Francesco Guicciardini

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Broom icon.svgDenne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencyklopædiske stil.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.
Broom icon.svgFormatering
Denne artikel bør formateres (med interne links, afsnitsinddeling o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Francesco Guicciardini.

Francesco Guicciardini (6. marts 1483 i Firenze22. maj 1540 i Arcetri) var en italiensk statsmand og historieskriver.

Faderen tilhørte en gammel, anset familie, og på hans bud opgav Guicciardini, der, efter at have fuldendt sine studier, havde nedsat sig som advokat i sin fødeby, sine planer om at gaa over til den gejstlige stand for på denne måde at vinde frem. Ved sine forbindelser med optimaterne, blandt andre familien Salviati, af hvilken han havde taget sig en hustru, opnåede han i en ung alder at blive sendt som gesandt til Spanien (1512), og opholdet hos Ferdinand den Katolske i et af storpolitikkens centrer udvidede og skærpede den begavede florentiners livssyn. Da han kaldtes tilbage til Firenze 1513, var republikken blevet styrtet og huset Medici atter kommet til magten, og selv om Guicciardini knurrede over den nye regering, skilte han dog ej sin sag fra Medicæerne. 1515 trådte han i Leo X's tjeneste, blev 1516 guvernør i Modena, 1523 præsident i Romagna og havde stor del i pave Clemens VII's mislykkede plan om i forbund med Frankrig at fordrive spanierne fra Italien. 1527 kommanderede han således de pavelige og florentinske tropper. Guicciardini forblev stadig i pavelig tjeneste, som guvernør i Bologna (fra 1531) gjorde han sig yderlig forhadt ved sin strenghed, og heller ikke det florentinske folk yndede ham, da han idelig støttede Medicæerne og navnlig som pavelig kommissær 1530 var ivrig for at få den unge Alessandro indsat til hertug, i hvis tjeneste han trådte efter pave Clemens VII's død 1534. Da den ældre linje uddøde ved Alessandros mord (1537), udnævntes Cosimo I af den yngre linje til hertug; men væsentlig ved Guicciardinis optræden blev hans magt stærkt indskrænket, thi, som han havde udviklet det i sine politiske skrifter, var hans idealstat stærkt aristokratisk. Adelen, hverken folket eller fyrsten, skulle være de egentlige herrer, og for en tid lykkedes det ham virkelig næsten at realisere sine planer. Det 8-mands råd, der stilledes ved hertugens side, bestod af Guicciardinis venner og slægtninge, og selv var han dets præsident. Langt ud over Italiens grænser var han en højt anset mand, og han tænkte endogså på en forbindelse mellem sin datter og hertugen, da denne brød sit Forbund med Slægterne og fjernede sine ældre rådgivere, Guicciardini ikke undtaget. Af harme herover trak han sig tilbage til sin villa i Arcetri ved Firenze, hvor han døde. Sine sidste år tilbragte han væsentlig med udarbejdelsen af sin berømte Storia d'Italia, der går fra 1492—1534 (udkom 1561—64; bedste udgave af Rosini, 10 bind, 1819). Det var et af de første arbejder, der i streng årbogsform behandler hele Italiens historie, og det vidner om politisk klogskab og fordomsfrihed. Dets værdi som historisk kilde er dog blevet meget overvurderet. Selv om begivenheder, hvori han personlig har deltaget, bruger han ofte andres beretninger, og de talrige taler, der i overensstemmelse med tidens litterære smag er indlagte i værket, er alle frie kompositioner, gennem hvilke forfatteren vil karakterisere de handlende. Af stor betydning er desuden Opere inedite, udgivet af Piero og Luigi Guicciardini (10 bind, 1857—67), der blandt andet indeholder en kritik af Macchiavellis Discorsi, den florentinske republiks historie, traktater om Firenzes forfatning med mere, gesandtskabsberetninger samt brudstykker af en selvbiografi og slægtsbog.

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Kilder[redigér | redigér wikikode]