Se kilde til Georg 4. af Storbritannien

{{Infoboks monark
|navn             = Georg 4.
|valgsprog        = 
|billede          = George IV 1821 color.jpg
|billedtekst      = Kroningsportræt af sir [[Thomas Lawrence]], 1821
|titel            = Konge
|land             = [[Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland]] og [[Kongeriget Hannover|Hannover]]
|regeret          = 29. januar 1820 – {{nowrap|26. juni 1830}}
|kroning          = 19. juli 1821
|forgænger        = [[Georg 3. af Storbritannien|Georg 3.]]
|tronfølger       = [[Vilhelm 4. af Storbritannien|Vilhelm 4.]]
|regent           = {{List collapsed|title=''Se liste''|1=[[Robert Banks Jenkinson, 2. jarl af Liverpool|Jarlen af Liverpool]]<br>[[George Canning]]<br>[[Frederick John Robinson, 1. viscount Goderich|Vicomte Goderich]]<br>[[Arthur Wellesley, 1. hertug af Wellington|Hertugen af Wellington]]}}
|reg-type         = [[Storbritanniens premierministre|Premierministre]]
|ægtefælle        = {{ægteskab|[[Caroline af Braunschweig-Wolfenbüttel]]|1795}}
|ægtefæller       = [[Maria Fitzherbert]] {{small|(~1784-1794)}} <br/> [[Mary Robinson (digter)|Mary Robinson]] {{small|(1779-1781)}} <br/> [[Grace Elliott]] {{small|(1782)}} <br/> [[Frances Villiers]] {{small|(1793-1807)}} <br/> [[Isabella Ingram-Seymour-Conway]] {{small|(1807-1819)}} <br/> [[Elizabeth Conyngham]] {{small|(1819-1830)}}
|ægtefæller-type  = Elskerinder
|børn             = {{bulleted list|[[Prinsesse Charlotte Augusta af Wales|Prinsesse Charlotte]]}}
|fulde navn       = George Augustus Frederick
|hus              = [[Huset Hannover|Hannover]]
|far              = [[Georg 3. af Storbritannien|Georg 3.]]
|mor              = [[Charlotte-Sofie af Mecklenburg-Strelitz]]
|født             = {{Fødselsdag|1762|8|12}}
|fødested         = [[St. James's Palace]], [[London]]
|død              = {{Dødsdato og alder|1830|06|26|1762|08|12}}
|dødested         = [[Windsor Castle]], [[Berkshire]]
|begravet         = 15. juli 1830
|gravsted         = [[St George's Chapel]], [[Windsor Castle]]
|signatur         = George IV Signature.svg
|religion         = [[Den engelske kirke|Anglikansk]]
}}
{{elefantridder|År=1815}}
'''Georg 4.''' ('''George Augustus Frederick'''; [[12. august]] [[1762]] – [[26. juni]] [[1830]]) var [[Kongerække (Storbritannien)|konge]] af [[Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland]] og af [[Kongeriget Hannover|Hannover]] fra sin far, [[Georg 3. af Storbritannien|Georg 3.]]'s død [[29. januar]] 1820 til sin død ti år senere. Fra [[1811]] til sin tiltrædelse var han [[prinsregent]] under sin fars [[sindssygdom]]. Hans regentskab (engelsk: ''regency'') gav navn til perioden, dens [[arkitektur]] og dens [[mode]].<ref>[https://study.com/academy/lesson/regency-period-fashion-clothing-shoes.html Regency Period: Fashion, Clothing & Shoes | Study.com<!-- Botgenereret titel -->]</ref> Han fik [[arkitekt]]en John Nash til at bygge [[Royal Pavilion]] i [[Brighton]] og ombygge [[Buckingham Palace]], samt sir Jeffry Wyattville til at genopbygge [[Windsor Castle]].

