Gudsfred

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gudsfreden (latin: Pax Dei) var i sammenhæng med begrebet Guds våbenhvile (Treuga Dei) en middelalderlig fredsordning, som skulle dæmpe og senere helt fjerne den retsløse tilstand, hvor enhver måtte ty til selvtægt for at få sin ret. Den kom i stand ved et samarbejde mellem den åndelige magt (Den Katolske Kirke) og den verdslige magtudøver, kongemagten. Gudsfred var et tilstræbt mål i alle europæiske lande op gennem Middelalderen.

Gudsfreden bestod af en række beslutninger, som blev indgået under ed og med trussel om ekskommunikation. Den skulle hindre overgreb mod personer (ubevæbnede gejstlige, bønder og købmænd), bygninger (kirker, klostre, offentlige pladser og veje) samt ejendom (kvæg og afgrøder). Den senere tilføjede Guds våbenhvile forbød de våbenbærende at føre krig mod resten af befolkningen på bestemte dage (f.eks. i fastetiden, ved højtiderne og på bestemte ugedage).

Oprindelsen til Gudsfreden skal søges i det 11. århundredes Auvergne i Frankrig. Statsmagten kunne ikke opretholde den offentlige orden i det 10. og 11. århundrede, og derfor blev det nødvendigt for kirken at skabe nye, udøvende organer, de såkaldte Pax-militser. Man ønskede især at bekæmpe lavadelen og den svageste del af den egentlige adel, mens kirken måtte støtte sig til højadelen, da den var nødt til at bygge på andres magtudøvelse. På den måde blev Gudsfreden til et magtinstrument for højadelen, som fik kirkelig og juridisk støtte til i beherskelsen af deres landområder.

Med tiden stillede borgerskabet krav om en ligeberettigelse i magtudøvelsen overfor adel og gejstlighed. Denne usikkerhed i grundlaget for Gudsfreden blev udnyttet af kongemagten, der gjorde sig til domsmagt i alle forhold vedrørende stridigheder mellem landets indbyggere. Kirken opnåede derved kongens beskyttelse og havde ikke længere brug for Gudsfreden.

I Danmark og flere andre europæiske lande virkede Gudsfreden som et forbillede for den senere landefred, som kongemagten pålagde fyrster og adel i alle dele af riget.

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Dominique Barthélemy: L'An mil et la paix de Dieu : la France chrétienne et féodale (980-1060), 1999, ISBN
  • Dominique Barthélemy: La Mutation de l'an mil a-t-elle eu lieu? : servage et chevalerie dans la France des 10. et 11. siècles, 1997, ISBN
  • Paul Bertrand, Bruno Dumézil, Xavier Hélary, Sylvie Joye, Charles Mériaux og Isabelle Rosé: ouvoirs, Eglise et société dans les royaumes de France, de Bourgogne et de Germanie aux Xe et XIe siècles (888-vers 1110), 2008, ISBN 978-2-7298-3995-6
  • Monique Bourin og Michel Parisse: L'Europe de l'an mil, 1999, ISBN
  • Georges Duby, L'An mil, 1993, ISBN
  • Jean Flori, La Guerre sainte : la formation de l'idée de croisade dans l'Occident chrétien, 2001, ISBN
  • Thomas Gergen: Pratique juridique de la Paix et Trêve de Dieu à partir du concile de Charroux (989–1250) 2004 (Rechtshistorische Reihe Band 285), ISBN
  • Hans-Werner Goetz: Die Gottesfriedensbewegung im Licht neuerer Forschungen. i Arno Buschmann og Elmar Wadle (udg.): Landfrieden – Anspruch und Wirklichkeit, 2002, ISBN
  • Sylvain Gouguenheim: Les Fausses Terreurs de l'an mil : attente de la fin des temps ou approfondissement de la foi ?, 1999, ISBN
  • Thomas Head og Richard Landes (udg.): "The Peace of God. Social Violence and Religious Response in France around the Year 1000", 1992, ISBN
  • Hartmut Hoffmann: Gottesfriede und Treuga Dei, 1964 (Monumenta Germaniae Historica; 20)
  • William Chester Jordan: Europe in the High Middle Ages, 2003, ISBN
  • A. Kluckhohn: Geschichte des Gottesfriedens. Leipzig 1857
  • Pierre Riché: Les Grandeurs de l'an mil, Editions Christian de Bartillat 1999, ISBN 2-84100-185-7
  • Myriam Soria-Audebert og Cécile Treffort: Pouvoirs, Eglise, société: conflits d'intérêts et convergence sacrée (IXe-XIe siècle), 2008, ISBN 978-2-7535-0657-2
  • Bernhard Töpfer: Volk und Kirche zur Zeit der beginnenden Gottesfriedensbewegung in Frankreich, 1957

Eksterne links[redigér | rediger kildetekst]