Georgij Tjitjerin

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Georgij Tjitjerin

Bundesarchiv Bild 102-12859A, Georgi Wassiljewitsch Tschitscherin.jpg

Personlig information
Født 24. november 1872 Rediger på Wikidata
Karaul Rediger på Wikidata
Død 7. juli 1936 (63 år) Rediger på Wikidata
Moskva Rediger på Wikidata
Dødsårsag Hjerneblødning Rediger på Wikidata
Gravsted Novodevitjekirkegården Rediger på Wikidata
Politisk parti Ruslands socialdemokratiske arbejderparti, Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti, Sovjetunionens kommunistiske parti Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Sankt Petersborgs Statsuniversitet Rediger på Wikidata
Medlem af Centralkomiteen i det sovjetiske kommunistparti,
Sovjetunionens centrale eksekutivkomité Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Musikolog, diplomat, politiker Rediger på Wikidata
Deltog i 10. kongres af det Kommunistiske Parti i Sovjetunionen Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Georgij Tjitjerin (russisk: Георгий Васильевич Чичерин, født 24 november 1872 i guvernementet Tambov, død 7 juli 1936 i Moskva), var en sovjetisk politiker og udenrigsminister.[1]

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Efter at have gjort tjeneste i tsarens diplomatkorps tilsluttede Tjitjerin sig til den socialdemokratiske bevægelse, først til mensjevikkerne og senere til bolsjevikkerne. Han blev tvunget til at flygte fra Rusland i 1904 på grund af sine politiske aktiviteter og tilbragte herefter 14 år i Berlin, Paris, London og Bryssel. Han blev i 1907 sekretær i Ruslands socialdemokratiska arbejderpartis udlandsafdeling, men blev arresteret og året efter udvist fra Tyskland. Ved første verdenskrigs udbrud flygtede han fra Bryssel til London, hvor han blev udnævnt til sekretær for Kommittéen for russiske flygtninge og efter februarrevolutionen i 1917 og afsættelsen af tsaren blev han sekretær i en kommitté for de russiske emigranters hjemrejse. På grund af hans krigmodstand, en opfattelse han delte med Vladimir Lenin, blev han fængslet i Storbritannien, som ønskede, at Rusland skulle fortsætte krigen.

Efter oktoberrevolutionen i 1917 og bolsjevikkernes magtovertagelse lykkedes det Lev Trotskij at få ham frigivet ved en udveksling med den britiske ambassadør, der var fængslet i Rusland.[1] I januar 1918 kunne han vende tilbage til Moskva, hvor han omgående blev udnævnt til vice-folkekommissær for udenrigsanliggender under Trotskij. Straks efter at freden i Brest-Litovsk blev underskrevet i februar 1918 efterfulgte han Trotskij, da Trotskij havde talt for en mindre kompromisvenlig linje overfor Tyskland og centralmagterne. Som folkekommissær for udenrigsanliggender (udenrigsminister) deltog Tjitjerin i Genuakonferencen i 1922 og underskrev Rapallotraktaten samme år,[1] der ersattede aftalen fra Brest-Litovsk og indebar, at Rusland fik tabte landområder tilbage, og at diplomatiske forbindelser blev genoprettet med Weimarrepublikken. I december samme år blev Sovjetunionen oprettet.

Tjitjerin trak sig tilbage i 1930.[1]

Tjitjerin var nevø til den russiske filosof og jurist Boris Tjitjerin.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d Biografi i Britannica.com]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]