I hemmelighed havde han giftet sig med en [[katolik]], Maria Fitzherbert, i [[1785]]. I [[1795]] giftede han sig officielt med [[Caroline af Braunschweig]], som han forgæves søgte at lade sig skille sig, efter at han var blevet konge i 1820. (Caroline døde i [[1821]].) Deres eneste barn, den 21-årige [[Prinsesse Charlotte Augusta af Wales|prinsesse Charlotte]], døde efter selv at have sat et dødfødt barn til verden i [[1817]].<ref>[https://www.royal.uk/george-iv George IV (r. 1820-1830) | The Royal Family<!-- Botgenereret titel -->]</ref> 

Georg 4. blev den mest forhadte af [[Huset Hannover|Hannover-kongerne]]. Befolkningen hadede ham for at leve i luksus og overflod i en tid, da den jævne mand hundesultede pga krigen med Frankrig, og der var opløb i gaderne efter brød. Georg selv var smækfed, men fik alligevel digteren Leigh Hunt idømt en [[bøde]] på £ 500 og sat i [[fængsel]] i to år for at have kaldt Georg 4. "''en fed [[adonis]] på 50''".<ref>Karl Shaw: ''Royal Babylon'' (s. 166), Virgin 1999, {{ISBN|1-7535-0360-3}}</ref> Georg 4. blev efterfulgt på tronen af sin yngre bror, [[Vilhelm 4. af Storbritannien|Vilhelm]].

== Baggrund ==
[[Fil:Allan Ramsay - Queen Charlotte (1744-1818), with her Two Eldest Sons - Google Art Project.jpg|thumb|left|Georg (t.v.) med sin mor [[Charlotte af Mecklenburg-Strelitz|dronning Charlotte]] og lillebror Frederik. Portræt af Allan Ramsay, [[1764]].]]
Georg 4. blev født i [[St. James's Palace]] og kom først lidt skævt ud, idet hofmanden [[jarl (titel)|jarlen]] af Huntingdon straks bekendtgjorde, at den nyfødte tronarving var en pige.<ref>[http://www.bbc.co.uk/history/british/empire_seapower/george_fourth_01.shtml BBC - History - British History in depth: George IV: The Royal Joke?<!-- Botgenereret titel -->]</ref> Som ældste søn af et britisk statsoverhoved blev han automatisk [[hertug af Cornwall]] og [[hertug]] af Rothesay ved fødslen; få dage senere blev han udnævnt til [[prins af Wales]] og jarl af [[Chester]].<ref>Smith, E. A., p.1</ref> Georg var den kvikkeste og mest lærenemme af kongens sønner. Han havde stor sans for [[Walter Scott]]s værker. Det var ham, der fik få Scott adlet til [[baron]]. Mere overraskende var [[Jane Austen]] blandt hans favoritter.<ref>[https://www.telegraph.co.uk/history/9468608/Raise-up-your-glass-to-a-good-gross-king.html Raise up your glass to a good, gross king - Telegraph<!-- Botgenereret titel -->]</ref>

== Druk og kvindehistorier ==
Som syttenårig indledte prinsen et forhold til Mary Robinson ([[1757]]-[[1800]]) efter at have set hende som Perdita i stykket ''Florizel and Perdita'' [[3. december]] [[1779]]. Han lovede hende £ 20.000 udbetalt, straks han fyldte 21. Det løfte havde han aldrig til hensigt at opfylde, skønt Robinson fødte ham en datter. Robinson truede ham så med alle de breve, han havde sendt hende, som han havde signeret "Florizel". Hans far betalte til sidst pigen ud med £ 5.000 og en årlig pension, der imidlertid blev uregelmæssigt udbetalt. Mary Robinson blev senere en respekteret skribent og omgikkes [[Mary Wollstonecraft]] og [[Samuel Taylor Coleridge|Coleridge]].<ref>[https://www.regencyhistory.net/2014/04/mary-perdita-robinson-1757-1800.html Regency History: Mary 'Perdita' Robinson (1757-1800)<!-- Botgenereret titel -->]</ref> Hun fik sit [[portræt]] malet af både [[Joshua Reynolds]] og [[Thomas Gainsborough]] og ligger begravet på Gamle [[Windsor (England)|Windsor]] gravplads i [[Berkshire]].<ref>[http://www.bbc.co.uk/berkshire/content/articles/2004/09/17/mary_robinson_hester_davenport_feature.shtml BBC - Berkshire - History - The Prince's Mistress<!-- Botgenereret titel -->]</ref>

