Hans Jørgensen Sadolin

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Broom icon.svgFormatering
Denne artikel bør formateres (med interne links, afsnitsinddeling o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Hans Jørgensen Sadolin
Født 1528Rediger på Wikidata
ViborgRediger på Wikidata
Død 1601Rediger på Wikidata
Far Jørgen Jensen SadolinRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Præst, digterRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Hans Jørgensen Sadolin (o. 1528 i Viborg – o. 1601) var en dansk humanist, søn af biskop Jørgen Jensen Sadolin.

Sadolin var født i Viborg, hvorfor han i den lærde Verden ofte kaldtes Vibergius. Et Vikariat i Frue Kirke i Kjøbenhavn, som Faderen 1536 havde faaet, overlod han med kongelig Tilladelse Aaret efter til Sønnen «til at optugtes og holdes til Skole med». Han beholdt det dog langt ud over sin Læretid (til 1576). Efter at have opholdt sig nogen Tid som Student i Kjøbenhavn drog han 1550, forsynet med Dr. Peder Palladius' Anbefaling, til Wittenberg, hvor han ved sit gode Hoved og sit elskværdige Væsen i høj Grad vandt Melanchthons Yndest. Efter en Rejse til Sydtyskland vendte han tilbage til Wittenberg, hvor han fra 1552 af udfoldede en saa frugtbar Virksomhed som latinsk Digter, at han fik et anset Navn i Humanisternes Kreds.

Hjemkommen blev han 1556 Præst i det store Thoreby Kald paa Laaland og ægtede Marine Ulfsdatter, Datter af Præsten Niels Ulf i Nysted. 1561 blev han Provst i Musse Herred. Sin litterære Virksomhed fortsatte han med saa stort Held, at den skaffede ham kongl. Diplom af 10. Jan. 1570 som «Poëta laureatus» med tilhørende Digtervaaben. 1575 bragte et sædeligt Fald dog Forstyrrelse i hans hidtil lykkelige Tilværelse. Han maatte en Tid forlade Landet, og efter Hjemkomsten blev han dømt fra Embedet og indsat i Forvaring i Sorø Kloster.

Her fortsatte han dog sin Syslen med Digtekunsten, og 1580 blev han sat paa fri Fod og fik Lov til at opholde sig, «hvor han kunde nære og underholde sig i Riget». Det var imidlertid vanskeligt for ham at skaffe sig passende Erhverv, og hans følgende Liv er vistnok derfor som oftest ført under trange Kaar hos Slægt og Venner. Endnu var hans Lyre dog ikke forstummet. Han besang 1596 Christian IV's Kroning, og 1598 omtales det, at «Digteren» S. var Kansler Chr. Friis' Husfælle («domesticus»). Han maa være død et Par Aar derefter; i alt Fald omtales det 1602, at han da allerede en Tid lang havde været død.

Blandt S. s talrige Digtsamlinger kunne fremhæves «Elegiada» (1552), «Disticha moralia» (1553), «Fasciculus Apollinaris» (1566), «De regibus Daniæ epigrammata» (1569), «De nuptiis Friderici II» (1572), «Enchiridion evangelicum» (1572), «Sylvarum liber» (1581). «Piarum meditationum liber» (1581). -- Af hans Børn kan nævnes Sønnen Theophilus S., der efter Studier i Rostock blev Præst i Aastrup paa Falster og havde arvet en Del af Faderens litterære Interesser, ligesom han skal have efterladt et (utrykt) Mindeskrift over ham.


Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Når en omskrivning af teksten til mere nutidig sprog, og wikificeringen er foretaget, skal der anføres en reference med henvisning til forfatteren og den relevante udgave af DBL, jf. stilmanualen, dette angives som f.x:
{{Kilde |forfatter=Navn |titel=Efternavn, Fornavn |url=http://runeberg.org/dbl/... |work=[[Dansk Biografisk Leksikon]] |udgave=1 |bind=I til XIX |side=xxx |besøgsdato=dags dato}}
og herefter indsættelse af [[Kategori:Artikler fra 1. udgave af Dansk biografisk leksikon]] i stedet for DBL-skabelonen.