Hans Stille

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Hans Stille

Personlig information
Født 8. oktober 1876 Rediger på Wikidata
Hannover, Niedersachsen, Tyskland Rediger på Wikidata
Død 26. december 1966 (90 år) Rediger på Wikidata
Hannover, Niedersachsen, Tyskland Rediger på Wikidata
Gravsted Neuer St.-Nikolai-Friedhof Rediger på Wikidata
Nationalitet Vesttyskland Tysk
Søskende Karl Stille Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Georg-August-Universität Göttingen Rediger på Wikidata
Medlem af Det Preussiske Videnskabsakademi (1933-1945),
Niedersächsische Akademie der Wissenschaften zu Göttingen,
Det kongelige spanske videnskabsakademi,
Tysk Videnskabsakademi i Berlin,
Deutsche Akademie der Naturforscher Leopoldina med flere Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Universitetsunderviser, geolog Rediger på Wikidata
Fagområde Geologi Rediger på Wikidata
Arbejdsgiver Humboldt-Universität zu Berlin (1932-1950), Georg-August-Universität Göttingen, Leipzig Universitet, Leibniz Universität Hannover Rediger på Wikidata
Arbejdssted Leipzig Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Storkors af Forbundsrepublikken Tysklands fortjenestorden,
Gustav-Steinmann-Medaille (1951),
Leopold-von-Buch-Plakette (1946),
æresdoktor ved universitetet i Sofia,
æresdoktor ved Eberhard Karls Universitet ved Tübingen Rediger på Wikidata
Signatur
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Hans Stille (født 8. oktober 1876 i Hannover, død 26. december 1966 sammesteds) var en tysk geolog.

Han knyttedes i 1900 til Geologische Landesanstalt i Berlin og virkede 1908 til 1912 som professor i mineralogi og geologi ved den tekniske højskole i Hannover og derefter et års tid som professor i geologi og palæontologi ved universitetet i Leipzig. Fra 1913 var han professor ved universitetet i Göttingen. Stille, som blandt andet undersøgte geologiske forhold i Andesbjergene i Sydamerika, beskæftigede sig navnlig med det mesozoiske tidsrums geotektonik.

Kilder[redigér | rediger kildetekst]