Når Georg ville i seng med en kvinde, greb han til alle tricks i bogen. Hjalp det ikke med tårer, vrede eller penge, påstod han, at han var dødssyg eller ville tage sit liv. Han bad altid en erobring om en lok af hendes hår til erindring. Efter hans død fandt hans brødre blandt hans ejendele omkring 7.000 [[konvolut]]ter med kvindehår nok til at udstoppe en sofa, hundredvis af dame[[handske]]r og mængder af kærlighedsbreve. '''Prinny''', som han ofte blev kaldt, foretrak overvægtige kvinder ældre end han selv som lady Melbourne, der sandsynligvis fik et barn med ham, [[opera]]sangerinden Elizabeth Billington<ref>[https://books.google.no/books?id=QDTeDQAAQBAJ&pg=PT15&lpg=PT15&dq=elizabeth+billington+opera+george+IV&source=bl&ots=w2VMkVVsw_&sig=ACfU3U2IWiAa7rOr__EWNGSw8L_O_16Y4g&hl=en&sa=X&ved=2ahUKEwjlrcnTnefkAhXsyKYKHUrECcUQ6AEwDXoECAkQAQ#v=onepage&q=elizabeth%20billington%20opera%20george%20IV&f=false] Tim Harford: ''Fifty Things that Made the Modern Economy''</ref> og statsmanden [[Karl August von Hardenberg]]s kone, der skyndsomst blev sendt hjem til Tyskland i håb om at undgå skandale. Var ingen damer i hans egne kredse tilgængelige, gik Georg på [[bordel]]. Han var stamkunde i et hus i [[Covent Garden]], der specialiserede sig i piskning.<ref>Karl Shaw: ''Royal Babylon'' (s. 169)</ref>
[[Fil:GeorgeIV1780.jpg|thumb|left|[[Miniaturemaleri]] af Richard Cosway, ca [[1780]].]]
Prins Georg var det meste af tiden alt andet end ædru. Til middag drak han mindst tre flasker [[vin]] og fejrede enhver anledning med at blive stangdrukken, også da han stod gudfar for greven af Rutlands søn. Især medgik der utrolige mængder kirsebær[[likør]]. [[Charles Lamb]] skrev om ham:
::''Not a fatter fish than he
::''flounders round the Polar Sea.
::''See his blubbers at his gills.
::''What a world of drink he swills!''
Ved den anledning erhvervede Georg sit [[øgenavn]] ''Prince of Whales'' = [[Hval]]prinsen.<ref>[http://1812now.blogspot.com/2012/03/march-15-1812-charles-lambs-triumph-of.html 1812now: March 15 1812: Charles Lamb's Triumph of the Whale<!-- Botgenereret titel -->]</ref>

Han er også foreslået som et af flere mulige ophav til det engelske [[børnerim]]:
::''Georgie Porgie, [[Budding|pudding]] and [[pie]],
::''kissed the girls and made them cry.
::''When the boys came out to play,
::''Georgie Porgie ran away.''<ref>[https://www.neatorama.com/2011/08/03/who-was-the-real-georgie-porgie/ Who Was the Real "Georgie Porgie"? - Neatorama<!-- Botgenereret titel -->]</ref>

