskabelige og ikke anerkendes i etablerede behandlingssystemer på lige fod med traditionerne ovenfor. Her kan fx nævnes NLP ("neurolingvistisk programmering") samt tilgange, der kombinerer psykoterapi/psykologi med spirituelle praksisser og new age inspireret filosofi. Transpersonlig psykologi er en form for nyere hovedtradition, der samler nogle af disse sidstnævnte spirituelt inspirerede tilgange - se fx psykosyntese som eksempel. En vigtig inspirationskilde og tidligt eksempel på denne tilgang er Freuds berømte frafaldne elev, Carl Gustav Jung, som kombinerede psykoanalytiske tankegange med elementer fra østlig mystik.

Psykoterapeut[redigér | redigér wikikode]

En psykoterapeut er en person, der udøver psykoterapi. I Danmark er betegnelsen "psykoterapeut" ikke en beskyttet titel[kilde mangler] og den er derfor ikke forbundet med særlige uddannelseskrav, ligesom der heller ikke findes statsautoriserede psykoterapeutuddannelser herhjemme [kilde mangler]. Psykoterapeuter har derfor en varieret uddannelsesbaggrund. Nogle psykoterapeuter har fulgt en privat psykoterapeutuddannelse, hvoraf visse er flerårige. Andre har tilegnet sig psykoterapeutiske metoder gennem efter- eller videreuddannelse i tilknytning til en beslægtet uddannelse som fx psykolog eller psykiater men kalder sig ikke for "psykoterapeut". Andre udøver psykoterapi uden at have en relevant uddannelsesbaggrund eller har blot deltaget i kortvarige kurser.

Psykoterapeut, psykolog, psykiater[redigér | redigér wikikode]

Mange blander disse titler sammen. Modsat psykoterapeut er "psykolog" og "psykiater" beskyttede titler, som kræver en universitetsuddannelse. Mange - men langt fra alle - psykologer og psykiatere arbejder imidlertid med psykologisk behandling, hvor psykoterapi indgår. Selv om de udøver psykoterapi bruger de som regel ikke betegnelsen 'psykoterapeut' om sig selv (undtagelser forekommer). Der er samtidig en del psykologer, der slet ikke arbejder med psykologisk behandling og derfor ikke har praktisk erfaring med psykoterapi. Hverken uddannelsen til psykolog (som handler om hvordan psyken fungerer helt generelt) eller til psykiater (læge, der er specialiseret i sindets sygdomme) lægger hovedvægt på praktisk træning i psykoterapeutiske metoder. Psykologer eller psykiatere, der udøver psykoterapi, har derfor oftest taget supplerende uddannelse på området.

I udlandet[redigér | redigér wikikode]

I flere andre lande (herunder Norge, Sverige, Tyskland, Storbritannien og Holland) er betegnelsen 'psykoterapeut' en beskyttet titel og kun visse uddannelser giver ret til at bære titlen. I nogle lande som f.eks. Storbritannien og USA foregår uddannelsen til psykoterapeut som statsautoriseret universitetsuddannelse. Også i Norge, Sverige, Finland, Østrig, Italien, Tyskland og Holland kræver det en særligt godkendt uddannelse for, at man kan kalde sig psykoterapeut. I Spanien, Portugal, Luxembourg og Belgien kan psykoterapi kun udøves af læger eller psykologer.[7]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Henri Ellenberger, 1970, The Discovery of the Unconscious.
  2. ^ Anders Dræby, Filosofisk terapi, 2017, Det Kongelige Bibliotek
  3. ^ Bjerg, Jens (red). Gads Psykologileksikon, 1.udg., Gads Forlag 2004, side 494.
  4. ^ Oestrich Tankens kraft, Dansk Psykologisk Forlag, 2002
  5. ^ Sørensen & Keller: Psykoterapien og den eksistentielle erfaring. In Sørensen & Keller Psykoterapi og eksistentiel fænomenologi. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag, 2015
  6. ^ Sørensen: Eksistentialisme i psykologi, psykiatri og psykoterapi. In Amdisen, Holst & Nielsen At tænke eksistensen. Aarhus Universitetsforlag, 2009
  7. ^ https://pce-europe.org/file/Infos/Publ-EEA-Regulations.pdf
PsiStub
Denne artikel om psykologi er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.