== Ungdom ==
[[Fil:Galería Nacional, Londres, Inglaterra, 2014-08-07, DD 036.JPG|thumb|[[Søjle]]rne foran [[National Gallery]] på [[Trafalgar Square]] er hentet fra prins Georgs Carlton House.]]
[[Fil:Maria_Anne_Fitzherbert1788.jpg|thumb|Maria Fitzherbert.]]
Til sin 21. fødselsdag fik prinsen Carlton House af sin far. Straks besluttede han at omdanne det til et [[palads]], der kunne måle sig med [[Versailles]] og [[Vinterpaladset]]. Uden hensyn til omkostningerne blev skattebetalernes penge anvendt til den mest afsindige luksus. Et år brugte han mere end £ 250.000 til nye møbler, et andet år blev møblerne ombetrukket for £ 49.000. I [[1826]] var Georg træt af huset og fik det simpelthen revet ned. Det eneste, som står i dag, er [[søjle]]rne, som genbruges foran [[National Gallery]] på [[Trafalgar Square]].<ref>Karl Shaw: ''Royal Babylon'' (s. 168) </ref>

Kort efter sin 21-års-fødselsdag var han blevet forelsket i den borgerlige Maria Fitzherbert, seks år ældre end han, to gange [[enke]] og [[katolik]].<ref>Smith, E. A., p.33</ref> Hendes samtidige omtalte hende som stor og konet, med en lang, spids næse, og munden deformeret af et dårligt tilpasset gebis. Da hun afviste ham, greb han til sin velprøvede rutine med at fortælle hende, at han var alvorligt syg. Det fæstede hun dog ingen lid til. Til sidst tilbød han hende i desperation ægteskab, selv om ''Act of Settlement 1701'' udelukkede en katolsk ægtefælle fra at bestige tronen, og ''Royal Marriages Act 1772'' forbød prinsens ægteskab uden kongens accept. Hvis hun stadig sagde nej, insisterede han på, at hans hjerne ville gå itu (''My brain will split!''). I juni [[1784]] gik han så langt, at han lod som han havde knivstukket sig selv hjemme i Carlton House.<ref>[http://www.englishmonarchs.co.uk/hanover_25.html Maria FitzHerbert<!-- Botgenereret titel -->]</ref> Fru Fitzherbert følte sig så presset, at hun sagde ja til hans frieri, hvorpå hun straks rejste til udlandet og sendte et afskedsbrev, hvor hun sagde, at hun havde aflagt sit løfte under pres og derfor mente sig berettiget til at bryde det. Prinsen besvarede det med et 42 siders brev med selvmordstrusler.<ref>Karl Shaw: ''Royal Babylon'' (s. 171-72) </ref>

På trods af protester gennemgik parret en vielsesceremoni [[15. december]] [[1785]] i hendes hus i Park Street, [[Mayfair]]. De blev viet af præsten John Burt, hentet fra Fleet-fængslet, hvor han sad for [[gæld]]. Burt fik £ 500 og et løfte om at blive [[biskop]], hvis han forrettede og i øvrigt holdt mund om vielsen. En af prinsens bedste venner holdt vagt ved døren. Men få dage senere var historien ude over hele byen. Georg indrømmede dog kun overfor sine allernærmeste venner, at den havde fundet sted. Ellers benægtede han den, og fik sin nærmeste politiske allierede, [[Charles James Fox]], til kategorisk at afvise sagen i parlamentet. Fox var i god tro og tilgav aldrig prinsen, at han havde holdt ham for nar på denne måde. Fru Fitzherbert kom i en mærkelig stilling. Som officiel prinsesse af Wales boede hun i et smukt hus i Pall Mall, hvor hun underholdt sine gæster på kongeligt vis, og hun anskaffede [[juvel]]er til £ 50.000. Det forbedrede ikke prinsens økonomi; i[[1786]] havde han en gæld på £ 250.000; seks år senere var beløbet fordoblet. En gang belejrede fogeden fru Fitzherberts hus for at opkræve gælden og gav ham 24 timer til at betale. Da han allerede havde pantsat de flleste af sine egne smykker, betalte han ved at pantsætte fru Fitzherberts.<ref>Karl Shaw: ''Royal Babylon'' (s. 167-72)</ref>

Forholdet varede i 27 år og overlevede også fru Fitzherberts forskrækkelse over Georgs svigefulde, [[bigami]]stiske ægteskab med prinsesse Caroline. Da fru Fitzherbert var 55 år, brændte kongen hende af som "''en krakilsk gammel kone''". Hun forlangte en formel [[separation]] og opnåede efter en del pinlige sammenstød en årlig pension på £ 10.000.<ref>Karl Shaw: ''Royal Babylon'' (s. 173)</ref> Officielt fik parret ingen børn; men det har været hævdet, at der blev født børn, som antog navnet Wyatt efter fru Fitzherberts død.<ref>[https://news.google.com/newspapers?nid=1144&dat=19370502&id=HSIbAAAAIBAJ&sjid=3ksEAAAAIBAJ&pg=4334,7012488 The Pittsburgh Press - Google News Archive Search<!-- Botgenereret titel -->]</ref>

== Ægteskab ==
[[Fil:Dupont - Caroline of Brunswick, Princess of Wales.jpg|thumb|Den uskønne [[Caroline af Braunschweig]], malet af Gainsborough Dupont omkring 1795.]]
Georg 3. var forfærdet over sin søns opførsel og hans støtte til [[Whig-partiet|Whig]]-partiet og [[Charles]] James Fox. I [[1795]] var sønnen så forgældet, at han så sig tvunget til at gifte sig med sin kusine [[Caroline af Braunschweig]] - datter af Georg 3.s søster [[Augusta af Storbritannien|Augusta]] - for at parlamentet skulle betale hans gæld. Han var frastødt af brudens urenlighed og hun af hans fedme i kontrast til det flotte [[portræt]], hun fik vist. Han var stangdrukken i sit bryllup, og næste morgen var angiveligt den eneste gang, de var sammen som mand og kone, og deres datter prinsesse Charlotte (1796–1817) blev undfanget.<ref>Kevin Flude: ''Divorced, beheaded, died...'' (s. 130), Michael O'Mara books, London 2009, {{ISBN|978-1-84317-362-5}}</ref>

Datteren var kun nogle få uger gammel, da forældrene blev separeret. Efter hendes fødsel fik Georg et sammenbrud og skrev et testamente, hvorefter han efterlod alt til "''Maria Fitzherbert, som er min hustru i [[Gud (monoteistisk)|Guds]] øjne, og altid er og vil være det i mine''". Men straks han var kommet sig, glemte han testamentet.<ref>Karl Shaw: ''Royal Babylon'' (s. 48)</ref>

I februar 1811 blev Georg prinsregent pga. sin fars sindssygdom. Den gamle var blevet far til 15 børn, men havde ikke et eneste barnebarn født i [[ægteskab]]; og hans syv levende sønner blev af statsministeren, [[Arthur Wellesley|hertugen af Wellington]], omtalt som "''de mest fordømte møllesten, nogen regering har haft hængende om halsen''". [[Percy Bysshe Shelley|Shelley]] kaldte dem "kongelige [[vampyr]]er".<ref>Karl Shaw: ''Royal Babylon'' (s. 165)</ref>

Georg 4. fik tre [[epilepsi|epileptiske]] anfald, i tiden da han blev indsat som prinsregent, og var omtrent lige så gammel som hans far, da ''han'' fik sine første anfald. Ved nyheden om [[slaget ved Waterloo|sejren ved Waterloo]] blev prinsregenten hysterisk og måtte beroliges. Han fantaserede om at have redet hesten Fleur-de-Lys i et [[Hestevæddeløb|væddeløb]], skønt han var så overvægtig, at han kun kunne komme op i sadlen ved hjælp af en sindrig hejsekran; og om at have deltaget i slaget ved [[Salamanca]], forklædt som [[general]] Eberhardt von Bock. Mange af hans [[symptom]]er lå tæt på hans fars. Men da ''[[Sunday Times]]'' rejste spørgsmålet, om prinsregenten led af nedarvet sindssygdom, blev Georg 4. ude af sig selv og ville have [[statsadvokat]]en til at rejse sag mod avisen og fik presset [[indenrigsministeriet]] til at tredoble afgiften på søndagsaviser.<ref>Karl Shaw: ''Royal Babylon'' (s. 48-49)</ref>

Prinsregenten iværksatte store byggeprojekter, især med arkitekten John Nash. De udviklede [[Regent Street]] og [[Regent's Park]], fik moderniseret [[Buckingham Palace]] og [[Windsor Castle|Windsor-slottet]], og bygget Royal Pavilion i Brighton. Georg fik også overtalt regeringen til at bygge et nationalgalleri. Ved sin fars død i 1820 arrangerede Georg en storslået kroningsceremoni, hvortil han forbød sin kone adgang, da hun vendte tilbage fra Italien, hvor hun havde boet siden [[1814]], for at gøre sine krav som dronning gældende.<ref>[https://www.britannica.com/biography/George-IV George IV | Biography & Facts | Britannica<!-- Botgenereret titel -->]</ref> Det ville Georg ikke høre tale om, og han var uklog nok til også at ville have hendes navn fjernet fra den [[anglikanske kirke]]s [[liturgi]], for ikke at udsætte den engelske befolkning for den [[blasfemi]] det - med hans ord - ville være at bede for hende. Han forlangte også en erklæring fra [[Overhuset]] om, at Caroline havde bedraget ham med kammertjeneren Pergami, og at ægteskabet dermed var ophævet. Sagen var en [[skandale]], der gav genlyd i hele det britiske samfund. Carolines forsvarer, Henry Brougham<ref>[https://spartacus-educational.com/PRbrougham.htm Henry Brougham<!-- Botgenereret titel -->]</ref> var personligt overbevist om hendes skyld, men den kunne ikke bevises. Desuden var kammertjenerne, hun skulle have været utro med, italienere og dermed i den engelske befolknings øjne helt utroværdige. Broughams krydsforhør af Majocchi resulterede kun i, at Majocchi sagde ''Non mi ricordo'' (Jeg husker ikke)<ref>[https://www.britishmuseum.org/research/collection_online/collection_object_details.aspx?objectId=1488070&partId=1 British Museum - Non mi ricordo. Or cross-examination extraordinary<!-- Botgenereret titel -->]</ref> 87 gange. Udsagnet indgik derefter i engelsk, at det udløste latter 50 år senere. Lord Broughams afsluttende forsvarstale blev regnet som den bedste nogensinde. Han var helten, der blev hyldet i gaderne. For første gang havde folkets oprørstrang vist sig som hengivenhed for dronningen og åbnede vejen for fredelige [[reform]]er.<ref>Paul Johnson: ''The Offshore Islanders'' (s. 265), Phonenix giant paperbacks, 1995, {{ISBN|1-85799-381-0}}</ref>

Kort efter blev Caroline syg. Da [[Napoleon]] døde, sagde Georgs tjener til ham: "''Deres Majestæts største fjende er død!''" hvortil Georg skal have svaret: "''Gud, er hun?''" Caroline døde kort efter. Selv mente hun, hun var blevet [[Forgiftning|forgiftet]].<ref name="autogeneret1">Kevin Flude: ''Divorced, beheaded, died...'' (s. 131)</ref>

== Regeringstid ==
[[Fil:His Most Excellent Majesty George the Fourth, lithograph by T.C.P., from the original by George Atkinson, profile artist to His Majesty, printed by C. Hullmandel, published by G. Atkinson, Brighton, November 15, 1821.jpg|thumb|[[Litografi]] af Georg 4., [[1821]].]]
Georg 4. blev gjort til grin af brillante [[karikatur]]tegnere som Gilray, Rowlandson, Cruikshank og Heath, som alle blev stenrige af at gøre nar af ham. Det gik så langt, at Georg tilbød Cruikshank £ 100, bare han holdt op med at tegne ham som en fordrukken gammel stodder. Georg var skræmt fra vid og sans af [[den franske revolution]] lige på den anden side af [[Engelske Kanal|kanalen]]. Han blev allerede bombarderet med trusselsbreve fra privatpersoner. Da Georg blev konge, sprang direktøren for Det kongelige Teater i Brighton over [[nationalsang]]en, af frygt for at den skulle udløse et oprør. Hvor Georg end viste sig, råbte folk af ham, og hans vogn blev tilsvinet. Nationalhelten hertugen af Wellington blev buet efter i gaderne, da det blev kendt, at han havde erklæret sin [[loyalitet]] mod kongen. I [[1812]], da sultende mennesker gik i optog og råbte "''[[Brød]] eller [[blod]]!''", måtte hans hjem, Carlton House, bevogtes af [[soldat]]er. Men på den tid turde han knapt at opholde sig i London, men gemte sig for det meste i Brighton.<ref>Karl Shaw: ''Royal Babylon'' (s. 167)</ref>

Hofmanden Charles Greville beskrev Georg 4.s dagligliv i [[1829]]: han indtog sin morgenmad i sengen, læste aviserne der, døsede igen og stod ikke op før kl. 18, når det var tid til at sætte sig til middagsbordet. Så gik han i seng igen senest kl. 23. Han sov dårligt og ringede med klokken omkring 40 gange hver nat. Hvis han ville vide, hvad klokken var, gad han ikke dreje hovedet for at se på sit ur, men tilkaldte kammertjeneren. Det samme hvis han ville drikke vand, gad han gad ikke række hånden ud efter glasset. Hans kammertjenere var derfor helt smadrede; de kunne ikke klæde sig af og knapt lægge sig ned for natten.<ref>Karl Shaw: ''Royal Babylon'' (s. 171)</ref>

Befolkningens kamp for [[stemmeret]] tiltog, og Georg 4.s regeringstid huskes især for [[Peterloo-massakren]] i [[Manchester]] i august [[1819]], hvor [[kavaleri]]et angreb fredelige demonstranter på det mest brutale.<ref>[http://www.peterloomassacre.org/history.html History of The Peterloo Massacre<!-- Botgenereret titel -->]</ref> Selv påstod Georg med årene at have deltaget i [[slaget ved Waterloo]]. Hver gang råbte han til statsminister Wellington: "''Var det ikke sådan?''" og denne svarede: "''Jeg har ofte hørt Deres Majestæt sige det.''" Med tiden foretrak Georg Tory-partiet og fra at støtte katolske krav, tog han afstand fra dem. Først i [[1829]] fik Wellington tvunget ham til at underskrive ''Catholic Relief Act'', der åbnede parlamentet for katolikker.<ref name="autogeneret1" />

== Besøget i Skotland ==
[[Fil:George IV in kilt, caricature.jpg|thumb|150px|Samtidig [[karikatur]] af Georg 4. i [[kilt]].]]
Georg 4.s besøg i Skotland i [[1822]] var det første af en britisk monark siden [[1650]].<ref>[http://www.bbc.co.uk/history/historic_figures/george_iv_king.shtml BBC - History - George IV<!-- Botgenereret titel -->]</ref> Også kongen optrådte i [[kilt]].<ref>{{Cite web |url=https://georgianera.wordpress.com/2015/08/04/one-and-twenty-daft-days-in-1822-king-george-iv-visits-scotland/ |title=‘One and twenty daft days’ in 1822: King George IV visits Scotland – All Things Georgian<!-- Botgenereret titel --> |access-date=21. september 2019 |archive-date=21. september 2019 |archive-url=https://web.archive.org/web/20190921181120/https://georgianera.wordpress.com/2015/08/04/one-and-twenty-daft-days-in-1822-king-george-iv-visits-scotland/ |url-status=dead }}</ref> Hans ophold i [[Edinburgh]] skabte begejstring for alt skotsk, hvorefter kilten ligefrem kom på mode - mindre end 80 år efter, at den var blevet forbudt af myndighederne i kølvandet af slaget ved Culloden,<ref>https://www.scotsman.com/lifestyle-2-15039/otd-1822-george-iv-s-tartan-and-pink-tights-trip-begins-1-4784564</ref> det sidste slag på britisk jord.<ref>[http://www.aftenposteninnsikt.no/viten/det-siste-slaget-p-britisk-jord Det siste slaget på britisk jord. | Aftenposten Innsikt<!-- Botgenereret titel -->]</ref>

== Sidste år ==
Den aldrende konge fik sit hår farvet og anvendte en formue på salver, [[eau de cologne]] og jasminolie. Han bar så tyk sminke, at hans hud så ud som den var dækket af glasur. [[Victoria af Storbritannien|Den unge prinsesse Victoria]] syntes det var modbydeligt at skulle kysse sin farbrors fedtede kind. Han led af højt [[blodtryk]] og fik ofte en [[åreladning]] før han viste sig offentligt. Han led også af hævede kirtler i halsen og dækkede dem med høje kraver, der kom til at danne mode. Normalt gik han med sit enorme korpus klemt ind i et [[korset]], men da han skulle åbne [[Waterloo Bridge|Waterloo-broen]], viste han sig uden bælte eller korset, og hans mave hang omkring hans knæ. I de sidste otte år af sit liv led han af [[arteriosklerose]], [[skrumpelever]] og [[ødem]]er, og i sine sidste måneder kunne han hverken gå eller sove, ikke engang ligge ned pga. problemer med vejrtrækningen. Selv om han søgte lindring med en daglig drik bestående af [[opium]], [[skarntyde]], [[brandy]] og eau de cologne, fik hans smerter ham til at skrige, så vagterne uden for slottet kunne høre det. Hans lig truede med at sprænge kisten, så der måtte bores et hul, der slap noget af [[gas]]sen ud. Et øjenvidne beskrev hans begravelse som meget det samme som hans regime: En ubehagelig affære. ''[[Times]]'' skrev i hans [[nekrolog]], at "''der var aldrig et individ mindre savnet af sine medskabninger end den afdøde konge''".<ref>Karl Shaw: ''Royal Babylon'' (s. 175-76)</ref>

== Referencer ==
{{Reflist}}

== Eksterne links ==
{{Commonskat|George IV of the United Kingdom}}
* [http://welfen.de/GeorgIV-Koenig.htm Georg IV.] på hjemmesiden ''[http://welfen.de Die Welfen]'' {{de icon}}

{{start boks}}
{{s-hou|[[Huset Hannover]]|12. august|1762|26. juni|1830|[[Huset Welf]]|navn=Georg 4.}}
{{s-reg}}
{{s-før|rows=2|før=[[Georg 3. af Storbritannien|Georg 3.]]}}
{{s-ttl|titel=[[Konge af Storbritannien og Irland]]|år=[[1820]]–[[1830]]}}
{{s-eft|rows=2|efter=[[Vilhelm 4. af Storbritannien|Vilhelm 4.]]}}
{{s-ttl|titel=[[Konge af Hannover]]|år=[[1820]]–[[1830]]}}
{{slut boks}}

{{Storbritanniens monarker}}
{{Hannovers regenter}}
{{Huset Hannover}}
{{autoritetsdata}}
{{FD|1762|1830|Georg 04 af Storbritannien}}<!-- '04' i stedet for '4', aht. sortering -->

[[Kategori:Konger af Storbritannien]]
[[Kategori:Konger af Hannover]]
[[Kategori:Huset Hannover]]
[[Kategori:Protestantiske monarker]]
[[Kategori:Frimurere fra Storbritannien]]
[[Kategori:Briter i 1700-tallet]]
[[Kategori:Briter i 1800-tallet]]